Hej med dig.

Jeg vil gerne starte med at fortælle dig, at det er meget normalt at man i puberteten kan få det som dig. Der sker rigtig mange ting i den her periode af ens liv og man kan hurtigt komme til at føle, at man skal leve op til en masse forskellige krav. Alle dette kan gøre, at man midt i det hele kommer til at føle sig unormal, fordi det virker så uoverskueligt. Det har de fleste prøvet og det er som sagt meget naturligt.

Du skriver at du har det skidt med alt, bl.a. dit udseende og at du har prøvet på at få bedre selvtillid på mange forskellige måder. At få bedre selvtillid er noget der kræver tid, for du skal nemlig starte med at bryde en dårlig vane. Og dårlige vaner kan godt være svære at komme af med, netop fordi de er blevet vaner, men hvis man øver sig, opdager man pludselig at det bliver lidt lettere for hver gang.

Din dårlige vane er, at du tænker dårligt om dig selv. Alle dine dårlige tanker er med til at påvirke hvordan du har det med dig selv. Man kan sige, at man er det, man tænker om sig selv. Derfor skal du nu til at øve dig i at fokusere på alle de gode ting, som du indeholder og jeg ved at der er mange gode ting ved dig, selvom du umiddelbart ikke synes det lige nu.

Du kan starte med at kigge dig selv i spejlet hver morgen og aften og sige "jeg er mig og jeg er god som jeg er". Jeg ved godt det lyder lidt fjollet, men efter noget tid, vil det komme til at virke mere naturligt for dig. Samtidig kan du også, når du kigger i spejlet, fokusere på alle de gode ting du ser, - det kan være at du synes dit hår sidder rigtig godt og så er det det du skal tænke på, i stedet for det du ikke er tilfreds med.

Samtidig handler det ikke kun om udseende det hele, men om at du laver nogle ting, som gør dig i godt humør. Det kan være alt fra tegne, dyrke en holdsport, tage en tur i biffen med vennerne, bage en kage, læse en god bog osv. Det er sådan set lige meget hvad det er, bare det er noget, som gør dig glad, for det vil også være med til at give dig bedre overskud til at tænke gode tanker om dig selv.

Her til sidst vil jeg også gerne sige til dig, at hvis det er meget svært for dig lige nu, så skal du fortælle det til dine forældre, så de også kan hjælpe og støtte dig, for du skal ikke gå og være ked af det. Hvis du synes det er svært at snakke med dem om det, kan du også vælge at sige det til en anden voksen, som du snakker godt med.  -Måske har du også en søster, bror, fætter eller kusine, som er ældre end dig og som du har det godt med. En idé kunne være at spørge ham/hende hvordan de havde det, da de var på din alder og om de har nogle gode råd til dig.

Jeg håber du kunne bruge mit svar, - ellers er du naturligvis velkommen til at skrive herind igen:)

Venlig hilsen
Nina