Alene

brevkassespørgsmål

Alene

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 5 år 3 måneder siden

Jeg er kommet hjem fra efterskole og er igen uden tætte venner. Min mor flytter fra sin kæreste til et andet sted. Hun er mega ked af det og stresset. Jeg vil gerne have noget kontakt til nogle unge mennesker. Starter i 10. efter sommerferien, men sommerferien virker lang uden kontakt til andre. Kan jeg gøre noget for at få nye venner?

Svar: 

Kære dig

Tak fordi du har skrevet ind til vores brevkasse. Jeg kan forstå på dit brev at du gerne vil lære nogle nye unge mennesker at kende, der hvor du bor. Jeg forestiller mig også at det må være svært for dig at din mor er ked af det og stresset, og jeg kan godt forstå at du savner nogen tætte venner at snakke med.

Det første jeg tænker, er at du måske skal overveje at deltage i forskellige sommeraktiviteter i dit lokalområde - det kunne være noget lejrtur, sport eller måske noget andet du interesserer dig for. Du skriver ikke om I lige er flyttet til byen, men du kan prøve at joine en facebookgruppe for din by - der vil ofte blive postet nyheder om forskellige aktiviteter, og så kan du jo skrive og spørge om der er nogen som vil med, fordi du lige er flyttet til byen - hvis du ikke lige er flyttet til byen, kan det være at du kan mødes med nogen som du tidligere har været venner med, og som du måske har mistet kontakten til. Nogle gange er det rigtig fedt at genoptage tidligere venskaber. 

Der findes også forskellige væresteder for unge som savner nogen at snakke med, f.eks. Ventilen. Du kan også prøve at tage ned i de forskellige ungdomsklubber. Jeg kan desværre ikke give dig selve linket, fordi jeg er nødt til at holde din by hemmelig (det er også derfor jeg har fjernet den fra dit spørgsmål), men du kan prøve at søge på ungdomsklubber i "bynavn", og så dukker der noget med nogen op, som jeg tænker kunne være interessant for dig. Jeg kan se at de også laver forskellige sommer aktiviteter for unge, så det ville være en oplagt mulighed for dig at lære de andre unge bedre at kende, imens I laver noget sammen. 

Jeg ved at det kan være rigtig svært at føle sig alene, og det må have været svært for dig at skulle fra din efterskole. Måske kan du også ringe sammen med nogle af dine venner derfra? Det kan hjælpe på følelsen af at være alene, og måske er der også nogen som kunne have lyst til at besøge dig - eller få dig på besøg. Du kan jo f.eks. snakke med din mor om at det måske ville være en god idé hvis du tager på et par dages eller en uges ferie hos en ven, så hun også kan få lidt ro til at komme sig ovenpå bruddet med kæresten. 

Jeg håber du kan bruge mit svar. Du er også altid velkommen til at besøge vores 1-1 chat eller gruppechat.

Venlig Hilsen

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program