Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Sukkerfrit tyggegumme mens man har bøjle?

brevkassespørgsmål

Sukkerfrit tyggegumme mens man har bøjle?

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 10 år 8 måneder siden

Hej Niels,

Jeg fik af vide af min bøjletandlæge, at jeg gerne måtte spise tyggegummi med bøjle, blot det var sukkerfrit. Hvad er lige grunden til det skal være sukkerfrit? Og må man så heller ikke drikke alm. cola med sukker, eller Faxe Kondi der indeholder druesukker, samt spise andet sukkerholdigt mad?  

på forhånd tak

A. 

Svar: 

Hej dreng 23 år

Tak for dine spørgsmål.

Jeg går ud fra, at du har bøjler (togskinner) på og at det er derfor din bøjletandlæge har rådgivet dig.

Jeg kan jo ikke vide lige præcis hvad din bøjletandlæge har tænkt på, men jeg kan gætte:

De bakterier, du har i munden, lever af det, du spiser og drikker. Nogle af dine bakterier har det rigtig godt med sukker. De vokser hurtigere - hvilket betyder, at de danner et tykkere lag på dine tænder. Bakterier udskiller nogle affaldsstoffer, når de spiser. Og nogle af dine bakterier er specielt gode til at udskille syre, når de får sukker. Når laget af bakterier på dine tænder er tykkere, er der flere bakterier i det og så kan bakterierne danne mere syre, når du fodrer dem med noget mere sukker. Dette gælder naturligvis for alle mennesker, ikke kun mennesker med bøjler på tænderne.

Når så du har togskinner på, så er det sværere for dig at børste tænderne helt rene. Og din tunge og dine kinder og læber bliver løfter væk fra tænderne. Det betyder, at dine bakterier får mere fred og ro og laget kan vokse hurtigere. Bakteribelægninger, der sidder helt i fred på tænderne, de er rigtig gode til at danne huller. Det kan altså komme til at betyde, at når du får dine togskinner af, så vil der være nogle grimme, hvide pletter - begyndende huller - på dine tænder, eller der vil være helt regulære huller. 

Så på den måde giver det jo god mening at give dig det råd at spise sukkerfrit tyggegummi (hvis du skal tygge tyggegummi). Og nogen gange ved jeg at tyggegummitygning er en del af behandlingen - altså at tænderne hurtigere kommer til at sidde rigtigt, hvis man tygger tyggegummi.

Som du kan læse i det første jeg skrev, så er sukker jo altså guf for Karius og Baktus (kan du huske historien om dem?). Så grunden til at anbefale det sukkerfrie er at hjælpe dig til ikke at få huller eller grimme pletter på dine tænder, mens du har bøjle på. Og det med det sukkerfrie gælder naturligvis alt, hvad du spiser og drikker, mens du går med bøjle.

Noget andet er jo så, at det kan være svært HELT at undgå sukkerholdig mad og drikke. Jeg tænker, at det din bøjletandlæge foreslår dig er, at du prøver at undgå det mest muligt, sukkeret altså.

Prøv at spørge din bøjletandlæge igen næste gang du møder ham/hende.

Og held og lykke med bøjlebehandlingen.

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program