Hej Brevkasse.

Jeg ved egentligt ikke, hvordan jeg skal starte denne her besked, så jeg springer egentligt bare ud i det.

I 7. klasse flyttede jeg til en ny klasse, grundet at jeg gerne ville have det bedre socialt, blive bedre fagligt. Få en eller anden udvikling af mig selv og vokse som menneske, som jeg havde hørt fra mange, at man kunne få på den skole, jeg flyttede til. I min gamle klasse var jeg den generte pige, som aldrig turde sige sin mening og som sad bagerst i klasselokalet med næsen i en bog i frikvarteret. På nogle punkter, er jeg stadig dette, men på nogle punkter er jeg ikke, overhovedet.

7. klasse var et mærkværdigt år for mig, fordi på trods af, jeg har været genert det meste af min skoletid, har jeg haft utrolig mange venner, og har altid været en del af en gruppe - men i 7. klasse, første år på min nye skole, blev jeg holdt meget udenfor i klassen af både pige- og drengegruppen. Til sidst i 7. klasse fik jeg det sagt til mine lærere/forældre, da det der var på det groveste.

I 8. klasse begyndte jeg at få et virkeligt godt forhold til min klasse, efter at de allesammen havde sagt undskyld for hvad de havde gjort og jeg kunne se, at det var en oprigtig undskyldning. Jeg begyndte at få rigtige mange veninder, som jeg stadig har mange af.

Men udover kom der også en speciel person ind i mit liv; min allerførste drengeven. Han var meget speciel og han var der bare, når at det typiske pigedrama blev én tand for meget. 

Vores lærere begyndte at sætte os sammen i forskelligt gruppearbejde og det var derudfra vi lærte hinanden at kende. Vi begyndte at snakke mere og mere sammen, lave sjov med hinanden og have interne jokes og sådan… 

Sommerferien fra 8. til 9. klasse, var rigtig hård for mig. Jeg gennemgik en masse ting, som tog hårdt på mig og jeg gik fra at være 100% i top til 0%. Jeg var virkelig på det laveste, som man overhovedet kan komme. 

Vi kom så i skole igen og jeg begyndte at snakke med ham igen, efter en sommer, hvor jeg havde været lidt på standby med alle mine venner. Jeg faldt pladask for ham. Den måde, han var der for mig, han ville altid sidde ved siden af mig, snakke med mig hele frikvarteret for at sikre sig, at jeg havde en okay dag, prøvede at få mig til at grine osv. Det betød så meget. Jeg blev også forelsket i hans fantastiske personlighed, det med at han aldrig dømte nogen, altid åben over for andres meninger og holdninger, omsorgen han viser for andre mennesker. 

Så begyndte vi at hænge ud efter skole, hvor jeg kom endnu tættere på ham. Siden da har min forelskelse bare blomstret og blomstret; jeg var fuldkommen blæst væk i ham, ærligt talt. Jeg kunne ikke koncentere mig i skolen, fordi tankerne gik med ham, jeg drømte om ham og jeg snakkede ikke om andet end ham. 

Jeg lod også mærke til, at jeg blev akavet når han var i nærheden af ham, jaloux når andre af mine veninder snakkede med ham og bare frustreret. Fordi det værste af det hele, var at jeg troede, jeg havde en chance med ham, fordi han behandlede mig så anderledes og specielt - gav mig komplimenter han ikke gav til andre, gav mig ekstra opmærksomhed osv…  

Kærligheden, jeg følte til ham, var ikke god for mig, da det viste sig, at den ikke var gengældt. 

Jeg skrev (fordi jeg ikke var modig nok til at fortælle det) til ham, at jeg godt kunne lide ham, fordi jeg havde allerede fortalt ham, at jeg havde et crush på én. Han følte ikke det samme som mig og det var virkeligt hårdt; i tre dage lå jeg bare i sengen uden at gøre noget, men så tænkte jeg, at jeg blev nødt til at forklare ham, hvorfor og hvordan. Så jeg skrev en meget lang besked til ham, hvor jeg fortalte ham at det nok var situationen, jeg var forelsket i, altså da han kom ind i mit liv, reddede han mig på en måde, fordi der var jeg på det laveste og han fik mig op i top igen.

