vi alle kender jo det der med kærlighed...det er aldrig nemt ligemeget hvor perfekt det ser ud udefra. jeg har haft en del piger, det sidste forhold var det bedste varsammen med den dejlige pige i over 2 år..jeg troede virkelig på at jeg skulle dele mit liv med hende, men det er vel bare tankerene fra en dum 16 årig dreng. det gik bare ikk hun flyttede på efterskole og jeg fik min egen lejlighed, det var godt nok ikke noget specielt men det var nok til mig. jeg tror bare vi voksede fra hinanden aner ikk hvordan jeg kan tænke at vi er vokset fra hinanden når jeg jo stadig elsker hende..men ja jeg ved jo godt selv at jeg er virkelig dårlig til at opretholde kontakten ved et så kaldt "langdistanceforhold" det meste af skylden ligger nok på mig da jeg aldrig var der for hende når hun havde mest dårligt og når hun havde mest brug for mig....det er på et eller andet punkt ikk rigtig til at holde ud med alle de tanger der fiser rundt i ens hjerne hele tiden..det er jo normalt for teenagere men jeg har virkelig oplevet forfærdlige ting og jeg har dummet mig selv så mange gange jeg....ja det er ikke til at forklare men lad os sige det på den ,åde at de sidste 3 år har været et følelses mæssig kaos det har bare ikke fungeret for mig og jeg ved sku ikk rigtig har tit overvejet om man nu skulle tage den kniv der ligger på bordet eller måske bare tage det glas piller der står på skabet for at afslutte det hele..har tit lagt med en kniv i hånden og tænkt at nu gør jeg det sku..men jeg kan bare ikk har fået så mange nye venner og en splittet men næsten perfekt familie lige nu..men allle de gamle ting bliver ved med at dukke op og jeg begynder at blive mere og mere indelukket jeg kan ikke rigtig stoppe det for det kommer helt uventet vil bare være alene og jeg kan ikke rigtig snakke med nogen om det for så står det bare ud med tårre i stedet for...men ja jeg har haft forkerte venner og nogle rigtig gode venner og hver gang jeg er blevet svigtet er jeg jo ikke blevet mindre indelukket det køre op og ned og kan virkelig ikke holde det ud..der er lige nu 2 personer jeg ikke kan stole rigtigt på...2 personer som har været som brødre for mig..ejj.-.jeg ved ikk rigtig hvorfor jeg skriver alt det her..har vel bare brug for at komme ud med det af en eller anden grund..hvorfor lige i dag tænker man nok..jeg ved det ikke....nok fordi jeg er splittet lige nu nok mest af at jeg er pisse ked af det over at jeg har mistet julie..hende der betød allermest for mig og så at jeg har mødt hende her pigen "nævner ingen navne" hu er sød smuk og har en fantastisk glad og optimistisk udstråling til omverden..og hendes smil går lige i hjertet..vil ikk tænke på kroppen altså god røv og gode patter og sådan noget...det er ikk det der får mig til at kunne lide hende det er hendes personlighed..hendes lange krøllede hår og hendes smukke øjne der fanger mig, ja nærmest putter mig i en form for trance det er helt underligt troede ikk atjeg havde den følelse at jeg overhovdet kunne få den for andre end julie men det kunne jeg så af en eller anden grund hun er nok det mest fantastiske menneske jeg har mødt i mange år og ja vi var fulde en aften og der skete noget der ikke skulle ske..ikk at jeg fortryder det men er heller ikke glad for det for det har nok ødelagt en del chancer ved hende ...hun tror sikkert kun det er derfor jeg er betaget af hende men det er det ikke det er bare den person hun er det er fantastisk jeg bliver helt varm i kroppen hver gang jeg støde på hende eller får et kram af hende hende og så min bedste veninde er de eneste personer derkan få mig til at føle at jeg rent faktisk er i live..at der er noget at leve for..og jeg ikk er færdig med den her verden endnu...men vil ikke stræbe efter det umulige jeg er blevet trampet hårdt i gulvet og blevet jokket på alt for mange gange..og det vil jeg ikke igen..så kan ikke sige til nogen hvad jeg føler for hende..vi var alene i går ude på taressen fik en snak jeg kunne åbne mig lidt op for hende med alle de hemmelighedder jeg havde som bare flåede mit gamle forhold i stykker men de hun fik af vide af mig var kun toppen af isbjerget for hvis resten kommer op så smelter isen og vandet fiser ud i form af tårre..det lyder lidt så poetisk det jeg skriver vidste ikke at jeg har det her imig men ja hva faen..en gang skal vel være den første....jeg er virkelig ked af det lige nu ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre med mig selv og alle mine følelser lige nu...jeg er splittet i fler retninger og det går jo ikke ville gerne sige til hende hvad jeg føler for hende jeg ville gerne spole tiden tilbage og rette op på alle mine fejl som der bare har tonset sig op i løbet af årene fordi jeg ikke altid selv har haft det nemt.og det har fået min hjerne til at slå fra og så har jeg ladet instiktet tage over det er dumt ja det ved jeg men havde ikke andre mulighede jeg lod mig trække i den forkerte retning og det fortryder jeg virkelig den dag i dag og især her i aften hvor det hele blev nødt til at komme ud vidste ikke hvordan..men ud det kulle det ellers eksplodere min hjerne sku da snart...og jeg knækker helt sammen og laver noget dumt..har prøvet at knække før men blev stoppet 5 sekunde før af en kammerat,s kloge ord "lev livet hvis der stadig er et liv at kæmpe for" var de ord ikke dukket op i hovdet på mig var jeg her ikke mere den dag i dag....det er virkelig hårdt at tænke på men den her pige jeg lige har mødt....det går ikke jeg er under hendes standart..nok fordi jeg er et år yngre nok fordi jeg ikke lige er den mest "lækre dreng" som hun sikkert nok ville kalde det..men det ændre ikke på mine følelser for hende...men jeg lader mig bare synke dybere ned i mig selv for kan ikke komme af med flere tanker lige nu og jeg kan ikk få pigen jeg elsker hende der er grunden til at jeg føler mig så varm og levende i hendes nærvær.....vil ikke slås for noget jeg ikke kan få...hvis jeg nu sidder og kigger tilbage på det sidste års tid har der bare været alt for meget...og gider ikke rigtig mere..har været i avisen flere gange primært i politi rapporten på side to..ikke med navn men jeg ved at det er mig der har lævet de ting...tyveri,hærværk, og meget mere og alllerede hvis jeg læste det i avisen en uge efter jeg havde lavet det..skalmmede jeg mig så meget over det at jeg låste mig inde og skar mine arme op..hvorfor?? måske fordi jeg kunne overdøve den indre smerte med den ydre smerte med det virkede heller ikk altis så forvoldte bare mere skade på mig selv...eller drak mig i hegnet med en flaske vodka og faldt grædende i søvn blev titi vækket af min fulde far der skældte ud over at jeg havde drukket så meget vodka selv..eller oss ville han bare nedgøre mig i sit fuldskab...han har et våben han altid bruger når han er fuld..så det vil sige hver dag, det våben var ord..han kunne nydbryde en så psykisk på 5 minutter som normalt ville tage en helt måned det var ikke spor sjovt..det resulterede tit at jeg gik midt om natten fandt en en forladt bygning at sove i eller en bænk og ikke var i skole eller kom hjem flere dage.....jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre...og når jeg så kom hjem var det bare ikke blevet bedre..

men har ikke lyst til at skrive mere nu..er træt og har brug for søvn..endu en dag venter i morgen..