Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Togskinner

brevkassespørgsmål

Togskinner

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 7 måneder siden

hej jeg skal have bøjle på til august, gør det ondt at få den på? og kan jeg være med til idræt den første uge efter.

Svar: 

Hej Pige 14 år

Tak for dine spørgsmål om bøjler. Eftersom du skriver under titlen "togskinner" går jeg ud fra, at det er sådan en slags bøjle, du skal have på.

Til dit første spørgsmål vil jeg svare "nej". Det gør normalt ikke ondt at få sat togskinner på. Når jeg skriver "normalt" er det fordi der er stor forskel på, hvad forskellige mennesker synes om for eksempel togskinner. Togskinnen består dels af små håndtag, der limes på hver tand. Det gør ikke ondt. Men de stikker lidt ud fra tanden og på den måde kan de godt irritere kinden eller læben. På de næstbageste kindtænder limes der som regel en ring rundt om tanden i stedet for, den har også små fremspring, der kan irritere kinden og det spænder lidt i nabotænderne, når den sidder der. Når alle de små håndtag er sat på, sætter tandlægen en ståltråd ind i håndtagene og låser den fast. Den kan stikke i kinden inde bagest og irritere ved at fylde meget. Togskinnen trækker og skubber til dine tænder. Og det giver ømme tænder og måske også ømme kinder på de fleste i løbet af nogen tid. Hos nogle går der kun få timer, før det begynder. Andre får først ondt næste dag. Det er forskelligt, hvor længe det varer.  Og det er forskelligt, om dem der har bøjlerne synes det bare spænder, om det bliver lidt ømt eller omd det gør rigtig ondt i tænderne. Det er normalt værst med den første ståltråd. Der er ikke noget af gøre ved spændingerne. Det hører med til at have bøjle på - og det betyder at du bliver nødt til at vente til du har den på, før du finder ud af, hvordan det er for dig.

Det kan være en god ide at bede om at få nogle stænger voks med hjem fra tandlægen. Det kan du bruge til at klemme fast udenpå bøjlerne, hvis de river dig i kinden.

Med hensyn til om du kan gå til idræt, så tænker jeg, at det kan du da bestemt!

Jeg tænker desuden, at tandlægerne er vant til at svare på spørgsmål om bøjler. Og at det er en del af deres arbejde at gøre det. Så stil alle de spørgsmål du har til tandlægerne - og hør hvad de siger. Du kunne jo også spørge nogen du kender, der har eller har haft bøjle om, hvordan det var for dem.

Held og lykke med togskinnerne.

Niels Hansen, tandlæge

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program