Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Frembrudt visdomstand!

brevkassespørgsmål

Frembrudt visdomstand!

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 10 måneder siden

Hej, Her den anden dag opdagede jeg at noget føltes anderledes, og troede egentlig at noget sad fast i min bagerste tand(12-års tanden, tror jeg det hedder), men jeg mærkede i stedet at det faktisk var min første frembrudte visdomstand. Jeg er sådan lidt bange fordi jeg ikke vil have at den ødelægger noget i min mund, da jeg tidligere har haft bøjle, og mine tænder sidder rigtig godt. Da jeg fik taget røntgenfoto inden jeg startede med bøjle for 3 år siden, sagde specialtandlægen at hun kunne se at mine visdomstænder sad meget uheldigt, nærmest vandret. Problemet er nu at jeg er færdig inde ved hende specialtandlægen, så jeg kan ikke rigtig snakke med hende, men skal jeg snakke med min almindelige tandlæge? Ja undskyld, jeg er bare rigtig bekymret. Beskrivelse af visdomstanden tanden som den er nu: Den ene spids titter frem tæt bag 12 årstanden i venstre underkæbe. Den gør ikke ondt eller noget på nuværende tidspunkt. Mvh

Svar: 

Hej Pige 16 år

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du spekulerer på, om dine visdomstænder kommer til at skabe problemer.

Allerførst vil jeg sige til dig, at den, der bedst kan svare på dine spørgsmål er din almindelige tandlæge. Men det kræver at du får bestilt en tid, så din tandlæge dels kan kikke dig i munden og dels tage nogle nyv røntgenbilleder af dig for at få det bedste grundlag for at vurdere, om det er en god ide at gøre noget.

Og så kan jeg give dig noget generel viden om visdomstænderne, som du kan bruge til at stille spørgsmål til din tandlæge med.

Visdomstænderne er helt normale tænder, som bare først kommer nogle år efter de sidste andre nye tænder. 12-årstænderne, som du skriver.

Hvis der er for lidt plads til tænderne (for store tænder i forhold til kæbernes størrelse), så vil det typisk gå ud over visdomstænderne, fordi de andre tænder er kommet på plads.

Og så kan det være - som det ser ud i dit tilfælde - at visdomtænderne lægger sig mærkeligt i kæben.

Tandlæger har i mange år troet på, at visdomstænderne kan flytte rundt med de andre tænder. Det har man altså for en del år siden undersøgt. Og det viste sig, at det kan de ikke. Men kæberne vokser hos nogle helt op midt i 20'erne, og det er det, der kan gøre, at tænderne flytter sig i en høj alder - for eksempel at tænder der er blvet rettet kan blive skæve.

Normalt venter man til man er over 18 før man for alvor ser på, hvordan visdomstænderne ligger. Det er fordi de normalt først kommer på det tidspunkt og fordi at du stadig vokser i kæberne og at der altså godt kan være plads til dem når du er blevet 20, selv om der ikke var plads, da du var 16.

Hvis de ligger som du beskriver det - vandret og med en top igennem tandkødet, kan de give problemer med tandkødet og også med huller både i visdomstanden selv og i den tand, den ligger op ad. Så hvis man kan se, at dan aldrig vil kunne komme frem, kan det være en ide at fjerne den mens du er ung.

Så mit råd til dig er at bestille en tid hos din tandlæge og spørge ham/hende om dine visdomstænder.

Held og lykke med det

Niels Hansen

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program