Dårlig til matematik..

brevkassespørgsmål

Dårlig til matematik..

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 8 år 10 måneder siden

Heey Cyberhus.. :)

Jeg er en 13 årig pige som er virkelig dygtig i skolen og ALLE fra min klasse ved at jeg er klog. Men her for det sidste har jeg været rigtig dårlig til matematik. Og jeg føler virkelig at jeg er den dårligste! jeg er dårligere end dem som plejer at være ukloge! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og vi er gået i gang om et emne som hedder "Linjens ligning". Vi er gået i dybten ret meget og lang tid, men jeg forstår aldrig noget. Jeg tør ikke at sige det til min lærer, alså at jeg ikke har forstået noget for så blir hun sur og jeg plejer altid at være den klogeste! Og jeg kan ikke spørge nu at jeg slet ikke har forstået nu, for de er nået ret lang om emnet. Vi skal også have en evaluering om det her "linjens ligning" men jeg kan simpelthen ikke forstå det, alså virkelig ikke en prik. Og jeg vil ik ende med at få 00, jeg har også fået 7 i alle min matematik aflveringer osv, og min far blev sur!! Alle mine klaessekamerater fik 12! og 10! og de plejer endda at være ukloge. Jeg græder nærmest hverdag, for jeg kan ik forst det!! og jeg tænker bare hele tiden på den test som vi skal ha om ca 2 uger..:(

Håber i virkelig kan hjælpe!!<3:((

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit spørgsmål i brevkassen! Mange ønsker, at gøre det godt i skolen og lære alle de ting, som læreren præsenterer, så jeg tror bestemt ikke du er den eneste som bliver påvirket, når dine forventninger ikke bliver indfriet.

Du skriver, at du er rigtig dygtig i skolen, hvilket jeg tænker er en kæmpe gave for dig. Så husk først og fremmest på, at du faktisk IKKE er dum, men faktisk er rigtig dygtig til mange ting i skolen. Prøv at tænk på at nogle faktisk har det svært i mange af fagene i skolen. Så selvom du oplever det som hårdt lige nu, så husk på at det trods alt "kun" er ét fag hvor du er utilfreds lige nu. Det er en kæmpe gave, at du faktisk er generelt dygtig i skolen, det vil du kunne nyde godt af i alle de år du går i skole. Det vil du særligt kunne mærke hvis du ud over at være dygtig også gør en indsats for at arbejde med stoffet og viser din arbejdsomhed. Karakterer kan hurtigt komme til at fylde meget i skolen, fordi vi hele tiden vurderes på vores indsats. Man kan derfor nemt komme til at bruge det som en vigtig del af vores personlighed at man eksempelvis er den "klogeste" eller "dygtigste". Du kan måske overveje om det kan være derfor du lige nu opfatter det som hårdt, fordi at du ikke længere er den klogeste i alle fag? Husk i denne forbindelse at du jo ikke ER dine karakterer.   

Du skriver også at du er bange for at få 00, selvom du får 7 i alle dine afleveringer. Der er et godt stykke mellem 7 og 00, så jeg tænker derfor ikke du skal være bekymret for ikke at bestå. Husk også på at 7 faktisk er en karakter over middel og derfor rigtig fint. Jeg forstår dog stadig din lyst til at forbedre dig og lære mere af matematikken. Jeg tænker derfor, at du kan anse de svære opgaver i matematik som en udfordring, hvor du kan bruge din arbejdssomhed til at lære det. Det kan godt være, det bliver svært og hårdt i perioder, men det vil lønne sig på den anden side, hvor du vil være stærkere og den erfaring rigere. Det er noget du kan bruge hele livet, fordi der vil af og til dukke ting op, som vi synes er svære og som kræver lidt ekstra tid. For at blive dygtigere i matematik kan du gøre forskellige ting. Bl.a. tænker jeg, det kan være en ide at snakke med en fra din klasse, som du synes virker flink og god til matematik om hun/han vil hjælpe dig i timen eller efter skole. Det kan nogle gange være svært at bede om hjælp, men faktisk er det utroligt stærkt at gøre det, fordi man herved har erkendt, at man ikke kan ALT selv. Der findes også lektiecafeer på mange skoler, hvor man kan få hjælp efter skole. Samtidig ved jeg, at der er mange frivillige gratis lektiecafeer som dansk flygtningehjælp og dansk rødekors står for i mange af de større byer i Danmark. Herigennem kan du få lidt ekstra hjælp, hvis det virker for uoverskueligt at sidde selv med opgaverne. 

Du skriver, at du ikke tør sige til din lærer, at du synes emnet er svært. Men jeg tror ikke, du behøver at være bange for din lærers reaktion, da det jo er hendes job at hjælpe jer med at forstå matematikken. Jeg tror hun vil hjælpe dig så godt hun kan eller give dig nogle råd til opgaverne. Hvis du føler du kan betro dig til læreren eller en anden person tror jeg også de vil være behjælpelige. Hvis din lærer kender dig godt, så kan du prøve at forklare vedkommende din problematik, at du faktisk ikke havde lyst til at spørge om hjælp, fordi du plejer at klare dig godt, og at det måske er kommet lidt bag på dig, at du har svært ved lige netop det her. Så vil din lærer sikker også kunne forstå, hvorfor du har ventet med at bede om hjælp.

Der er ikke noget galt med at være konkurrencemenneske, som du godt kunne virke til at være. Det kan få en til at arbejde lidt hårdere i nogle situationer og derfor gøre dig ekstra umage. Der er bare den bagside ved at stræbe efter dygtighed og førstepladsen hver gang, at man også risikere at blive skuffet, som du har oplevet. Så selvom det virker hårdt og uretfærdigt lige nu, så tænker jeg, at det er vigtigt, at du husker på at man jo ikke kan være den bedste til alt. Du skriver også at din far blev sur ifm. sidste aflevering, hvilket selvfølgelig ikke er rart for dig og ikke pænt af ham. Jeg tænker, du kan prøve at snakke med ham og din mor om, hvordan du har det, så de kan blive sat ind i hvor meget det faktisk går dig på og at du gør dit bedste.

Så selvom du gerne vil gøre det godt, skal du også huske på at matematik ikke er det vigtigste i verden. Det er fx mindst lige så vigtigt og dejligt, at være en god ven/veninde, så man har nogle at snakke med og have det sjovt med. Jeg tror, det er vigtigt, at finde en balance hvor man gør sit bedste og så forsøger at acceptere at det i sig selv faktisk er rigtig godt, for så kan man ikke gøre mere. Jeg håber at dette kunne give dig lidt mere ro, ellers er du altid velkommen til at skrive igen.  

Vh Maria 

 

MariaFPs billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program