Besked

brevkassespørgsmål

Besked

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 8 måneder siden

Hej Cyberhus.. Jeg har fået muligheden for at få en kæreste, hun spurgte via.  Mobil.. Og jeg sagde "Nej", hun var ikke lige min type. Men nu har hun forandret sig og er begyndt at blive lidt lun på hende, jeg er bange for at spørge hende. Har i nogle gode råd ?

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det dejligt, at der er en pige, som synes, du er så skøn, at hun gerne ville være kærester med dig. Det er en herlig ting at vide, at en anden person synes, man er så speciel - uanset om følelserne er gengældte eller ej.
At hun ikke lige var din type, da hun spurgte dig, er selvfølgelig en ærlig sag og helt OK. Jeg kan godt forstå, at du ikke synes, det er nemt at vide, hvad du kan gøre, nu hvor tingene har forandret sig, og du måske fortryder, at du dengang sagde nej. Jeg tror, jeg har nogle idéer til, hvad du kan prøve.

Når man får et afslag, som pigen har fået af dig, er det naturligt, at man trækker sig lidt tilbage. Det har sikkert krævet meget af hende og været svært for hende at tage sig sammen til at spørge dig, så hun er måske blevet skuffet og ked af, at du ikke sagde ja. At blive skuffet og ked af det medfører tit, at man holder sig væk fra personen, som har skuffet en, fordi man måske er pinlig over situationen og bange for igen at blive såret. Derfor tænker jeg, du lige så stille skal begynde at snakke med hende, skrive til hende osv. for at vise hende, at du har fået øjnene op for hende, inden du spørger hende igen. Jeg tror, det er en god idé, at hun i et stille tempo opfanger, at du har ændret mening og pludselig er blevet lun på hende.

En god måde at starte med at vise interesse er ved at skrive til hende, når hun fx er online på Facebook. I kan begynde med at skrive hverdagsting som fx "hvad har du lavet i dag" og "hvad skal du i weeekenden", hvorefter du kan høre hende, om I måske skal tage ned og købe en is sammen, gå en tur i forårsvejret eller noget andet. Du kan også skrive direkte til hende, at du har tænkt meget på hende, siden hun spurgte dig, og at du nu kan mærke, at du gerne vil. Du må ikke forvente, at hun stadig vil, da tingene kan have ændret sig for hende, men fornem dig frem og spørg hende direkte, hvis du har svært ved at vurdere, hvor hun står. 

Hvis du og pigen har fælles venner, kan du også høre dem, om de ved, hvordan hun har det med dig, efter du sagde nej. Måske ved dine venner noget, som du ikke ved. I hvert fald kan det være rigtig rart at snakke med sine venner, når der er en pige, man synes, er sød.

Alt i alt vil jeg altså råde dig til at fornemme dig frem og stille og roligt tage flere skridt på vejen mod at vise interesse for hende. Når først hun mærker din interesse, og du fornemmer, om det stadig er gengældt, kan du spørge hende, om hun stadig vil være sammen med dig.

Jeg håber, det lykkes for dig, så du kan få dig en sød kæreste og dele foråret med.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program