Bør jeg sige sandheden

brevkassespørgsmål

Bør jeg sige sandheden

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 11 år 8 måneder siden

Hej Cyberhus, Jeg er en 19-årig pige, der endnu studerer på gymnasiet. Jeg har en ven, som jeg er meget glad for, og han er ligeledes meget glad for mig. Vi har været gode venner i små 3 år snart og det er snart 1 år siden, at vi begyndte at "kæreste" lidt i skjul. Jeg har det godt med ham og jeg holder meget af ham, og er ikke i tvivl om at hans følelser og tanker er gengældte, så det er jo herligt. Men nu kommer mit dilemma. Ingen af hverken mine veninder eller hans venner kender til det her forhold, som vi har holdt skjult i et helt år. Han er ikke interesseret i at afsløre noget, og på en eller anden underlig måde kan jeg til tider godt give ham ret og være enig i det. Det er lidt uskyldigt og rart ikke at skulle stå til ansvar for andres undren og spørgsmål. Mit problem er bare, at jeg efterhånden synes det måske er lidt forkert af mig, overfor mine veninder. Men jeg vil på den anden side heller ikke fortælle et eneste ord, når ikke ham og jeg er enige om, om det skal gøres eller ej. Hvad synes I? Er det forkert? Han fylder en enormt stor del i mit liv, så det er ikke bare et lille crush, jeg mødes med en gang om ugen. Det er ofte, og det er seriøst. Mange hilsner

Svar: 

Hej med dig..

Hvor er det dejligt at høre om jeres kærlighed og det lyder til at I holder rigtig meget af hinanden. Jeg kan godt forstå dine tanker og at du kan være lidt delt i det her spørgsmål, så måske kan mine tanker hjælper dig lidt tættere på, at finde ud af hvad du føler er det bedste svar. Jeg vil i hvert gøre et forsøg.

Det første jeg tænkte på, da jeg læste dit spørgsmål var faktisk, at det lyder da egentlig meget rart at have sådan et hemmeligt forhold. Jeg kan god forstå det kan føles trygt og rart, når man ikke skal stå til regnskab for andre. På en måde kan man måske slappe mere af og bare nyde hinanden i det.

Det næste jeg tænkte på var, at det er helt jeres egen beslutning og det handler ikke om hvad jeres venner og veninder synes. Jeg kan sagtens forstå du tænker over det og sommetider kan føle dårlig samvittighed, fordi specielt blandt piger, så er der tit sådan noget med at man deler alt og måske specielt ens kærlighedsliv. Nu er jeg jo en mand, så det kan jo godt være jeg er helt forkert på den :)

Men en ting tror jeg vi alle kan blive enige om, og det er at dit kærlighedsliv er dit liv, du er voksen og derfor er det dig der bestemmer.

Så jeg tror det handler om, at du mærker efter inden i dig og finder ud hvordan du vil være sammen med din "kæreste" og dine veninder. Og som jeg ser det, kunne der være 3 ting at overveje:

1. Du skriver på et tidspunkt: "...og på en eller anden underlig måde kan jeg til tider godt give ham ret og være enig i det".

Og det fik mig til at tænke på, om det mest er ham der har det godt med den hemmelige måde i er lidt kærester på? Hvis ikke du føler dig helt sikker, så synes jeg helt sikkert I skal få en god snak om det. Det ville nemlig være helt naturligt, hvis du har lyst til at vise hele verden hvem du elsker, at snakke med veninderne om det eller bare gå hånd i hånd gennem strådet, uden at skulle bekymrer sig om noget.

På den anden side, er det jo også helt okay, at I venter og måske har brug for bare at være jer to, uden nogen ved det. Så prøv lige at mærke efter hvad du synes om det.

2. Det med veninderne er også vigtigt, fordi det er dine veninder. Hvis du føler det er en vigtig del af dig og jeres venskab og du egentlig godt kunne tænke dig at snakke med dem om det...så er det også helt naturligt og okay. Men det handler igen om, at du skal mærke efter og se om du kan adskille dine følelser og behov, fra en dårlig samvittighed over hvad du føler du burde gøre.

Den eneste regel her er, at du følger dig selv :)

3. Og den sidste ting er egentlig bare en gentagelse af 1, men har I snakket om hvorfor han synes det er rart. har han måske et behov, som du skal respektere i en periode? Kunne I lave en aftale om hvornår I vil sige det? Eller noget helt andet..

Så meget noget med at I bliver ved med at snakke om det, så I er sammen om det og respektere og kan snakke om hinandens tanker og følelser om det.

Så ikke noget præcist svar her, men forhåbentlig nogle tanker som kan hjælpe dig lidt på vej..

Held og lykke med det..
Venlig hilsen
Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program