Er jeg fanget i fortiden?

brevkassespørgsmål

Er jeg fanget i fortiden?

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 9 år 12 måneder siden

Hej Cyberhus. 

 

Jeg går rundt med et kæmpe problem. Jeg fandt for nogle måneder siden sammen med en fyr, og vi har det super godt sammen. Jeg føler, jeg kender ham rigtig godt, men alligevel kan jeg være i tvivl om jeg lyver for mig selv. Ser jeg ham - eller ser jeg det, jeg ville ønske han var?

 

Jeg sidder den anden morgen, kigger på ham, mens han stadig sover, og jeg tænker pludseligt, hvad får mig til at kunne lide ham? Han minder mig egentligt om forskellige ting fra fortiden - ting som på en eller anden måde har haft en stor indflydelse på mig. Fysisk ligner han meget min ex, ansigtstræk, øjne osv. og min ex lignede meget en fyr jeg før i tiden havde kunnet lide, som på en måde også mindede mig om et eller andet fra fortiden, jeg før havde kunnet lide, og jeg kan blive ved. Det er som om, alt går igen, som om alt jeg kan lide i dag, er noget jeg vælger, ud fra hvad jeg allerede har mødt/kendt - er det normalt? Er det normalt, at gå efter det, man "kender" og engang har kunnet lide? Han har samme musiksmag som min ex, samme holdninger og standpunkter og og og, jeg kunne bliver ved... Men er det egentligt fordi jeg savner min ex/fortiden og prøver at finde en som ham? Jeg elsker jo også ham her. Men elsker jeg ham for den han er? Eller elsker jeg ham for den jeg ville ønske han var, og som han egentligt også ligner lidt? Ved jeg overhovedet hvem han er, eller ser jeg bare det jeg ønsker at se, som egentligt er min ex?

 

Håber jeg kan få nogle råd til overvejelse. Og håber ikke det er for kompliceret et spørgsmål.

 

Kærlige hilsner fra Julle

Svar: 

Kære Julle,

Først og fremmest: Dit spørgsmål er bestemt ikke for kompliceret, og jeg kan sagtens forstå, at du render rundt med den slags tvivl og tanker. Det er vigtigt du ved, at det er fuldstændig normalt. Men jeg kan godt forstå, at du havde behov for at skrive ind og spørge.

Mit svar på dit/dine spørgsmål er todelt, da virkeligheden af dine tanker for så vidt kan gå i to retninger.

Det første svar er, at det er helt normalt at have det sådan og tænke sådan, og at det ikke behøver betyde, at du hænger fast i fortiden og kun har valgt din kæreste, fordi han vækker nogle gamle følelser på baggrund af ligheder. De fleste mennesker - ja, hvis ikke alle - har præferencer, når det kommer til hvem de tiltrækkes af og har lyst til at være sammen med. Disse præferencer ændrer sig ikke nødvendigvis frygtelig meget med tiden. Måske nuanceres de, måske ændrer de sig lidt i kraft af, at man selv bliver ældre og selv ændrer sig, men hovedsagligt har de fleste mennesker en række kvaliteter ved en partner, der tiltrækker dem. Derfor er der ikke noget underligt i, at du har valgt en partner, der minder om din x-kæreste. Måske er det bare fordi, at de begge har opfyldt de indre 'krav' og ønsker du har til en kæreste, og måske er det bare fordi de begge har de kvaliteter, som du nu en gang tiltrækkes af.

Nogen tiltrækkes generelt mest af høje muskuløse fyre, og vil derfor hovedsagligt vælge disse. Andre foretrækker en lav og knap så tonet fyr, og vil vælger sådan en type. At de vælger den samme type igen og igen betyder ikke (nødvendigvis), at de har valgt ham, fordi han mindede om en fyr, de havde datet før. Pointen er, at deres ligheder måske handler mest om dine præferencer, end det handler så meget om dem.

Den anden del af mit svar er, at det på samme tid godt kan være, at du har valgt den nye fyr, fordi han minder om din x-kæreste. Men du var jo sammen af din x-kæreste af en årsag - så måske er det ikke så mærkeligt at tiltrækkes af den type, som han er, for du ved jo, at i på et eller andet tidspunkt passede sammen. Bortset fra det, er der også den mulighed, at du ikke ser din nye fyr for den han er, men ser ham gennem "x-kæreste briller", som du frygter. Jeg tænker, at risikoen for dette nok er mest aktuel, hvis du stadig har nogle følelser i klemme i forhold til din x-kæreste. Du fortæller ikke, hvor længe det er siden, at du brød med din x, og heller ikke hvorfor, så derfor er det svært at sige noget helt konkret. Men mit råd til dig vil være at sætte dig ned og mærke efter inderst inde. Se, om du kan prøve at adskille tankerne om de to. Hvis du først giver dig til at tænke på din x-kæreste (helt uden at overveje den nye fyr), hvad føler du så? Er der stadig nogle følelser i klemme? Og hvis du prøver at tænke på din nye fyr uden at spekulere på din x-kæreste, hvad føler du så? Føles dine følelser ægte? 

Jeg tror, at det er den bedste måde, hvorpå du kan finde ud af, om du elsker din fyr for den han er, og ikke fordi han minder om din x. Men hav samme tid i tankerne, at det ikke nødvendigvis er et problem, at han minder dig om noget, du har mødt før.

Jeg håber, at du finder ud af det. Det lyder rigtig dejligt, at du elsker din nye fyr, og jeg kan forestille mig, at det må være forvirrende at gå med alle de tvivl. Jeg håber, at du kan finde en løsning der gør, at du kan føle dig mere sikker på, om det er det rigtige forhold du er i lige nu.

Kærlig hilsen

Janne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program