Eneste der går op i skolen

brevkassespørgsmål

Eneste der går op i skolen

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 6 dage siden

Hej! Måske lyder det ikke som et problem, men det er det virkølig. Jeg er næsten den endte i min klasse som der går op i skolen, og overhovedet laver lektier. Det er åndsvagt at de andre ikke laver noget, og heller ikke har tænkt sig at gøre det. Sidste gang vi havde stil for var der 6 der afleverede ud af 30 elever. 3 af dem havde bare kopieret fra nettet. Jeg laver mine lektier hver gang, men er træt af altid at få den kommentar med at jeg er en fedterøv overfor lærerne. I timerne kan de godt lave noget - nogle gange, men lektier laver de næsten aldrig. Det er som om at jeg bliver set meget ned på, nu hvor jeg laver lektier hver gang, og altid er forberedt på en time. Det gør på en måde ondt at blive set ned på bare for at gøre det, mange andre og burde og som er det der er blevet sagt. Jeg ved at jeg skal aflevere noget som nok højst sandsynligt ingen andre har lavet, her inden juleferien. Jeg ved der vil komme en kommentar, og jeg kan bare ikke tage dem længere. Hvorfor skal de der ikke laver noget, ødelægge det for en der gerne vil? Hvad kan jeg gøre for bare at blive mere ligeglad med kommentarerne. Fordi jeg får Mere lyst til ikke at lave de lektier, når de er sådan.

Ps går i ottende 

Svar: 

Hej med dig

Jeg forstår godt det kan være ubehageligt at føle sig uden for og være den eneste som går op i lektierne. Jeg vil samtidig rose dig for din ihærdighed med lektierne. Det du gør er super godt og det er endnu mere sejt, at du holder fast i at lave lektier, selvom du møder modstand i skolen. Jeg vil derfor prøve at give dig nogle perspektiver på din situation, så du forhåbentligt kan holde fast i dine gode vaner og lære at være lidt mere ligeglad med, hvad de andre synes om det. 

Det er bestemt ikke nemt at være helt ligeglad med hvad andre siger, men det er samtidig vigtigt at holde fast i den, man selv er. Forestil dig alternativet; hvordan ville du have det med ikke at lave lektierne og stoppe med det bare fordi resten af klassen ikke gider? Jeg tænker det er vigtigt at du holder fast i dig selv og det du står for og kan lide. Det lyder til du går op i lektierne og synes det er en vigtig ting, så derfor tænker jeg ikke de andres kommentarer, blikke og holdninger skal bestemme hvor mange lektier du laver? Det kan være du har en voksen eller en ven/veninde fra en anden klasse, som du kan snakke med det om? Det kan nogle gange hjælpe at komme lidt ud med sine frustrationer og finde støtte i en person tæt på sig. For jeg tror helt sikkert, at mange vil kunne forstå dig og beundre din arbejdsmoral. 

Du kan også se din situation som en del af hele dit liv. For hvis du fx ønsker at komme på gymnasiet og tage en uddannelse bagefter er det jo faktisk nødvendigt og vigtigt, at du nu her i 8. og 9. klasse følger med, så du får muligheden for at uddanne dig senere. Jeg forstår udemærket det kan være svært i den daglige situation. Men hvis du minder dig selv om, at du laver lektier og følger med i timerne for din egen skyld, og måske oven i købet synes det er spændende, tror jeg at det vil kunne lette dit humør lidt. Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til fritidsinteresser, for det tænker jeg er mindst lige så vigtigt, så du også kommer ud og er sammen med dine venner i fritiden. Det er med at finde en balance mellem tingene hen af vejen, som du sikkert allerede er i fuld gang med.

Så jeg tænker, at du i skolen bare skal fortsætte med at holde hovedet og ryggen rank! De andre snyder kun sig selv, når de ikke laver lektier. Du tager derimod ansvar for din uddannelse og kan være stolt af det! Husk på det, hvis det kan synes lidt hårdt i skolen. Der er ikke nogen grund til at se ned på de andre, men du kan i hvert fald være sikker på, at DU gør hvad du kan for at få det bedste ud af din skolegang. Det er noget som du kan have gavn af resten af dit liv og senere kan det være du vil være stolt af, at du holdte fast i det, som du synes var vigtigt. Der er også mange andre som har det lige som dig, så jeg tror, at du lige nu er uheldig og være havnet et sted hvor, de andre desværre ikke prioriterer skolen som du gør. Så hvis de andre kommer med kommentarer, synes jeg bare du skal holde hovedet højt og stå ved, at du har lavet lektierne. For det er bestemt ikke noget at være flov over.  

De bedste hilsner Maria 

MariaFPs billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program