Hvad skal jeg sige?

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg sige?

brevkassespørgsmål af
Anonym
25 år
Oprettet 5 måneder 3 uger siden

Hej med jer. Jeg er en ung kvinde på 25. Jeg ved ikke hvad jeres aldersgrænse er, men hvis jeg er for gammel til at få hjælp hos jer, ignorerer i det selvfølgelig bare. :) Ellers har jeg brug for et godt råd. Sagen er den at jeg siden jeg var 15 har været venner med en fyr jeg mødte i et online spil. Han er 13 år ældre end mig, men vi har altid bare været venner, aldrig flirtende eller noget og har først mødt hinanden IRL da jeg var over 18, hvor vi også hyggede os rigtig meget sammen som venner. Jeg har derfor, skal det lige siges, ikke brug for råd omkring aldersforskel. Vi er kun venner og han har aldrig været ubehagelig over for mig. Vi har haft nogle rigtig gode, filosofiske og politiske snakke igennem årene og er altid kommet godt ud af det med hinanden. Han er 38 år i dag. Men de seneste 2 år har han virkelig forandret sig. Jeg tror han fik en form for mid life crisis på et tidspunkt, hvor han begyndte at føle sig gammel. Han har ikke haft en kæreste mens jeg har kendt ham og har heller ingen børn. Men for ca. 2 år siden begyndte han at ændre sig meget, både holdninger og udseende (han er blevet punker). For mig virker det som om han virkelig savner sin ungdom, for før jeg lærte ham at kende, da han selv var teenager og ung, var han også punker, men da jeg lærte ham at kende var han ret neutral, hvilket jeg også selv er (var dog også selv lidt punk som teenager, men det er et overstået kapitel, da jeg ikke ser mening i at bruge penge på nitter, badges og alt det gøjl). Hans ideologier og livssyn har fuldstændig ændret sig siden jeg lærte ham at kende, for mig virker han nu på mange måder ret umoden og barnlig, som om han er gået 15-20 år tilbage i tiden. Vi har begge altid gået ind for grønnere omstilling, men han er på det punkt netop blevet meget dobbeltmoralsk, for han køber fx alt hans punk-grej fra Kina, og så farver han også sit hår nu, hvilket heller aldrig har været noget for mig. Vi har altså førhen haft en masse af de samme værdier, men nu er han bare helt anderledes. Han er begyndt at hænge ud med helt unge punkere i alderen 15-20, meget oprørske typer, men som på ingen måde har særlig meget livserfaring og heller ikke virker særlig kloge. De er på druk flere gange om ugen og ryger sig skæve hver dag. Det har jeg dog ikke som sådan et problem med, men for mig er det problematisk at han i sig selv har ændret sig til én, jeg egentligt ikke længere bryder mig om. Han ser dog stadig mig som en rigtig god ven og han prøver at overtale mig til at blive én af dem, men jeg kan mærke at det stadie er jeg bare ovre i mit liv. Det accepterer han også heldigvis. Men han kontakter mig stadig rigtig ofte og vil snakke, især om hans "nye" livsstil og synspunkter, hvoraf jeg synes meget af det virker ret dobbeltmoralsk og langt ude. Fx snakker han konstant om at vores land er gået i stykker og at vi danskere generelt bare er dårlige mennesker og at vi ødelægger verden. Når jeg kigger på mange andre lande, fx USA og Kina, så synes jeg da trofast alt at vi er langt mere fornuftige på mange punkter. Der er selvfølgelig altid plads til forbedring, men det synes jeg også generelt vi er gode til at snakke om i Danmark i forhold til andre. Han er på bistand og har været det siden jeg lærte ham at kende, men selvom han hele tiden snakker om at vi skal hjælpe de svage og fattige, bruger han selv alle sine penge på hash, øl, nitter og punktøj, ting som jeg fx ikke synes er nødvendige, især ikke hvis man ønsker den forandring han selv siger han ønsker. Det kan jeg selvfølgelig heller ikke blande mig i. Men for mig er det bare princippet i det. Det er blevet svært for mig at tage ham alvorligt, og jeg kan mærke at jeg har mistet noget for ham, og jeg har egentligt ikke specielt meget lyst til at snakke med ham længere. Jeg har prøvet at tage lidt afstand ved fx ikke at snakkes ved så ofte længere, men han bliver ved med at sende lange beskeder og deler en masse hele tiden, både fra sit liv som punkmusiker (han spiller i et band med de unge han ses med) og også hans holdninger om forskellige ting, som jeg bare synes virker for langt ude og latterlige meget at tiden. Jeg har prøvet at være large omkring det i 2 år nu, men kan bare ikke få følelsen væk af at han ikke er den samme længere. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få det sagt til ham. Jeg har ikke lyst til at støde eller såre ham, men jeg har på samme tid stadig lyst til at være ærlig. Jeg føler bare ikke jeg kan sige min ærlige mening som jeg skriver den her til jer nu, altså at jeg faktisk synes han er blevet meget barnlig og uklog, at han i stedet for at blive bedre som menneske, tværtimod er begyndt at gøre en masse dumme ting og han kommer ingen vegne med sit liv længere. Har i mon et råd til hvordan jeg kan få sagt hvad jeg føler på en ordentlig måde, uden at støde ham eller virke alt for dømmende? Jeg har det ret skidt med ikke at svare på alle hans meget lange beskeder og billeder længere, men det føles desværre lidt som en kedelig opgave, jeg er nødt til, for at holde venskabet ved lige og ikke bare forsvinde, fordi jeg ikke vil gøre ham ked af det. Mvh. Ella

