Bliver slap

brevkassespørgsmål

Bliver slap

brevkassespørgsmål af
Hans
17 år
Oprettet 8 år 2 uger siden

Hej, jeg er en dreng på 17 år som har fået en dejlig kæreste. vi er meget trygge ved hinanden og jeg synes hun er utrolig smuk.

Problemet er bare at jeg bliver slap så snart jeg tager bukserne af. Både da hun prøvede at give mig et blow job og da jeg prøvede at tage kondom på. Jeg mister min erektion hver gang jeg tager bukserne af og jeg forstår ikke hvorfor? jeg er hård lige inden og så mister jeg den bare..

vores teori er at det er første gang jeg viser mig nøgen for nogen og måske er det det jeg skal vænne mig til? Men jeg er ikke sikker. Hvad kan skyldes at jeg bliver slap? Bliver jeg bange eller hvad er det? Vær sød at hjælpe mig det fylder rigtig meget i mit hoved.

Svar: 

Hej med dig.

For det første vil jeg sige, at det lyder super dejligt, at du har fået en kæreste. Det er selvfølgelig ikke så rart, at du oplever ikke at kunne holde din erektion sammen med hende. Jeg vil forsøge at hjælpe dig så godt, jeg kan.

Det lyder til, at du er rigtig glad for din kæreste og du skriver, at I er meget trygge ved hinanden. Det lyder rigtig dejligt. Du skal vide, at det er meget udbredt blandt unge drenge, at det er svært at få erektion de første gange, man er sammen med en pige. Det skyldes ikke, at der er noget i vejen med en, men derimod er det ofte nervøsitet. Du skriver, at I har snakket om, hvad det kan skyldes og det synes jeg er rigtig fint. Det er slet ikke noget at være nervøs over og det er rigtig fint, at I lever i et trygt forhold, hvor I kan snakke om tingene. Når I har det sådan her med hinanden og du føler dig tryg, er jeg sikker på, at det nok skal komme med tiden. I skal bare blive ved med at hygge jer, som I har gjort og så skal det nok ske helt naturligt, at du får erektion og holder den gennem hele samlejet. Jeg kan også forstå, at du har erektion inden, men at det først er, når du er nøgen, du mister den. Jeg tror, at I har fat i en pointe med, at det er første gang, en anden ser dig nøgen og det gør selvfølgelig, at man bliver lidt nervøs og får det, der hedder præstationsangst. Præstationsangst foregår på samme måde som sceneangst eller andet, hvor man simpelthen bliver så nervøs, at man ikke længere kan præstere. Det er helt normalt og det går væk, så du til sidst slet ikke er nervøs og sex kommer helt naturligt.

Det er desværre sådan i starten, at mange ikke kan lade være med at tænke på, om man mon er god til sex, om ens pik er stor nok og den slags ting. Jo mere man tænker over det, jo sværere bliver det ofte. Men du skal vide, at der er slet ikke noget at bekymre sig om og med tiden kommer det helt naturligt, så du ikke er så nervøs hver gang. Det er også den her nervøsitet, der hænger sammen med forelskelse, hvor alt ved den anden person virker dejligt og man er lidt bange for at komme til at gøre noget forkert. Jeg synes, I skal sørge for at nyde tiden sammen og tage det stille og roligt og når du kan mærke, at du får erektion, så forsøg igen. Du har haft erektion før, så det viser også, at der ikke er noget problem med selve erektionen, det er kun nervøsiteten, der bliver et problem.

Her til slut vil jeg understrege, at det er helt vildt fedt, at du har en sød kæreste, som du er vild med. Det er det vigtigste og også en vigtig ting for, at I kan få et godt sexliv. I er unge og skal lige vænne jer til at have sex med hinanden, så der vil altid være lidt problemer i starten. Derfor bliver mit råd at nyde din kæreste og så skal sex nok komme helt naturligt.

Med venlig hilsen Signe.

 

 

SigneMs billede
Signe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program