Fest, alkohol og forsinket menstruation?

brevkassespørgsmål

Fest, alkohol og forsinket menstruation?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 9 måneder siden

Hej, Jeg var for et par dage siden til fest, og jeg drak, ærlig talt, ALT for meget. Jeg kan kun huske brudstykker, og de er ret få. Jeg ved dog ikke helt om mit spørgsmål går ind under det rigtige emne, men synes det passede bedst her.. Jeg kender alle der var med til festen personligt, jeg har gået på efterskole med dem. Jeg har fået at vide at jeg var meget kærlig som fuld, og at jeg vist var lidt rundt og fik kysset med de fleste.. Selvom jeg kan huske nogle brudstykker, er jeg bange for der er en der har puttet stoffer i min drink eller sådan noget. Dog ville jeg mene at der nok ville være nogen der havde lagt mærke til det hvis jeg havde haft sex/blevet voldtaget. Vi var kun 50 til festen, og som sagt er vi jo alle sammen gamle skolekammerater. Dog har jeg denne tvivl, det er nok naturligt at være lidt nervøs over sådan noget, plus det gør det ikke bedre at det er første gang jeg har været så fuld at jeg knap nok kan huske noget... For det ikke skal være løgn burde jeg have fået min menstruation i sidste weekend, og den er stadig ikke kommet. Det gør mig ikke ligefrem mere rolig... For at gøre det helt klart, så er jeg en single pige der ikke har haft sex i snart over et halvt år, og jeg plejer ikke være typen der bare kysser med folk. Jeg er heller ikke "billig", der gik to måneder før min ekskæreste og jeg var i seng sammen. Jeg har ingen smerter i underlivet haft, efter festen altså, men frygten er der stadig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. (Jeg har snakket med min mor, og min bedste ven om det, så jeg er ikke alene, men jeg vil stadig gerne høre en prof's mening og synspunkt; er jeg latterlig?) Jeg er bange for jeg er blevet "voldtaget" til festen, men synes du det lyder sandsynligt? Og hvilke grunde kan der være til min menses er forsinket/udeblevet? (Jeg har ikke som sådan været stresset, men jeg har været meget udkørt og træt de sidste par uger, hvis det kan være en årsag?)

Svar: 

Hej med dig

Det er rigtig godt, at du skriver herind med dine bekymringer. Jeg kan godt forstå, du er bekymret for, hvad der kan være sket og jeg vil meget gerne prøve at hjælp dig.

Jeg synes bestemt ikke du er latterlig, jeg synes det er super godt, at du tænker over, hvad du har oplevet.

Jeg vil gerne starte med at sige, ud fra det du fortæller, synes jeg ikke det lyder sandsynligt, at du er blevet påvirket af stoffer og voldtaget. For mig lyder det til, at du har drukket dig lidt for fuld, mistet kontrollen og ikke kan huske helt præcist hvad der er sket.

Man godt kan blive så fuld, at man opfører sig lidt anderledes end man ellers ville og kun kan huske brudstykker, selvom man kun drikker alkohol. Det behøver ikke at betyde, at du også har været påvirket af stoffer.

Jeg synes det lyder til, at du har brug for at få opklaret, hvad der er sket til festen. For at finde ud af det, kan du måske tale med dine venner fra festen? Du kan f.eks. spørge dem, om de tror, der er nogen, der kan have haft stoffer med, om de har lagt mærke til, om du har været alene med en fyr og alt hvad du ellers er i tvivl om.

Du spørger hvilke andre årsager der kan være til, at du ikke har fået din menstruation. Der kan være mange grunde til, at din menstruation er forsinket. Dine bekymringer i forhold til festen kan virke stressende og som du selv nævner kan udkørthed og træthed også godt påvirke din menstruation. Det er helt normalt at menstruationen er urelmæssig i perioder.

Hvis du er nervøs for, om du er blevet gravid, så er det en god ide at tage en graviditetstest, for at få svar på det. Har du overvejet det?

Til sidst vil jeg sige, at jeg synes det er godt, at du taler med din bedste ven og din mor om dine oplevelser. Jeg synes det er rigtig godt at du tænker over dine oplevelser og erfaringer med alkohol. Det lyder til, at du har oplevet, at det kan have nogle ubehagelige konsekvenser, at være så fuld, at du knap nok kan huske noget. Jeg kan godt forstå at det er en ubehagelig oplevelse, men samtidig tænker jeg, at det er en god erfaring du kan bruge til at tænke over, hvor meget du drikker næste gang du er til fest. Det kan være rigtig svært at finde ud af, hvor meget man kan tåle at drikke, uden at man oplever det som ubehageligt og det lyder til, at du er ved at finde ud af, hvor den grænse går for dig.

Jeg håber, du kan få opklaret, hvad der er sket til festen ved at tale med dine venner om det. Men hvis du går rundt med en følelse inden i, af at være blevet voldtaget, synes jeg, at du enten skal tale med din mor om det, skrive herind igen, eller besøge vores chatrådgivning.

De bedste hilsner

Camilla

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program