Crush

brevkassespørgsmål

Crush

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 11 måneder siden

Jeg vil til start sige at jeg er homoseksuel dreng, uden denne info ville mit dilema ikke give mening.

Okay, så her fornygeligt startede jeg i en ny klasse på mit gym, hvor jeg jo så selvfølgelig mødte nye mennsker. En af drengene fra min klasse begyndte jeg hurtigt at blive venner med, så det var jo helt fin - nu havde jeg da ihvertfald en ven, så kan resten  jo komme som det kommer. Men sagen er så den, at jeg syntes at han er en meget attraktiv person, hvilket jo ikke er unormalt at syntes, heller ikke om sine venner, men lige med ham er det anderledes. Så ja, jeg tænkte at jeg nok havde et lille crush på ham, tænkte ikke over det kunne være mere end bare et crush. Jeg besluttede mig for, at det nok var bedst ikke at sige det til ham, jeg havde heller ikke fortalt ham om min seksualitet endnu, da jeg har svært ved at håndtere smerte, og ville nødigt blive afvist.

Så en dag tager jeg hjem til ham efter skole, fordi vi havde en opgave vi skulle lave sammen, og så efter det havde vi så tænkt os at spille lidt på hans playstation. I mens jeg er hjemme hos ham, får han en notifikation på facebook, fordi der var en som havde liket hans profilbillede. Han kigger lettere irriteret ned på sin telefon, og mumler "fucking homo" ned til sin telefon, og smider den til side. Jeg kigger nysgerrigt på telefonen, for at se hvad det var han snakkede om, og jeg ser et billede af en dreng, som jeg aldrig har set før. Han siger at jeg ikke skal tage mig af det, det var bare "en svans" som forsøgte at komme i kontakt med ham. Dette gjorde mig utilpas, men jeg lod som ingenting, for jeg vidste ærligtalt ikke, hvad ellers jeg skulle gøre, men efter noget tid lod jeg som om jeg fik en besked, som sagde jeg skulle hjem så jeg kunne gå uden mistanke.

Jeg troede ikke jeg ville falde for ham efter dette, men jo længere tid jeg gik i klassen, og gladere blev jeg for ham. Hver gang han skrev, fik jeg sådan en varm fornemmelse i maven, og hver gang jeg kiggede på ham, skulle jeg virkelig bekæmpe mig selv, for ikke at falde i staver og afslørre migselv. Men mit faktum er, at jeg ved ikke hvorfor jeg forelsker mig i en fyr, som virke homofobisk, jeg mener, hvorfor skal jeg forelske mig i en, som ikke engang bakker mig op, omkring min seksualitet.. Jeg er bare så frustrerret, og har virkelig brug for at vide, hvad man gør i sådan en sitiuation. Jeg har været forelsket før, i en fyr som selv er homoseksuel, men aldrig i en hetero. Jeg håber virkelig i kunne have bare en lille idé om, hvad jeg skal gøre.

 

Lille note, han ved stadig ikke jeg er homoseksuel.

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan sagtens forstå, at du er forvirret over, at du kan være forelsket i en, som ikke virker til at bakke op om din seksualitet. Det må være rigtig frustrerende, så jeg synes at det er rigtig godt, at du skriver ind og spørger om råd. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg synes at det er super sejt, at du er afklaret med din seksualitet. For mange kan det være en svær erkendelse at komme frem til, og for nogen kan det tage op til flere år før de finder ud af, om de er homoseksuelle, så det er super sejt af dig at du allerede er afklaret nu.

Følelser er lidt en sjov størrelse, og det kan være rigtig svært at kontrollere dem. Og særligt når det kommer til forelskelse. Vi kan ikke styre, hvem vi bliver forelsket i. Der er ikke så meget rationelt over forelskelse. Tit hører man om denne fantastiske forelskelse, hvor man bare har det rigtig godt. Men forelskelse kan også være rigtig svært, fordi det måske ikke er den "rigtige" man er forelsket i, personen gengælder måske ikke følelserne, og man kan have svært ved at stoppe med at være forelsket. Det kan være svært at vide, hvorfor du lige er blevet forelsket i din ven. Det lyder til, at du havde et godt øje til ham inden den hændelse du beskriver, og derfor kan det være, at det har været svært for dig at "stoppe" med at være forelsket igen. Når man er forelsket, så er det også ofte svært at se fejlene ved den anden person. Derfor kan det være, at du egentlig ikke forbinder ham med de her udtalelser, men mere med alle de her positive ting, som du godt kan lide ved ham.

På baggrund af hans lidt homofobiske udtalelser, så kan jeg godt forstå, at du kan frygte, at han ikke er så åben over for homoseksuelle. Jeg tænker lidt, at mange af dem, som er imod homoseksualitet eller taler grimt om det kan skyldes, at de er uvidende. Ofte når man ikke ved nok om noget, så kan man hurtigt blive skeptisk, og man kan frygte betydningen og konsekvenser af det. Samtidig må man også acceptere, at vi ikke alle er enige om alt. Det kan være rigtig svært, når det handler om en selv, ens identitet og ens måde at leve sit liv på. Men desværre er det bare ikke alle der støtter op om homoseksuelle. Men jeg tænker også lidt, at det ikke er sikkert, at han ikke accepterer homoseksuelle. Jeg har lidt den oplevelse, at ordet 'homo' og 'svans' godt kan blive brugt i flæng om noget negativt. Så det handler ikke nødvendigvis om, at han ikke kan lide homoseksuelle, men at han egentlig bruger ordene uden at vide, hvad han siger med det. Som sagt kan det være svært at blive helt afklaret med ens seksualitet, og særligt i teenageårene bliver mange nysgerrige på nogle ting, og kan blive forvirret over det. Det kan være, at han har sagt de ting, fordi at han vil vise dig, at han helt sikkert ikke er bøsse, selvom han ikke ved, at du faktisk er det. Så det kan være en måde at bekræfte ham selv på. Men det kan være svært at vide, hvordan han helt præcist har det.

