Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Hvide tænder?

brevkassespørgsmål

Hvide tænder?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 7 måneder siden

Hvordan kan jeg hurtigst  få hvidere tænder?

Svar: 

Hej pige 14 år

Tak for dit spørgsmål, jeg kan forstå, at du har travlt med at få hvide tænder. Desværre bliver jeg nødt til at skuffe dig, for der findes ikke nogen hurtig måde at gøre gule tænder hvide på.

Nu har jeg jo ikke set dine tænder, men jeg tænker, at når du er 14 år, så er du dels i stand til at børste dine tænder rene. Og jeg tænker også, at du ikke har et stort dagligt forbrug af kaffe/the/tobak/rødvin - eller andet, der farver tænderne meget.

Der er 2 ting du lige nu kan starte med at  checke selv:

Prøv at skrab med en negl på dine tænder - helt op imod tandkødet. Hvis der går et hvidligt lag af, så har du ikke børstet bakterierne væk. Børst dem grundigt med ekstra tandpasta. Tandpasta indeholder et mildt slibemiddel, der kan hjælpe til at få de sidste farvede belægninger af. Du kan prøve at børste halvdelen af tænderne først og så checke, om de bliver hvidere end dem, du ikke har børstet.

Nogen tandpastaer reklamerer med, at de har en "hvidgørende" effekt. Desværre passer det ikke. Der er ihvertfald ikke nogen, der har kunnet lave en undersøgelse, hvor man kan se en effekt. Desværre. Der findes mange - gamle og nye - udgaver af skrappere slibemidler end tandpasta. Men dem bør du ikke bruge. De ridser tænderne, så de tager imod mere farve. Så det er helt galt.

Og så kan du prøve at nærstudere dine tænder i et spejl. Ser det ud som om der sidder mørke striber på dem? Hvis der gør det, skal du have din tandlæge til at fjerne det. Eller har du "pletter" på dine tænder, så de ser gule ud? Så kan du måske få repareret på dem. Det kan din tandlæge fortælle dig.

Jeg har svaret på næsten det samme spørgsmål mange gange i brevkassen - prøv for eksempel at bladre tilbage til 03/11/13 og læs svaret til spørgsmålet om bøjler og gule tænder. Og prøv at bladre længere baglæns og find de andre spørgmål om det samme.

Som du vil kunne læse af mine svar, så findes der dyre løsninger - men du risikerer at ødelægge dine tænder. Og det er ihvertfald ikke noget, du bør gå igang med, før du er voksen.

Det bedste råd jeg kan give dig er at snakke med din tandlæge om det. Måske sidder der noget farve, som kan pudses af, så de bliver hvidere. Men ellers  tænker jeg, at du kan blive nødt til at acceptere din tandfarve.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program