Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Rodbehandling

brevkassespørgsmål

Rodbehandling

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 10 år 10 måneder siden

Hej,

Jeg er 23 år, og har for godt 3 år siden fået lavet to rodbehandlinger. Jeg havde ikke været til tandlægen i flere år og måtte derfor en større tur igennem. Efter dette har jeg gået til tandlægen regelmæssigt. Dog har en flytning gjort, at det nu er ved at være et år siden, jeg sidst har været af sted.

Nå, men der er sket det, at begge de tænder, der har fået lavet en rodbehandling er knækket inden for kort tid. Er det normalt, eller har tandlægen lavet et dårligt stykk arbejde?

Mvh

Svar: 

Hej pige 23 år

Tak for dit spørgsmål om rodbehandlede tænder, der knækkede.

Det er ikke normalt, at rodbehandlede tænder knækker. Men det er en risiko. Jeg vil gerne forsøge at forklare dig hvorfor:

Årsagen til, at du har fået rodbehandlet dine 2 tænder er, at der har været rigtig store huller i de to tænder. Så store huller, at nerverne inde i de to tænder tog skade af det. Så som udgangspunkt har de to tænder allerede været svage på grund af hullernes størrelse.

Når man som tandlæge skal reparere en tand, skal man fjerne al det af tanden, der blevet dårligt (hullet). Dette svækker tanden endnu mere.

Dertil kommer, at dine tandnerver er med til at holde dine tænder friske. Det gør de blandt andet ved at holde tanden fugtig indefra. Når man rodbehandler en tand, fjerner man nerven og dermed også det, der holdt tanden fugtig. Tanden bliver mere tør og derfor knækker den lettere. (Det er ligesom en levende gren på et træ, den er bøjelig. Hvis du skærer grenen af, lader den tørre og så prøver at bøje den, så knækker den.)

Dette er naturligvis noget alle tandlæger ved. Og jeg tænker også, at med til at lave en rodbehandling hører, at man som tandlæge fortæller disse ting til dig, der har fået rodbehandlet en tand.

Altså: at dine tand nu er repareret, men svagere. Den tåler mindre belastning, kan for eksempel ikke tåle at bide i så hårde ting, som før. Og at det kan være en god behandling efter et stykke tid at lave en krone til tanden for at beskytte den bedre imod at knække. Og jo større hullet var, jo svagere er tanden og jo bedre ide er det at lave en krone til tanden.

Når det så er sagt, så er det svært altid at kunne forudsige præcist om risikoen for at en bestemt tand knækker. Og noget andet er, at det er dyrt at lave en krone på en tand. En del mennesker med rodbehandlede tænder siger nej tak til at få en ekstra behandling til 4-8.000 - oveni rodbehandlingen - som også var dyr.

Jeg kan desværre ikke sige noget om, hvor dygtig din tandlæge er - eller om han har repareret dine tænder ordentligt. Og som du forhåbentlig kan se af det, jeg har skrevet, så kan der altså være tale om helt "normale" konsekvenser af, at du har haft nogle rigtig store huller i dine tænder.

Jeg vil foreslå dig at gå tilbage til din tandlæge, forklare at dine tænder er knækkede og stille de samme spørgsmål som du stillede til mig. Hør hvad svaret er og brug så mine oplysninger til at stille flere spørgsmål.

Hvis der blot er knækket lidt af de to tænder, så kan behandlingen enten være at reparere igen - eller at lave en krone. Hvis der er knækket meget af, kan det blive svært at reparere tanden, nogen gange helt umuligt desværre.

Men den eneste der kan sige noget om det, er din tandlæge.

Jeg tænker også, at det kan være en måde at finde ud af, om du synes din tandlæge er OK. Alle tandlæger kender til, at noget de har repareret går i stykker. Alle tandlæger skal derfor kunne tale ordentligt med deres patienter om den slags.

Hvis du ikke er tilfreds med samtalen med din tandlæge, kan du vælge at gå til en anden tandlæge og spørge om det samme. Hvis det er oplagt meget dårligt tandlægearbejde, så kan det være den nye tandlæge vil hjælpe dig med en klagesag. Men ellers skal du regne med, at behandlingstilbuddet fra den nye tandlæge vil være det samme: mere reparation eller en krone.

Held og lykke med at finde ud af det

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program