Betyder drømme noget?

brevkassespørgsmål

Betyder drømme noget?

brevkassespørgsmål af
N
17 år
Oprettet 7 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg drømte her i nat, at jeg sad sammen med en ukendt pige i en helikopter. Jeg blev nærmest teleporteret ind i helikoptere hvor hun var ved at flyve, halerotoren var i stykker. Og det lignede at hun ikke havde kontrol over den, så jeg tilbød at jeg skulle tage kontrollen over helikopteren, jeg fik styrepinden og fik den stabiliseret(Så vidt jeg kan huske, fik jeg også landet den og vi snakkede. Om hvad kan jeg ikke huske). Lige pludseligt bliver jeg teleporteret hen til hvad jeg forstår som en anden server (Man kan nok godt kalde det for en server f.eks. en spilserver). Jeg prøver ivrigt at komme tilbage i helikopteren sammen med den ukendte pige, vha. forskellige metoder med min mobil og en stationær som er ved siden af. Jeg mødte hendes "forældre", og lover dem at jeg nok skal redde hende fra "ham". Jeg prøver flere tekniske metoder for at komme tilbage til hende, og det lykkedes i et par sekunder, før jeg igen er tilbage hvor jeg var før. Jeg vågnede med lidt våde øjne, som om jeg havde grædt en smule.

Siden da har jeg gået og funderet over om den havde nogen mening. Og af en eller anden grund begyndte en bestemt pige at komme til tankerne, jeg har ikke kunnet slå hende ud af hovdet siden. Tilfældigvis skal jeg til en fest her i weekenden, hvor hun også kommer. Jeg aner ikke om det er det rigtige sted at skrive, men forhåbentlig er der en som måske har en idé til hvad det kan mene? Håber på at jeg får en ordentlig mulighed for at snakke med hende til festen(Dog ikke om drømmen :P). Det skal nok siges at jeg tidligere har haft interresse i hende, og stadig synes hun ser sød ud. Men tjah, sådan er det nok bare at være til på denne jord. Livet er hårdt nogen gange. God weekend :)

Mvh N

Svar: 

Hej med dig

Sikke en spændende drøm du har haft. Jeg ved ikke om du ofte kan huske dine drømme så tydeligt, men jeg tror det er en rigtig god evne at have, for nogle gange kan ens drømme være udtryk for noget man måske ikke har nok fokus på.

Da jeg skulle svare på dit spørgsmål, brugte jeg lidt tid på lige at undersøge hvad andre siger om drømme og deres betydning. Der er nogle forskere som mener, at hjernen, når vi sover, ordner og sorterer dagens oplevelser og indtryk. Under søvnen flytter vi det, der i løbet af dagen er blevet lagret i den korte arbejdshukommelse, til langtidshukommelsen. Så vores drømme er på den måde en gennemspilning af hvad vi har oplevet i løbet af dagen, dog ofte sammensat på en mere farverig måde. Skete der noget specielt den dag hvor du havde drømmen? 

Hvis jeg bare lige skal fortolke en lille smule, så tænker jeg at din drøm måske kan være et udtryk for at du har oplevet ikke at blive taget alvorligt, og at du måske har siddet med det rigtige svar i en situation uden at kunne fortælle om det. Det kan også være at jeg rammer helt ved siden af, og at din drøm måske i virkeligheden er et udtryk for at du gerne vil snakke mere med hende pigen - og det håber jeg du gjorde til festen. Det kan også være at din drøm "bare" var en drøm, men at den har sat gang i nogle følelser hos dig, som du ikke ellers kommer i kontakt med. Hvilke følelser var tilstede da du vågnede? Du skriver at du vågnede med lidt våde øjne, men var du ked af det? Eller måske mere glad/lettet? Hvis drømmene er kommunikation fra underbevidstheden, så kan det være at din underbevidsthed prøver at fortælle dig om noget du skal gøre mere af - i drømmen overtager du styringen med helikopteren og får den på rette spor; måske skal du tage mere styring i dit liv? Måske skal du tage mere styring ift. at få kontakt til hende pigen? Du skriver også at du mødte hendes forældre og lovede at du ville redde hende fra "ham"; mon det måske i højere grad er et udtryk for måden du ser dine egne forældre? Nu skriver du ikke noget om din familie, men f.eks. hos børn/unge med skilte forældre, kan de svære følelser i den forbindelse, nogle gange dukke op i drømme. 

Som du nok kan læse, så er det rigtig svært at tyde en drøm, og endnu sværere når man ikke kan spørge drømmeren imens :) Men som du selv skriver, så tror jeg at drømme nogle gange kan fortælle os om noget som vi mangler i vores liv eller noget som er svært. Hvis du nu har lyst til at lære mere om drømme, så tænker jeg at du kan prøve at læse den her artikel eller prøve at finde en bog om drømmetydning på biblioteket. 

Jeg håber virkelig du kan bruge mit svar, og jeg er ked af at jeg ikke kunne hjælpe dig mere. Held og lykke med pigen! 

Venlig Hilsen

Signe

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program