Svar: 

Hej Ella,

Puh, det er en svær situation du er i, men godt og modigt at du vil være ærlig overfor ham, i stedet for bare at fortsætte som nu.

Det er ikke let når man vokser fra hinanden efter så mange år og jeg kan godt forstå at du ikke har lyst til at gøre ham ked af det. Men der skal jo også være plads til dine holdninger og følelser, så jeg synes du gør det helt rigtige ved at fortælle ham hvordan du har det, så I kan få talt om det og, hvis det ender der, få afsluttet jeres venskab på en ordentlig måde. Og så bliver han nok lidt ked af det, men du har lov til at sætte grænser på en ordentlig måde og det er jo også trist for dig, at jeres venskab har udviklet sig på den måde. Man kan også sige at du egentlig udviser mere respekt for ham og jeres venskab ved at være ærlig om hvordan du har det, end ved bare at stoppe med at svare på hans beskeder.

Du skriver at du lærte ham at kende mens du stadig var teenager, og mens du har udviklet dig og er blevet voksen, virker det til at din ven sidder lidt fast i et teenageliv. Selvom han har skiftet interesser og holdninger, hænger han stadig ud med teenagere som da I mødtes, så hans modenhed har nok ikke ændret sig. Ud fra din beskrivelse kan jeg godt tænke, at han nok ikke kommer til at udvikle sig -og at han måske slet ikke er i stand til at det. Så det første skridt er nok at acceptere at han er som han er -og det lyder det også til at du allerede har gjort.

Derefter vil jeg foreslå at du tænker lidt over hvordan du godt kunne tænke sig at jeres relation skal være. Vil du gerne helt afslutte jeres venskab og kontakt, eller vil du gerne have kontakt en gang imellem for at høre hvordan det går og tale om gamle dage? Det er selvfølgelig ikke noget du alene kan bestemme, men hvis du har styr på dine egne ønsker og behov, ved du bedre hvad du skal sige til ham.

Så kommer vi til hvordan du skal gribe samtalen an. Mit forslag vil være at du holder det på din egen banehalvdel, så du er ærlig og direkte om dine følelser og tanker, uden nødvendigvis at kritisere hans holdninger og hvordan han lever sit liv. For holdninger kan I diskutere uendeligt uden at blive enige, men dine tanker og følelser er jo ikke til diskussion, de er som de er.

Så I stedet for at sige at han er barnlig og gør dumme ting, kan du f.eks. sige at du ikke længere føler at I har ret meget til fælles og at du synes det er svært at skrive med ham, når I er uenige om så mange ting, så derfor har du brug for en pause fra/ at stoppe jeres relation. Du kan eventuelt også sige, at du er et sted i dit liv hvor alkohol og hash ikke skal fylde en masse, så det har du brug for at lægge afstand til. Hvis du er bekymret for ham, kan du også tilføje det, men på den anden side tror jeg du skal overveje om det er noget du kan og vil hjælpe ham med, hvis han tager din bekymring alvorligt.

Det kan godt være at han reagerer på det du siger ved at blive vred eller ked af det, og det kan du ikke gøre så meget ved, når situationen er som den er. Det betyder ikke at du har gjort noget forkert, for du har lov til at handle på dine følelser. Hvis det nu var en kæreste du slog op med fordi du ikke længere var forelsket, ville det jo også være ok, selvom han blev ked af det, så længe du gjorde det på en ordentlig måde.

Hvis det er svært at tage snakken person til person, tænker jeg også du kan vælge at skrive det til ham. Fordelen ved at skrive er at du kan formulere dig præcist som du ønsker det skal siges og at han får lidt tid til at forholde sig til det, inden han behøver at svare. Ulempen er at man kan misforstå hinanden på skrift og at det er mere upersonligt. Hvad der er bedst, afhænger selvfølgelig også af hvad der føles mest naturligt for jeres venskab.

Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg synes du lyder til at være en god ven, fordi du tager jeres relation alvorligt, og forholder dig til den, også når det er svært. Rigtig meget held og lykke med jeres snak, jeg håber du kan bruge nogle af mine ideer til hvordan du griber det an.

Mange hilsner,
Marie

cyberhusdittes billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program