Er det normalt? (Kærester)

brevkassespørgsmål

Er det normalt? (Kærester)

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 6 dage siden

Hello cyberhus!

jeg har et problem med at jeg imine mindre skoleår havde extremt mange skole kærester, men her i de større klasser er det som ingen vil snakke med mig. jeg ved ikke rigtigt hvorfor, jeg syntes ikke jeg har gjort noget som sådan.

Andet spørgsmål.

hvad kan man gøre hvis man selv syntes man er virkelig grim, men man godt ved man faktisk er okay flot, da jeg både har formet six-pack og det, men jeg syntes bare mit ansigt ikke rigtigt passer til resten. Hvad kan man dog gør?

på forhånd tak

Svar: 

Hej med dig.
Det er rigtig godt, at du skriver ind til os, når du har nogle spørgsmål, du går og tænker over.

Det første du spørger om er, hvad grunden kan være til, at du i de mindre klasser havde mange skolekærester, men nu har du ingen. Det kan være et svært spørgsmål at svare på, men jeg tænker, at der kan være flere forskellige grunde.

Når man er yngre, kan det være svært helt at forstå, hvad det betyder at være kærester. Rigtig mange børn har ofte mange kærester (og nogle gange flere på én gang), fordi der ikke er de samme regler om at kærester, som når man er ældre. Måske kommer man sammen med nogle, man ikke engang har været rigtig forelsket i. Når man er på din alder, betyder det at være kærester at man er seriøse og forelskede i hinanden. Unge drenge og piger kender bedre til følelsen af forelskelse, og bliver derfor ikke bare kærester med hvem som helst, som man måske gjorde i de mindre klasser. Derfor kan det være svære at finde sig en rigtig kæreste, når man bliver ældre. 

Du skriver, at det er som at ingen vil snakke med dig. En ide kunne være at du kontakter dem, du gerne vil snakke med? Ofte går vi og venter på at andre skal henvende sig til os. Husk på, at det er sejt at være den der tør at tage det første skridt og snakke med nogle mennesker, man måske ikke snakker særligt meget med.

Alle forandrer sig med alderen, og netop nu er du i puberteten, hvor der sker mange ting med kroppen, og man får måske også andre interesser end tidligere. Dem du tidligere har været kærester med forandrer sig også og er måske ikke længere de typer, du skal kigge efter, hvis du ønsker en kæreste. Tit er det en god ide at finde en kæreste, som måske ikke går på samme skole. Nogle gange kan være nemmere at blive forelsket i en person, man ikke har været venner med siden man begyndte i skolen, og som man måske ikke kender. Så det er helt naturligt at alle forandrer sig og man ikke længere har en masse kærester. Hvis du har lyst til at få en kæreste, må du ud og kigge efter en sød person, du kan blive forelsket i. Hvis du tør, så tag det første skridt og snak med personen. Det vil helt klart give bonus hos den anden.  

Dit andet spørgsmål er, hvad du kan gøre ved, at du synes, at du er grim, selvom du godt ved, at du ser godt ud. For det første er din krop lige nu igang med at udvikle sig til en mandekrop, som du nok har opdaget. Det kan godt være svært at vende sig til at man ser anderledes ud end da man var yngre, fordi man pludselig får en voksenkrop. Mit råd er, at du skal lære at elske den udvikling, der sker med dig og din krop. Det er en naturlig proces der sker for alle, og hormonerne gør, at man godt selv kan synes, at man ser grim ud. Der er mange unge mennesker, der synes, at de er grimme, og det er en skam. Alle mennesker er hver især smukke og særlige på sin egen måde. Den måde du ser ud på, er med til at gøre dig til den person, du er. For det andet er du godt klar over, at du i virkeligheden ikke er grim. Så husk at kigge dig selv i spejlet en ekstra gang, når du tænker sådan om dig selv. Det lyder til, at du passer godt på din krop ved at træne, så du ser sund og rask ud. Det er vigtigt at huske på, at ingen er helt perfekte, så man må lære at holde af de ting ved sig selv, som man synes mindre godt om. 

Jeg håber, at du kan bruge mine svar. God jul.

Venlig hilsen Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program