Drenge og kærlighed

brevkassespørgsmål

Drenge og kærlighed

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 8 år 7 måneder siden

Det hele handler om en dreng, som jeg snart har kunne lide i 5 år. Vi begge er klar over vi godt kan lide hinanden,men har valgt ikke at komme sammen, pga. mange årsager. Dette valg har bla. gjordt det at vi, har svært ved ikke at blive midsundelige, eller rettere skrevet, jeg har svært ved ikke, at blive midsundelig. Han har også den her såkaldte (pige) "ven" som han nu er begyndt at kunne lide, tror jeg om han kan det eller ej, ved jeg ikke, noget om. Han vil gerne skrive med mig til midnat, men er det bare pga. at han er flink, og ikke vil såre mig?? Når jeg endelig spørger hvad han, synes om sin "ven" skriver han "sød, sjov,pæn, kærlig, forstående osv." Det får mig, til at føle at han ikke, kan lide mig  længere...... Jeg vil helst ikke spørge ham, om han kan lide mig, for han vil med garanti, sige nej........Når jeg ved han ikke kan lide mig hvorfor tænker og drømmer jeg så om ham??? Jeg elsker vireklig, at være sammen med ham, han kan få mit smil frem på ingen tid....... Bare dog jeg kunne tyde ham.... om han gøre det for, at gøre mig midsundelig eller ikke.... jeg er i tvivl...

mvh. anonym :) tak for svaret på forhånd ;)

Svar: 

Hej anonym.

Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig forvirrende, hvorfor du fortsat tænker og drømmer om ham nu når du er rimelig sikker på, at han ikke har helt samme følelser for dig. Men det lyder som, at du stadig er ret glad for ham, selvom I har valgt ikke at være kærester.

Følelser er en lidt sjov størrelse, de er meget svære at styre, og særligt når man har romantiske følelser for en, altså når man er forelsket i en person, så kan det være svært at stoppe med at være forelsket fra den ene dag til den anden. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil kunne tyde ham, så du bedre ved hvordan du skal forholde dig i forhold til ham. For selvom du er ret sikker på, at han ikke kan lide dig som mere end en ven, så lyder det også til, at du egentlig håber på, at han godt kan lide dig. Så det kan være derfor, at du fortsat tænker meget på ham og bliver misundelig, når han skriver meget med en anden pige, fordi du måske stadig håber på, at han godt kan lide dig. Og det er helt forståeligt og naturligt, at du går og har det håb! Og det kan være ret svært ikke at blive misundelig, når man er vild med en person. Det er heller ikke rart at vide, at han måske kan lide en anden pige nu og endda fortæller dig, hvad han synes om hende, så det kan jeg godt forstå, hvis du bliver lidt ked af over.

Du skriver, at du ikke har lyst til at spørge ham direkte, om han kan lide dig. Jeg kan godt forstå, at det er svært at gøre, for det er aldrig rart at få et nej. På den anden side, så kan det være så svært at tolke hans tegn og det han skriver, og det lyder til, at det går dig ret meget på. Så selvom det er svært, så tror jeg at du enten må prøve at konfrontere ham eller også finde en måde at komme videre på. Begge dele er ret svære, og jeg kan godt forstå, hvis det ikke lige er noget, du har lyst til at gøre. Men for din egen skyld, så er det nok meget godt at gøre op med dig selv, hvad du kan gøre, for at han ikke skal fylde så meget og så du fx ikke skal gå at være trist over, at han skriver med en anden pige, eller at I finder en måde at være venner eller kærester på. Hvis du kan finde mod til at konfrontere ham, så tænker jeg ikke, at du behøver at spørge ham, om han kan lide dig. Du kan spørge ham om det på en anden måde, fx hvordan han har det med jeres venskab, hvordan han har det med, at I aldrig blev kærester eller sådan noget. På den måde er der mulighed for, at du kan få et svar, som kan fortælle dig noget mere end det han siger nu. Hvis du ikke har lyst til at spørge ham, så tænker jeg, at det kan være godt at afklare med dig selv, om han skal være en ven nu, selvom han i princippet er det, men en du ikke går og tænker så meget på. Hvis det er, så kan det måske være en god idé at lægge noget afstand til ham, så du kan prøve at komme på andre tanker, så han ikke fylder så meget. Det kan være en god idé at holde sig meget beskæftiget, så du ikke bliver fristet af at skrive med ham eller tænke på ham. Fx hvis du har nogle gode veninder, så kan du hive fat i dem og fortælle, at du har brug for at blive lidt beskæftiget af dem i lidt tid. Det er altid lettere at komme igennem sværere tider når man har nogen, der kan støtte en. Det kan måske også være rart at snakke med dine veninder om ham og hvad du kan gøre, hvis du har lyst til det? Ellers kan jeg anbefale dig girltalk.dk. De har forskellige forummer, hvor man kan skrive ind og få råd fra andre piger, og de har også en chat, du kan benytte. Du er også altid velkommen i vores chat, hvis du har brug for en snak eller få flere råd om, hvad du kan gøre.

Jeg håber, at kan bruge mit svar, og finder ud af det med din ven.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program