Anderledes

brevkassespørgsmål

Anderledes

brevkassespørgsmål af
Anonym
10 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hej jeg er en 10 årig pige som tit slås med en masse føleser som næsten kun er dålige. Jeg er meget anderledes i forhold til mine klasse kammarater og veninder. Jeg er allerede begynt at få dernede og jeg har fået meget store bryster i forhold til at jeg kun er 10 jeg er også allerede begyndt at få bumser. 

Min mor siger at jeg nok snart får min menstration jeg synes selv at det er alt for tidligt og jeg slås virkelig meget med en masse triste føleser på grund af dette problem! Der er ingen andre fra min klasse der er lige så udviklet som jeg! Jeg er virkelig trist over dette og ville virkelig ønske at jeg kunne spole tiden tilbage til dengang hvor jeg ikke havde alle de her problemer. Min lærer siger at jeg har nogen større føleser for andre folk end normalt men at der ikke er noget galt i det! Men jeg bliver alligevel ked af det og jeg håber ikke at der er andre herinde der har det på samme måde for det gør meget ondt og man for det meget dårligt med sig selv det gør jeg i hvert fald...

 

 

Svar: 

Kære du

Jeg kan forstå på dit brev, at du føler dig meget anderledes, fordi du som den eneste i din omgangskreds er ved at komme i puberteten. Det kan jeg godt forstå er svært. Det er aldrig rart at føle sig anderledes eller skille sig ud på en ubehagelig måde. Så jeg vil også starte med at understrege, at der ikke er noget galt i, at du har mange følelser omkring det her, som din lærer også har sagt. 

Det er meget forskelligt, hvornår piger kommer i puberteten. Som regel starter det ligeså stille og roligt ved 10-11 års alderen, hvor mange begynder at få menstruation som 13 årig. Det er normalt at begynde at udvikle bryster som 10 årig, men det kunne lyde til at du allerede har fået bryster, og derfor er din udvikling måske startet lidt tidligere end i år. Du skal vide, at du ikke er den eneste, der kommer i puberteten lidt før andre. Generelt kommer piger før i pubertet end tidligere, men det kan være rigtig svært at opleve, at ens opfattelse af sig selv som barn ikke passer med den krop, man er ved at få. Måske det er sådan, du selv har det lige nu? Nogle oplever det som, at der er noget galt med en, andre føler at de skal skjule sig, men fælles for mange er, at de lige som dig bliver rigtig kede af det og får det dårligt. Så jeg kan sagtens forstå dit ønske om at spole tiden tilbage, hvor du ikke havde de her problemer, og bare kunne være barn. Men selvom du føler dig meget anderledes end alle andre, så kan det måske være rart at vide, at der nok meget snart vil begynde at være flere piger omkring dig, som også kommer i puberteten. 

Jeg kan forstå, at de her ændringer er noget, der påvirker dig meget, hvilket er helt forståeligt. Men det lyder også til, at det er noget, der gør dig så ked af det, at det faktisk får en stor betydning for, hvor godt du har det i din hverdag. Det virker til, at du har snakket med din mor og din lærer om det, hvilket jeg tænker er rigtig godt. Udover at det er rart at have nogen at snakke med, når man har det svært, så er det også godt, at du har nogle, som du kan gå til, hvis du har nogle spørgsmål. Det er altid rart at kunne spørge nogen, der selv har været igennem det. Derudover tænker jeg også, at det er godt, at de ved det, så de kan forstå, hvorfor du har det som du har. Jeg tænker også på, om det kan være en idé at snakke med din læge eller sundhedsplejerske om det? Når ens krop ændrer sig på den måde, så er det helt naturligt, hvis du har en masse spørgsmål, måske noget som din mor ikke kan svare på. Så måske det kunne være rart for dig at snakke med en professionel om, hvad der sker med din krop lige nu, og om de har nogle råd. 

Det sidste jeg vil sige er, at når du har så mange dårlige tanker, så kan det være godt at huske på, at gøre nogle ting, som plejer at gøre dig glad. Det kan være alt fra at se din yndlingsfilm, få din livret, til at hygge med dine nærmeste venner eller familie. Det er egentlig ligegyldigt, hvad det er, så længe det er noget, du har det godt med, så du måske også kan få dine tanker lidt væk fra, at du føler dig så anderledes, til bare at føle dig normal igen. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker til noget. Og husk du altid er velkommen i 1-1 chatten, hvis du har brug for at snakke. 

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program