Aldersforskel og kæreste

brevkassespørgsmål

Aldersforskel og kæreste

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 2 måneder siden

Hej Cyberhus.  

Jeg er homoseksuel og er lige blevet 15 år (1 oktober). Jeg har i de seneste 2 måneder snakket med og mødtes med en fyr, jeg har har mødt på internettet. Jeg har sovet hos ham et par gange (uden at mine forældre ved det) og besøger ham flere gange om ugen (siger til mine forældre, at jeg er hos en ven eller ude at cykle.) han er sød.  Der er en aldersforskel på 5,5 år. Er det meget? Mine forældre er selv 34 og 46 år (12 år), hvilket jo ikke lyder som så meget (men som det er) . Jeg synes bare at 15 og 20 år lyder voldsomt. Hvis det ender ud i, at vi bliver kærester, hvordan fortæller man det så til sine forældre? Eller er det for stor aldersforskel? Og hvorfor er det mere socialt acceptabelt, at gamle mennesker gerne må have stor aldersforskel? 

 

(det er skrevet fra mobilen, så beklager eventuelle grammatiske fejl) 

 

Svar: 

Hej

Først og fremmest vil jeg sige at det er rigtig flot, at du er åben omkring din seksualitet og det er et godt spørgsmål du stiller, som jeg vil tro mange andre unge også har tænkt over.

Du har ret i, at det kan blive opfattet mere ok, at det er voksne mennesker, der har en aldersforskel i forhold til unge mennesker. Jeg tror, at det kan hænge sammen med, at man umiddelbart vurderer en person på 20 år til synligvis at være et andet sted i forbindelse med deres modenhed og deres krav og forventninger til deres liv (herunder en kæreste), end en på 15 år er. Jo ældre begge parter bliver, jo oftere er denne forskellighed automatisk udlignet. Det er som sådan ikke sikkert at det forholder sig sådan i virkeligheden, for det kan sagtens være at en på 15 år er mere moden og har lignende krav og forventninger som en på 20 år. Ligesom man sagtens kan møde mennesker der virker til ikke, at være "alderssvarende" rent modent - måske ingen mål har i livet og som måske netop er 20 år, men på nogle områder opfører sig som en på 13 :-) Med det sagt kan det så forståes som, at hvorvidt 5,5 år aldersforskel i din situation er for meget nok afhænger af, hvor I er mht til jeres modenhed og forventninger i livet. Det er noget I bedst selv fornemmer, og nok skal finde frem til inden I springer ud i at være egentlige kærester. Om I er det "samme sted" og om aldersforskellen er en hindring, kan ingen andre udefra vurdere. Så her er kunsten, at bevare jeres egen fornemmelse og overbevisning om, at det er okay at være kærester trods aldersforskellen.

For lige at vende tilbage til dit spørgsmål om, hvorfor det er mere socialt acceptabelt at "gamle mennesker" må have stor aldersforskel, tror jeg også i dit tilfælde -  eftersom du kun er 15 år, kan omgivelserne og især dine forældre måske mest være bekymret for, om han er dig ligeværdig. Forstået på den måde, at når man er 20 år har man ofte prøvet en del mere i livet, herunder seksuelt end en på 15 år. Og kan der så måske lægge et pres på den 15 årige om, at præstere og prøve noget som denne ikke er klar til eller egentlig overhovedet ikke har lyst til? Det kan meget muligt være det, som dine forældre (og omgivelser) spekulerer over, og netop være årsag til, at det er mindre socialt acceptabelt med aldersforskel jo yngre man er. Sådan noget håber jeg også, at du selv har med i dine overvejelser omkring ham du ser: Føler du det er et ligeværdig forhold? Tager han hensyn til at du er 15 år og måske ikke så erfaren seksuelt? Føler du indimellem et pres rent seksuelt eller føler du det er rart og behageligt at være sammen med ham? Føler du at du kan slappe af med ham og være ærlig? Føler du han er ærlig over for dig? Hvordan er tilliden mellem jer generelt? Hvad vil du gerne med livet og det at have en kæreste? Hvordan vil du gerne være kærester og hvad med hans ønsker på det punkt? osv. osv. Sådanne spørgsmål kan du stille dig selv (og ham). En ting er at være forelsket og en anden ting er at etablere et forhold. Ofte kommer ønsker, krav og forventninger helt anderledes ud, når forholdet går fra forelskelse til hverdag  - altså til det seriøse forhold.

Du spørger også, hvordan du skal fortælle dine forældre det. Her går jeg udfra, at dit spørgsmål udelukkende handler om aldersforskellen og at de ved at du er homoseksuel. Hvis det forholder sig anderledes og dit spørgsmål også inkluderer det, at fortælle dine forældre, at du er homoseksuel, så er du meget velkomme til at skrive ind igen, for jeg vil her tage udgangspunkt i, at dit spørgsmål er, hvordan du får fortalt, at du har en kæreste der er over 20 år.
Først og fremmest synes jeg, at du skal undlade, at starte ud med at fortælle om aldersforskellen. Du kan starte med at fortælle, du har mødt en fyr og at I nu er blevet kærester. Fortæl hvad han hedder, hvor han bor og hvad han laver. Så kan du slutte af med at sige, at han er lidt ældre end dig, men at I fungerer rigtig godt sammen, fordi I er mere eller mindre det samme sted. Du kan tilføje, at man jo aldrig ved om I fortsætter med at være kærester, men hvis I gør, vil denne aldersforskel jo få mindre og mindre betydning med tiden. Du må nok indstille dig på, at dine forældre kan blive "overrasket" når de får at vide han er 20 år, og at de måske vil reagere lidt irrationelt (lidt unfair og ufornuftigt). Dertil vil jeg råde dig til, at bevare roen og ikke reagere med vrede. Det kan være stort for dine forældre, at få det at vide, så en god idé er at lade dem "synke" info'en :-) Du er seksuelt moden og har passeret den seksuelle lavalder, så der er som sådan ikke noget, der kan gå i vejen for, at du har et forhold til en person der er ældre - hvis blot du selv er med på det. Du kan opfordre dine forældre i at støtte dig, for så vil der være bedst chance for, at du vil være tryg ved at bruge dine forældre som fortrolige fremover. Derudover kan du sige, at du godt forstår, at de er lidt forarget over denne aldersforskel, men at I altså er forelsket i hinanden og du meget gerne vil have ham som en del af dit liv og håber de vil tage godt i mod ham.

Jeg håber du kan bruge noget af ovenstående til noget. Held og lykke med det - både det at blive kærester og det at få det fortalt til dine forældre :-)

Mange varme hilsner herfra

Mette

MetteRs billede
Mette har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program