Du skriver ikke, om du er sprunget helt ud eller om der kun er nogen der ved, at du er homoseksuel. Hvis du er sprunget ud, og det bare ikke er alle der ved det, så tænker jeg lidt på, om der kan være en risiko for, at din ven kan finde ud af at du er homoseksuel gennem andre? Så jeg tænker lidt, at det kan være en god idé at overveje, om du skal være ærlig overfor ham og fortælle ham, at du er homoseksuel? Du behøver ikke at fortælle, at du er forelsket i ham. Men hvis du fortæller ham om dig selv, så kan du også finde ud af, hvordan han egentlig har det med det. Hvis han ikke har det godt med det, så kan det være, at det sker helt naturligt, at du stopper med at være forelsket i ham. Men forhåbentlig har han ikke et problem med det. Hvis du så fortsætter med at være forelsket i ham, så er det også lettere at gøre noget ved det, hvis du kender til hans følelser. Ikke nødvendigvis hans følelser for dig, men først og fremmest om hans holdning til homoseksuelle. Det kan også være, at han ikke er så begrejstret for homoseksuelle, men i og med at han godt kan lide dig som en ven, så kan det være, at det er noget han kan få det bedre med. Det er ikke til at vide. Den eneste måde du kan finde ud af det på er netop ved at snakke med ham. Hvis du derimod egentlig hellere bare vil stoppe med at være forelsket i ham, så kan det som sagt være rigtig svært, da ens følelser lidt lever sit eget liv. Men du kan godt prøve at mindske dem lidt. F.eks. kan det være en god idé, at prøve at undgå ham lidt i den nærmeste tid. Da I går i klasse sammen, så kan det godt være lidt svært. Men du kan måske prøve ikke at lave aftaler med ham efter skole, eller se ham i pauserne, og prøve at undgå at skrive alt for meget med ham. Derudover tænker jeg også, at det kan være en idé at prøve at holde dig selv beskæftiget, så du ikke kommer til at tænke for meget på ham. Det er super svært, at stoppe med at være forelsket i en person, og det kan også være, at det ikke er helt muligt. Man kan sige, at tiden hjælper på mange ting, men det kan være svært og tiden kan føles utrolig langsom, når man prøver at komme over en person, og særligt en man ser hele tiden. Du kan også prøve at tænke rationelt omkring ham, og et potentielt forhold. Hvis du finder ud af, at han ikke har det så godt med homoseksuelle eller at han simpelthen bare er heteroseksuel, så kan det være nemmere at forholde sig til, og på den måde komme videre fra ham. Men det kan godt tage lidt tid, og jo før man accepterer det, jo nemmere bliver det faktisk.

Hvis du ikke er sprunget helt ud endnu, så kan jeg godt forstå, at det er svært, og det ikke bare er noget man lige gør. Der kan ligge mange overvejelser i, hvem man skal sige det til, hvordan, hvornår, vil de mon acceptere det osv. Måske det er nogle overvejelser, som du kan genkende? Det kan godt tage lidt tid før man er klar til, at alle skal vide at man er homoseksuel. Og det er også helt forståeligt, for det kan være skræmmende ikke at vide, hvordan folk vil reagere og om de vil acceptere en. Men jeg tænker, at det er så vigtigt at du er dig selv, og har mulighed for at leve det liv du vil, og være den person, som du gerne vil være. Jeg tænker faktisk, at det er en ret du har. Jeg kan anbefale dig at læse om nogle af spring-ud historierne på LGBT ungdoms hjemmeside. Du kan finde dem her. Det kan være, at de kan inspirere dig, og få dig til at overveje nogle ting. Jeg ved ikke, om du har nogle bekymringer i forhold til at springe helt ud, men du skal vide, at alle der er homoseksuelle, biseksuelle osv. har haft de her overvejelser, og har haft bekymringer om andre vil acceptere en. Så det er helt naturligt, hvis du er nervøs for det. Hvis du kommer frem til, at du gerne vil sige det til din ven at du er homoseksuel, eller at du gerne vil springe helt ud, men har lidt svært ved, hvordan du skal gøre det, så kan jeg anbefale at tale med nogen om det. Jeg kan især anbefale LGBT ungdom. De har både telefon, chat og brevkasse, som du kan kontakte, og få nogle gode råd. Mange af rådgiverne har selv haft personlige erfaringer med kønsidentitet og de spørgsmål og udfordringer, der kan følge med. Så det kan måske være meget godt at tale med nogen, som forstår dig og din situation. Hvis der er nogen, som ved at du er sprunget ud, så kan det være, at du kan overveje at tale med dem om din ven og dine følelser omkring ham? Måske de har nogle gode råd til hvad du kan gøre. Og samtidig vil du ikke være alene om det. Ens bekymringer bliver ofte meget værre, når man går selv med dem og ikke får talt om det. Hvis det er lidt svært at snakke om, så kan jeg også anbefale vores 1-1 chat, hvor der sidder rådgivere, der vil lytte til lige det, som du har lyst til at snakke om.

Jeg håber, at du har fået svar på dit spørgsmål.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program