Bange for at være voldelig

brevkassespørgsmål

Bange for at være voldelig

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 9 måneder siden

Hej jeg er er en dreng på 16 og har lidt noget med denne her pige.

Hun er virkelig sød og jeg holder virkelig meget af hende, men jo mere jeg er sammen med hende jo mere kan keg mærke at jeg har lyst til at gøre hende ondt. Jeg har før taget hendes hånd og klemt den så hårdt indtil hun sagde "hvad har du gang i, hvad fanden er meningen?" Men jeg stopper ikke før hun lader være med at gøre modstand. Vi har 1 gang snakket om det, og hun sagde jeg ikke var syg i hovedet, fordi jeg netop godt vidste det var forkert. Hun siger det er okay og at vi nok skal finde ud af det sammen. Men er der virkelig ikke noget jeg selv kan gøre? Jeg har ikke lyst til at have lyst til at være voldelig over for hende, for jeg tænker tit på at jeg ønsker hun lider, men ved aldrig om jeg ønsker det helt inderst inde (havde det på samme måde med min ex, det var bare ikke lige så slemt, men jeg kan også lide hende her mere end min ex). Hvad skal jeg gøre? Hjælp mig..

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det dejligt, at du har mødt en pige, som du holder så meget af. Det er en skøn følelse at være forelsket. Så derfor kan jeg også godt forstå, at du er meget forvirret omkring din lyst til at gøre hende ondt, og om du egentlig i virkeligheden inderst inde har lyst til at gøre hende ondt. 

Ud fra det du skriver, så lyder det til at du er meget bevidst omkring din lyst, og det lyder til at du har tænkt meget over det. Samtidig skriver du faktisk også i dit brev, at du ikke har lyst til at være voldelig over for hende, selvom du tit tænker på, at du ønsker at hun lider. Så på mig lyder det som at du egentlig har det dårligt over, at du har lyst til at gøre hende ondt, og det tænker jeg er et godt tegn. Selvom det ikke er rart at have dårlig samvittighed, så viser det faktisk, at du fortryder det du har gjort, og dermed at du nok ikke inderligt ønsker at gøre hende ondt. Jeg tænker også, at det er rigtig godt, at du er meget bevidst omkring din lyst, for på den måde kan du måske bedre lære at kontrollere den, når du får lyst til at gøre hende ondt. Jeg tænker lidt på, at du måske kan prøve at tænke over, hvordan det mon kan være, at du har lyst til at gøre hende ondt? Får du fx en god fornemmelse efterfølgende, eller måske kan du prøve at lægge mærke til, hvilke tanker du havde inden du fik lysten eller hvad I lavede? Måske er der et mønster, eller noget som udløser din lyst. Hvis der er et mønster, så vil det nok også være lidt nemmere for dig at finde ud af, hvordan du kan kontrollere lysten. Det kan også være, at du prøver at "teste" hende ved at gøre hende ondt, for at se hvordan hun så reagerer efterfølgende. Jeg tror, at der er flere der kender til, at man prøver at være træls overfor sin kæreste eller sige nogle ikke så pæne ting, for at se, hvordan de reagerer, og om de stadig har lyst til at være sammen med en, når de har set ens grimme side. Så måske kan det have noget at gøre med, at du vil se, hvor langt hun vil gå, for at blive sammen med dig? 

Jeg synes, at det er rigtig godt at du er åben overfor hende og har fortalt hende om det. Det må ikke have været det letteste at gøre, og igen så tænker jeg også, at det viser, at du faktisk er ked af at du har de tanker. Nu hvor hun kender til dine tanker, så kan I måske aftale, at hver gang du får lyst til at gøre hende ondt, så kan du fortælle hende om det, så I sammen kan snakke om det. Hun lyder som en rigtig sød pige, der vil dig det bedste og løse det sammen med dig, så derfor tror jeg, at det vil være en god idé, hvis du kan være så ærlig overfor hende som muligt. Jeg tænker også på, at du måske kan prøve at tænke over, om du gerne vil være kæreste med hende i fremtiden og i så fald hvad der skal til for at I kan have det godt sammen. Måske du kan prøve at snakke med hende om det, så I sammen kan finde ud af, hvordan I kan få det godt sammen. Hvis du finder ud af, at du slet ikke har lyst til at være uden hende, så kan det måske være en god motivation til at prøve at finde ud af, hvad der skal til for at du kan kontrollere din lyst. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen eller i vores chat. 

Mange hilsner
Pernille 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program