Er hun det værd?

brevkassespørgsmål

Er hun det værd?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 6 måneder siden

Mig og min veninde, lad os bare kalde hende M, har været bedste veninder i snart 5 år nu.. Men jeg spekulerer meget over hvor god en veninde en egentlig er for mig. I løbet af det seneste år er hun blevet vældig populær i klassen. Og har også fået meget af drengenes opmærksomhed. Og du ved, der er nogle af de der drenge som jeg ikke bryder mig om. Faktisk overhovedet ikke. Så hver gang vi skal finde et sted at lave lektier, vil hun altid sidde tæt på dem, så hun kan sidde og snakke og drille dem. Jeg er rimelig træt af det, så en dag sprugte jeg om vi ikke bare kunne finde et andet sted at sidde. Allerede der, begyndte hun at blive småsur og sagde at jeg bare måtte finde et andet sted at sidde hvis det var. Endnu engang gik jeg med til at sidde ved de irriterende drenge. Men næste dag sagde jeg fra, og fandt nogle andre at sidde sammen med. Så blev hun megasur. Hun begyndte simpelthen at råbe op om, hvordan jeg foretrak andre frem for hende og jeg ved ikke hvad. Et par dage senere var alt fint mellem os igen.
Veninder deler jo alt med hinanden, og for nylig indså jeg at jeg var lidt vild med en dreng. Da jeg fortalte hende det, begyndte hun nærmest at nævne alle de ting der var dårlige ved ham, istedet for at sige noget med "I kunne også være et sødt par" er det ikke noget veninder plejer at sige? Ikke M. 

Og ja, der er mange flere af den slags historier. Så en dag fik jeg nok, og fortalte hende ligeud hvordan jeg havde det. Jeg havde håbet at hun endelig ville forstå, - men nej. Tværtimod, vendte hun hele situationen om, så hun fik det til at lyde som om at hun var offeret. Hun gik rundt i klassen og fortalte alle hvordan jeg sådan havde droppet hende og gjorde et stort drama ud af det. Så ja, hun fik simpelthen halvdelen af klassen til at være irriteret på mig og få medfølelse med hende. Hun kaldte mig ting som "opmærksomhedskrævende" og "hele verden drejer sig ikke om dig" "hvorfor er du så falsk?" "troede du var en god ven"

Det gjorde mig ærligt talt virkelig ked af det. Der er andre piger i klassen jeg snakker godt med, så jeg overvejer at være mere sammen med dem end hende. Men igen, kan det hele også bare være en misforståelse. Jeg ved det virkelig ikke. Det er også svært at give slip på hende når vi har været veninder i så mange år. Men er det det bedste at gøre? 

Hilsen K

Svar: 

Hej med dig 

Først og fremmest flot, at du endte med at sige fra over for din veninde. Du havde ikke lyst til at sidde tæt på de drenge, så det er flot at du stod ved din mening og handlede på det. Det kræver noget mod, som du har vist, at du har. Jeg forstår samtidig godt, at du har nogle blandende følelser omkring din veninde, fordi du lyder til at have regnet hende som en god veninde, men at hun lige nu skuffer dig ved at opføre sig anderledes, end du forventer. 

Der er jo den mulighed at snakke med hende, men det har du allerede prøvet, skriver du. Jeg synes du har handlet fornuftigt ved at fortælle hende lige ud, hvordan du havde det med den måde, hun behandler dig på. For hende kan det selvfølgelig være hårdt og svært at tage imod kritik på den måde, men det retfærdiggører stadig ikke den måde hun har bagtalt dig på. At fortæller dårlige ting om dig til klassen, viser derfor mere end hende og meget lidt om dig. Jeg forstår dog godt, at det kan være svært for dig, at stå i den her situation, hvor hun har forsøgt at vende klassen mod dig. Det bedste vi kan håbe på for dig er derfor, at de i din klasse, der er det værd, efterhånden vil finde ud af, at hendes udtalelser er ren fantasi. Det er dog ikke noget vi kan vide med sikkerhed, at klassen finder ud af "sandheden". Men måske er det heller ikke så vigtigt? Måske er det nærmere vigtigt for dig, at de venner i klassen, som du bruger din tid med kan lide dig, som den du er? Det kan godt være, at det tager lidt tid at komme igennem den her svære periode, men jeg tror, at du med tiden vil være stolt over at du ikke som M handler overilet, men istedet viser tålmodighed.  

Jeg tror næsten alle oplever både at miste venner og få nye venner gennem livet. Så selvom M har været en rigtig god veninde i 5 år kan det sagtens være, at du nu er ved at finde ud af, hvem der virkelig er din ven. Men som du skriver kan det hele dog også være en misforståelse og hun kan havde følt sig presset og derfor opført sig som hun har gjort. Modsat kan det også være at M, faktisk ikke er den kamp værd. Det kan være, at hun faktisk har opført sig så dårligt, at du ikke længere har lysten til at være så meget sammen med hende. Men jeg forstår godt, det kan være svært at give slip på en veninde gennem mange år. Du skriver dog, at der er andre piger i klassen som du snakker godt med. Eftersom du lige er blevet rigtig skuffet over M og hun ikke har behandlet dig godt kunne du overveje, om det er sammen med de andre piger i klassen du har det bedre. Når du overvejer hvorvidt venskabet er værd at kæmpe for kan du evt. tænke over, hvorvidt du bliver glad af at være sammen med M eller om du samlet set faktisk ender med at blive mere såret og ked af det pga. hende. På den måde kan du måske finde frem til om det er værd at kæmpe for jeres venskab. Hvis det viser sig, du ikke har lysten til, at I skal tilbage som gode veninder, kan du jo ganske naturligt søge mere over til de andre piger i klassen og på den måde stille og roligt finde ud af om du har det bedre her. Det er ikke ens betydende med at du "fryser" hende ude, men måske mere, at du ikke har behovet for kun at være sammen med M. 

Selvom det kan være hårdt i situationen, så er det faktisk helt naturligt, at man ikke forbliver venner med de personer, som man altid og i lang tid har været venner med. Det kan ofte føles lidt usikkert og gøre en utryg, når der sker sådan nogle ændringer, fordi det nu betyder, at du skal tænke over hvem du så vil bruge din tid på. Omvendt kan det også være et vendepunkt, som gør at du bliver mere bevidst om hvad du synes er vigtigt for et venskab og måske en måde hvorpå du får nye gode venner i klassen. 

De bedste hilsner Maria 

 

MariaFPs billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program