Det var det, jeg selv gerne ville tro på. At det var situationen jeg var forelsket i, og det var det, jeg gik og sagde til mig selv i ufattelig langt tid. 

Men så efter en periode, indså jeg, at jeg bare overhovedet ikke er ovre ham. Jeg kan stadig lide ham. Meget. Rigtig meget. Jeg tænker stadig på ham, drømmer om ham og snakker om ham. 

Jeg har sagt til ham, at jeg ikke har nogle følelser for ham længere og nu kunne vi bare være bedstevenner. Men det er jo en kæmpe løgn, og det er jo kun mig der kommer til at “lide” under vores venskab. 

Da jeg skrev beskeden til ham, skrev jeg også, at det ville være hårdt for mig, hvis vi var buddies, fordi at jeg stadig følte det jeg følte, og jeg gjorde det klart for ham, at et venskab hvor man ikke havde ligeværdige følelser for hinanden, aldrig kunne være et venskab. 

Han svarede så på beskeden og skrev, at han aldrig havde haft en så god ven som mig og han satte virkelig pris på vores venskab, og vidste at vi stadig kunne være ligeså gode venner som før. Derfor valgte jeg, at give vores venskab en chance, fordi jeg betød så meget for ham og han betyder jo også så meget for mig. 

Jeg står i den situation lige nu, at jeg egentligt gerne bare vil være bedstevenner med ham, det jeg var i 8. klasse - dog er han meget tættere på nu - men mine følelser står i vejen. På grund af, jeg har de følelser jeg har, håber jeg også, han har de samme. Men han får aldrig de følelser for mig og det gør ondt. Virkelig ondt.

Inderst inde, ved jeg godt, at jeg aldrig havde en chance med ham, at jeg ikke var en option for ham og jeg ville ende op med at blive såret. Det gør bare virkelig ondt og jeg føler virkelig, jeg har gjort alt, hvad jeg kan, for at komme over ham. Jeg har også prøvet at holde afstand til ham, men det virker heller ikke, fordi så kommer jeg til at tænke for meget på ham også savner jeg ham. Fordi han er jo også min bedsteven; han kender mig næsten bedre end nogen anden, der er ingen mennesker jeg kan være så ærlig med, som jeg kan med ham eller have det så sjovt med. 

Jeg har snakket rigtig meget med mine to tætte veninder og min mor om det, fordi mine veninder har jo lagt mærke til, at vi er blevet meget tættere og ligeledes min mor, når han kom hjem og skulle spise med osv. De var også sikre på, at han var helt vild med mig. 

De gav mig også et håb, og det gør de stadigvæk. Min mor bliver ved med at sige, at det er fordi han er ét år yngre end mig, og han ikke er så moden som mig osv.. Men jeg er ikke helt så sikker. 

Jeg er 16 et halvt og han er 15 og et halvt. 

Efter sommerferien skal han på efterskole og jeg skal på gymnasiet. Vi ved, at vi begge to kommer til at holde kontakten, fordi vores venskab er så specielt og virkelig ikke noget, man finder andre steder. Men jeg tror bare, han kommer til at møde en hel masse mennesker og glemmer mig lidt, og jeg vil være den der sidder tilbage, savne ham og ikke kan komme over ham. 

Han har dog sagt, han nok skal tage initiativ til at komme og besøge mig så tit han kan. Men jeg er ikke sikker og det gør virkelig også bare ondt at tænke på.

Jeg håber virkelig i kan hjælpe mig og give mig nogle råd til hvordan jeg kan få denne her forelskelse til at forsvinde, for den er meget ubehagelig, virkelig. 

Tusind tak på forhånd.