Kære Andreas

Jeg kan virkelig godt forstå, at du er frustreret og ked af din situation. Det er simpelten noget af det mest ubehagelige at føle sig ensom, og det er det for os alle sammen. Derfor forstår jeg dog også godt, hvis det føles som en endnu større og uoverkommelig udfordring for dig, når sociale situationer og nye mennesker virkelig er svære og ubehagelige for dig. Men jeg synes, at det er så godt, at du er kigget forbi, og jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig lidt videre. 

Noget af det første jeg kom til at tænke på, da jeg læste dit brev, det er, om du har prøvet terapi for din selektive mutisme? Så vidt jeg forstår og ved, så har man i hvert fald set, at kognitiv adfærdsterapi kan have en rigtig god effekt. Det er selvfølgelig ikke nemt at skulle tage til psykolog, da det også er en ny person og en ny relation, som man skal til at danne, men jeg ville alligevel nævne det, hvis der ikke var nogen, som havde nævnt det for dig før. Terapi og kognitiv adfærdsterapi er ikke sådan nogle quick-fixes, hvor man bare lige har to samtaler, og så har man aldrig et problem igen. I stedet så kræver det hårdt arbejde, og det tager tid, men det kan virkelig være tid og energi, som er godt givet ud, hvis man hænger i. Det kan sagtens være, at du har overvejet eller måske endda prøvet terapi før, men hvis ikke så kan du i hvertfald overveje, om det kunne være noget for dig. 

I forhold til bostedet så kan jeg godt forstå, at det virker urealistisk for dig, at du nu to år efter kommer til at flytte derud. Og sådan er det nogle gange. Så føler man sig bare ikke tilpas et sted, og det er der ikke noget at gøre ved, selvom det kan være vildt frustrerende, fordi man hurtigt kan komme til at tænke, "jeg kan jo bare..". Men nogle gange handler det ikke om bare at gøre noget, fordi nogle gange er det ikke den rigtige løsning, og det kan være, at det er det samme her. Derfor tænker jeg også, om man måske skal se, om der kunne være en anden mulighed? Skal det f.eks. være et botilbud? Kunne det være en mulighed at flytte i egen lejlighed? Uanset hvad, så tænker jeg, at der måske kunne være en idé i at få en snak med din sagsbehandler eller socialrådgiver, som har været en del af processen af at få det botilbud, om at det måske ikke er løsningen for dig, sådan som tingene er? Og nu siger jeg "få en snak", og det er ikke sikkert, at det er nemt eller en mulighed for dig lige nu. Derfor tænker jeg, om dine forældre kan tage med og hjælpe dig med at forklare din situation? 

Du nævner dog i dit spørgsmål, at du og dine forældre ikke rigtig taler om sådan nogle ting, og det virker til, at det går dig på. Det kan jeg virkelig godt forstå, hvis det gør, og derfor tænker jeg, om det er en mulighed for dig, at du åbner snakken? At du fortæller dine forældre, at du er ked af situationen eller, at du godt kunne tænke dig at få noget andet indhold i din hverdag? Nogle gange så tror jeg nemlig, at forældre kan komme til at lade være med at spørge ind, fordi de ikke vil presse eller risikere at gøre deres børn kede af det, og måske det er det samme her? Det er ikke sikkert, men hvis det er, så tror jeg det kan hjælpe meget, hvis du viser dine forældre, at du gerne vil snakke om det, ved rent faktisk at snakke om det, og starte den snak. Du kan også skrive et brev til dem, hvis det er nemmere?

Du skriver også, at du godt kunne tænke dig nogle længerevarende venskaber, men at du føler dig i tvivl om, hvordan man skaber sådan nogle. Og jeg tænker ikke, at der som sådan er én opskrift på et langt venskab, men jeg tror, at det er et godt udgangspunkt at have noget tilfælles og noget, som begge interesserer sig for. Så måske du har en hobby eller nogle interesser, som kunne være en bro mellem dig og en mulig ven? Det kan også være, at der er noget, som kunne blive en ny interesse eller hobby. Det kan være sport, e-sport, kreative ting, programmering, musik, biler eller lignende. 

Hvis det føles som et for stort skridt, så kan man måske også starte lidt i det små. Det kan også være, at du kan starte med at øve dig i at være sammen med mennesker uden nødvendigvis at skulle snakke med dem. Så det kan f.eks. være at gå rundt i et storcenter eller en butik med mange mennesker. Det kan også være at tage på stadion eller noget i nærheden af hvor du bor, eller måske der er en gågruppe eller løbeklub i den by, du bor i, som du kan tage afsted sammen med? Det kan også være, at du har noget familie, som er lidt lettere at være sammen med, og at du kan starte med det. 

For til slut vil jeg lige sige, at jeg ikke tænker, at det er så vigtigt, hvad du gør, men mere at det du gør, er små skridt på vejen mod det, som du gerne vil opnå. For vi står alle overfor ting, som virker uoverskuelige og uopnåelige engang imellem, og når vi gør det, så er det bedste at lave små delmål på vej mod det egentlige mål. Så tror jeg i hvert fald tit, at det bliver nemmere at finde mulige løsninger på de ting, som man står overfor. 

Jeg håber, at mit svar og mine tanker kan hjælpe dig lidt på vej. Hvis du har brug for en snak, så er du altid velkommen i vores 1-1 chat, hvor vores søde rådgivere sidder klar til at tage imod dig. Jeg ønsker dig alt det bedste!

Varme tanker

Amanda