Forelskelse?

brevkassespørgsmål

Forelskelse?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 13 år 10 måneder siden

Hej Jeg skriver fordi, jeg på det seneste føler mig rigtig meget nede. Jeg har masser af fantastiske veninder og er sund og rask, men mit problem kommer nok til drenge.. Til fester snakker jeg meget med drenge og møder ofte nogle, som jeg falder rigtig hurtigt for. Men det er som om, at dem jeg møder kun har interesse i meget kort tid og så har de glemt alt om det. Mit problem er -tror jeg- at jeg falder alt for hurtigt for en dreng, og så skal der intet til for at jeg bliver helt nedtrykt -fx. hvis han ikke skriver eller lign. Er bare så træt af at have korte flirts med drenge og at det aldrig bliver til mere og det er virkelig noget, der påvirker mit humør. Har også tænkt over om det måske er fordi, jeg for det meste møder drenge til fester, når man er fulde, eller hvad det er. Er bare træt af altid at gå og tænke på én, der sikkert ikke har skænket én en tanke...

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå, at det her med drenge kan fylde meget og påvirke dit humør, for det lyder til, at du rigtig godt kunne tænke dig at få en kæreste - og det skal helt sikkert nok ske på et tidspunkt :)

Desværre er det jo tit sådan, at man må væbne sig med tålmodighed, når det handler om at finde en kæreste. Du skriver, at du hurtigt falder for en dreng og det er der intet galt i. Men det kan betyde, at du bliver mere sårbar, for hver gang håber man på, at det kunne blive til mere og så gør det ondt, når det ikke lykkes. 

Jeg tror, du har meget ret i, at det også kan have en betydning, at du møder drenge til fester. Når man er fuld bliver der som regel en mere løssluppen stemning og følelserne kan få frit løb. Når man så bliver ædru igen, kan tingene se anderledes ud og den flirt aftenen før, som føltes så godt, var der måske ikke mere i og så bliver man rigtig skuffet.

Selvom du er træt af de her korte flirts, så synes jeg det rigtig fint, at du oplever dem, for det er jo rigtig dejligt og kan også give dig nogle gode erfaringer med, hvad du godt kan lide hos en dreng. Du kan stadig godt flirte til fester, men for at passe mere på dig selv, så tror jeg du skal prøve at se dem som flirts og ikke lægge for meget i det.  

Næste gang du møder en sød dreng, så synes jeg du skal prøve at gå stille og roligt frem og mærke efter, hvordan det føles. Jeg tror ikke det med at blive kærester, skal være det første, du fokuserer på.

Tag et skridt ad gangen og se, hvor det fører hen. Det kan også være en god idé at være lidt nysgerrig, finde ud af hvem han er, om han nu er så sød, som du først har fået indtryk af. Hvis du stadig synes, han er det efter et stykke tid, så kan I finde ud af, om I skal blive kærester.

Held & lykke med det.

De bedste hilsner Rikke  

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program