Flytte hjemmefra og SU

brevkassespørgsmål

Flytte hjemmefra og SU

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 9 år 11 måneder siden

Hej med jer. Først og fremmest bør jeg nok forklare min situation:
Jeg bliver 18 til august næste år. Ikke lang tid efter det begynder jeg jo så på SU, hvor jeg (pga. at mine forældre blev skilt tidligere i år, og fordi min mor ikke har noget arbejde) får højeste SU, som er cirka 3000 kr. eller sådan noget. Problemet er, at fordi min mor netop ikke arbejder, og fordi hun ikke får børnepenge når jeg bliver 18, skal have det meste af min SU (2000-2500 efter hendes eget udsagn), for ellers har hun ikke råd til at have mig boende. Af grunde hun ikke rigtigt har forklaret, kan hun heller ikke blive boende, når/hvis jeg flytter hjemmefra.

Synes dog det føles forkert at hun skal have så mange af mine penge, da det jo trods alt er min SU. Jeg har en kæreste, og har tit gjort mig overvejelsen om, hvorvidt jeg istedet skulle flytte sammen med hende når jeg bliver 18, men jeg går på gymnasium i samme by som jeg bor i (gymnasiet ligger kun ca. 2 km væk), så der er jo ikke nogle praktiske fordele ved at flytte hjemmefra. Føler bare at det fylder så meget psykisk sammen med de andre problemer jeg har herhjemme (som jeg ikke gider at gå i dybden med). Så mit dilemma er: skal jeg blive boende, og give næsten hele min SU til min mor, eller flytte i lejlighed med min kæreste i samme by? 

Svar: 

Hej Anonym

Jeg kan godt se at det er lidt af et dilemma du står overfor. Jeg tror ikke jeg har en løsning til dig men jeg vil meget gerne dele mine tanker, og så kan du forhåbentlig bruge det til noget. 

Når nu du fylder 18 år og dermed bliver myndig er det ikke længere dine forældre der har forsørgelsespligten over dig. De må selvfølgelig gerne fortsætte med at betale for bolig, mad og så videre til dig, men det er ikke noget de længere skal gøre. Derfor er det også helt op til din mor om hun vil til at afkræve dig husleje, og penge for eksempelvis mad. 

Jeg kan forstå på din mors situation at det rent økonomisk bliver problematisk for hende at få dagligdagen til at hænge sammen hvis ikke du bidrager økonomisk. Jeg tænker at det nok også er meget rimeligt at du skal bidrage, men jeg kan samtidig sagtens forstå at du synes det er en meget stor del af din SU der forsvinder til faste udgifter hvis du skal af med helt op til kr. 2500,-
Hvis du skal betale for at bo hjemme bliver du lejer hos din mor og din mor bliver udlejer. Det betyder at der er nogle regler for hvor meget hun må opkræve i husleje afhængig af lejligheden størrelse, pris mm. Hvis de 2500,- hun mener du skal betale er med mad, forbrug af vand, el og varme og så selve huslejen lyder det ikke til at det er over det hun må opkræve.
Måske kunne du snakke med din mor om at du kunne betale noget mindre i husleje, men at du så til gengæld stod for en del indkøb og madlavning. Lad os nu sige at du betaler kr. 1000,- i husleje og så samtidig har ansvar for at købe ind og lave mad 2-3 dage om ugen. Så kunne det måske lykkes for dig at købe ind på en måde der gjorde at du i sidste ende kommer af med færre penge hver måned? 

Men inden du kaster dig ud i alternative løsningsforslag synes jeg du skal mærke efter hvad det er du helst vil, hvis det ikke handlede om penge. 
Du siger der også er andre ting der gør at du gerne vil flytte og at du overvejer at flytte sammen med din kæreste. Hvis du nu frit kunne vælge og penge ikke var et problem...hvor ville du så helst bo? Jeg kan godt se at det praktiske argument for at flytte sammen med din kæreste måske ikke er så store, men jeg tænker heller ikke at det nødvendigvis skal være praktiske overvejelser der er det vigtigste i den forbindelse. Jeg tænker at det primært skal være en stor lyst til at flytte sammen med din kæreste der skal være det afgørende.

Du skriver ikke noget om arbejde, men da du "kun" oplyser din SU som indtægt tænker jeg at du lige nu nok ikke har noget job ved siden af. Jeg tænker at det giver god mening for dig at overveje. Lige meget om du bliver boende hjemme eller om du flytter sammen med din kæreste eller på et tidspunkt for sig selv, så er og bliver voksen-livet bare dyrt, og ca. 3000,- om måneden er ikke ret lige meget hvor man bor eller hvad man spiser. I hvert fald hvis man selv skal betale for det.
Derfor tænker jeg også at det bedste du kan gøre er at prøve at øge din faste indtægt. Måske kan du finde et studiejob ved siden af skolen så du får lidt flere penge at gøre med. Jeg ved godt at jobs ikke hænger på træerne og at fritidsjobs ikke altid er skide spændende men hvis det er pengene der er det vigtigste kan det godt lade sig gøre at finde jobs som opvasker, opfylder i netto, vikar i en børnehave, noget rengøring postomdeling i weekenden eller noget andet.  Alt afhængig af job og løn kan du med 5-10 timer om ugen måske få 1500-3000 ekstra om måneden og det tænker jeg vil gøre en meget stor forskel i dit budget. 

Hvis du flytter sammen med din kæreste(fordi det er bare er det i begge rigtig gerne vil) skal I selvfølgelig også have en snak om hvordan jeres økonomi skal se ud. Skal i dele huslejen lige over, kan i finde noget fælles at bo i som vil gøre det billigere end der hvor din kæreste bor nu osv.  

Tja...som sagt kan jeg desværre ikke lige kaste en løsning efter dig, men jeg håber du kan bruge mine tanker alligevel. 

Bedste hilsner 
Niels- Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program