Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bøjle og elastikker! :)

brevkassespørgsmål

Bøjle og elastikker! :)

brevkassespørgsmål af
Elastikker og bøjle
13 år
Oprettet 7 år 6 måneder siden

Hej cyberhuset!

Jeg er 4-5 mdr inde i min bøjle processe, og jeg har lige fået elastikker, som skal rette mit overbid. Men jeg har et spørgsmål - hvis man bruger 2 elastikker, kan det så skade "tænder" og resultere i, at jeg skal have bøjle længere tid? 

Jeg tænkte bare, at der er dobbelt så meget "pres" i tænderne, at det vil gå stærkere. 

Spurgte tandlægen for nogle dage siden, og de sagde at jeg kun måttr bruge 2 om natten. 

Jeg vil lige gentage mine spørgsmål mere præcist: 

Sker der noget ved, at jeg bruger 2 elastikker/skal man have bøjle i længere tid pga det? 

 

Kan det "rette" forkert på tænderne, hvis man også har dem på i hverdagene?

Må man godt tage 2 på i hverdagen? 

Svar: 

Hej pige 13 år

Tak for dit elastikspørgsmål. Det er et rigtig interessant spørgsmå, du stiller og jeg tror ikke, at der bare findes et helt sikkert ja- eller nej-svar på det.

Det er jo din bøjle, der flytter på tænderne. Den aktive del af bøjlen er den ståltråd, der løber hele vejen rundt om alle tænderne (den sidder ind i alle de små "hak" der er i låsene på tænderne). Om det at flytte på tænder ved man, at det går hurtigst, hvis man ikke presser for hårdt. Det handler om knoglens mulighed for at lade tanden flytte sig. Hvis man trykker for lidt, sker der ikke noget. Hvis man tykker for hårdt, så går flytningen midlertidigt i stå. Derfor starter man med tynde, elastiske ståltråde og gør dem tykkere og stivere efterhånden som tænderne har flyttet sig.

Men egentlig spørger du jo om elastikkerne. Og elastikkerne kommer først på, når de to "tandbuer" hver for sig er rigtige. Og det er så meningen, at elastikkerne skal flytte din underkøbe frem til der, hvor tændernpasser sammen. Det sker ved at elastikkerne trækker i bøjlerne - og fordi bøjlerne holder fast i alle tænderne, trækker elastikkerne i kæberne i stedet for kun i tænderne.

Når du skal af med dit overbid skal din underkæbe flyttes, så du kommer til bide længere fremme. Elastikkerne trækker hele tiden i underkæben, så den bliver "ført" en lille smule fremad hele tiden. Overkæben bliver stort set stående, da den jo hænger fast i dit kranie.

Jeg kan forstå, at du er blevet bedt om at bruge 1 elastik (i hver side tænker jeg) om dagen og sove med 2 elastikker (i hver side). Og du har ovenikøbet spurgt og fået svar - nemlig at 1 om dagen og 2 om natten er opskriften. Så det er din bøjletandlæges vurdering, at det er det rigtige - og altså den, hvor det går hurtigst og uden at gøre skade på noget. Det er nemlig også din bøjletandlæges interesse, at det går hurtigst muligt uden at skade noget.

Det er umuligt for mig at kunne svare på, om det ville gå hurtigere med 2 elastikker om dagen for lige præcis dig. Hvis dit overbid bliver mindre stille og roligt med 1 elastik om dagen, så er det det rigtige træk. Jeg tror man plejer at sige, at man kan formindske overbiddet med ca 1 mm om måneden, hvis det kører rigtig godt. Så hvis man har et overbid på 8 mm, vil det tage ca. 1/2 år at komme ind til de 2 mm, der er det rigtige.

Men det er ikke nok, at dit overbid bliver mindre. Dine kæbeled, muskler og tænder skal også nå vænne sig til at bide på en ny måde, og det hele skal "give sig" så det kommer til at passe rigtigt godt sammen i den nye position. Så selv om det ser ud som om dit overbid kommer væk på meget kort tid - for eksempel hvis du bruger 2 elastikker - så er det muligt, at overbiddet kommer tilbage i løbet af kort tid, hvis dit bid ikke "følger med". Der er rigtig mange børn og unge, der får rettet tænder og som oplever, at det, de fik rettet, kommer delvist tilbage igen i løbet af kort tid. Og det gælder specielt hvis man har haft for travlt med den sidste fase, den som du er i nu.

Så: jeg kan ikke svare dig på, om du kan tage skade af 2 daglige elastikker. Men forhåbentlig kan du læse, at der er mange ting, der skal tilpasse sig til hinanden, når man retter tænder og kæber. Og at det tager den tid, det tager.

Spørg din bøjletandlæge igen næste gang du ser ham/hende. Det kan der ikke ske noget ved. Bøjletandlæger ved godt, at børn med bøjler er meget utålmodige efter at blive færdige.

Held og lykke med at få et godt resultat af din bøjlebehandling.

Niels Hansen, tandlæge

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program