Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Tand

brevkassespørgsmål

Tand

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 4 år 1 uge siden

Hej Cyberhuset, 

Jeg har tidligere skrevet til jer ang rodbehandling og krone. Jeg fik for lidt over et år siden foretaget en rodbehandling og fik efterfølgende sat krone på hos  privat tandlæge. Rodbehandlingen tog ca 20-30 minutter og kronen fik jeg på efter et par måneder. Som jeg kan læse rundt omkring på nettet, så varer en rodbehandling længere tid og en krone skal først på når man kan se at alt er ok. Jeg fik heller aldrig foretaget røntgen for at se om alt var okay. Rodbehandlingen fik jeg betalt gennem kommunen og kronen betalte jeg selv for. Jeg har efter et år fået en byld på tandkødet ved den rodbehandlede tand(jeg fik at vide at der var blevet rodbehandlet for langt ned) . Jeg fik at vide at jeg skulle kontakte en kæbekirurg (da jeg var til forundersøgelse hos panum), jeg har så kontaktet en kæbekirurg og har en tid engang i januar.  Min egen tandlæge mener at det måske ikke er nødvendigt og at det vil løse sig med noget antibiotika. Nu står jeg i et dilemma og ved ikke om jeg skal tro på det min egen tandlæge siger. Jeg spurgte så om der dækkes noget for hvis jeg fik foretaget en rodspidsamputation, til det svarede han at da kommunen har betalt, vil jeg selv skulle betale for selve operationen. Passer det at hvis han f.eks har en klinikforsikring, at det så ikke vil dække operationen? Jeg føler dog at tandlægen har været lidt for hurtig med at lave den rodbehandling og det måske er årsagen til at rodbehandlingen er mislykket.

Svar: 

Hej Pige 21 år

Tak for dine spørgsmål. Det er da rigtig træls for dig at løbe ind i så mange problemer med din rodbehandlede tand. Jeg prøver at svare på det, du skriver, men du skal tænke på, at jeg jo ikke har sest dig eller din tand, så du bliver nødt ti at tage mit svar med et vist forbehold:

Allerførst: 20-30 minutter lyder som kort tid for en rodbehandling, ja. Men hvis det er en fortand, så kan det faktisk være ret enkelt at rodbehandle den, den har for eksempel kun een rod og een kanal. Det lyder tijl gengæld helt forkert for mig, at der ikke er taget røntgenbilleder undervejs. Normalt vil der høre 3 billeder med til en rodbehandling: før man går i gang, eet med filen i (så man kan se hvor langt oppe i roden filen er) og eet efter rodfyldningen er foretaget. Der er dog kommet nye apparater, hvor man - uden røntgen - kan måle om filen er kommer langt nok op i tanden. Men alligevel hører der mindst eet røntgenbillede med - efter fyldningen - hvor man checker om rodfyldningen "ser" tæt ud.

Det er også normalt, at man venter mindst 1/2 år - gerne længere - før man laver kronen. Simpelthen for at kunne rodbehandle tanden om, hvis den ikke fungerer godt nok i første omgang. Og der er faktisk en del rodbehandlinger, der ikke lykkes. Nogen gange kan det blive bedre ved at lave en om-rodbehandling. Også her bør der nogle røntgenbilleder til - for eksempel for at kunne se, om din rod har afbøjninger eller andre mærkelige ting, som gør den sværere at have med at gøre.

Hvis kronen er cementeret fast helt oppe i roden med en såkaldt "stift", er det slet ikke sikkert, at det kan lade sig gøre at tage kronen af uden at ødelægge roden. Og så kan det ikke lade sig gøre at rodbehandle tanden om på almindelig vis.

Hvis du har en tandbyld, så er rodbehandlingen ikke lykkedes. Typisk er den ikke "tæt" - altså der er forbindelse indefra i tanden og ud til kæben fordi enten cementen eller de små stifter, der skal fylde tanden ud ikke fylder den ud. Og det kan kæben ikke lide, så kommer der betændelse, som bliver til tandbylden. Nogle rodbehandlinger er svære at få til at lykkes - der er ingen garanti for, at alle tænder kan rodbehandles.

En mulighed er, som du skriver at lave en lille operation, hvor kirurgen tager spidsen af roden af og laver en lille fyldning i rodspidsen. Det vil i mange tilfælde kunne gøre rodfyldningen så tæt, så betændelsen holder op. Men igen - der er ingen garanti for, at det lykkes...

At give antibiotika for en betændelse (uden at gøre andet) løser kun problemet midlertidigt. Det slår betændelsen ned, men hvis rodfyldningen er utæt, så vil der fortsat komme noget ud af tanden, som irriterer kæben.

jeg kan godt forstå, at du har svært ved at finde ud af, hvem du skal tro på i denne situation, hvor een tandlæge siger een ting og en anden siger noget andet.

Du kunne tage en konsultation hos en tredje tandlæge. Når det drejer sig om en rodbehandling så skulle det - tænker jeg - være hos en tandlæge, der har specialiseret sig i rodbehandlinger. Det koster dig penge, men du får så endnu en vurdering - som måske kan hjælpe dig til at finde ud af, hvem du skal tro på.

Du kan også prøve at tænke over, hvem du tror mest på - den tandlæge der har lavet din rodbehandling - eller tandlægen på Panum.

Med hensyn til betalingen så har alle private tandlæger en forsikring. Der er tandlægen selv, der får udbetalt forsikringspengene. Og dem kan han/hun så bruge til at tilbyde dig at lave behandlingen om. Eller at tilbagebetale dig pengene, så du kan gå et andet sted hen, hvis du vil det. Men det er noget, du skal tale med tandlægen om. Nogen tandlæger er flinke til at udbetale erstatninger, nogle er ikke. Hvis du ikke kan få penge af ham/hende, så må du selv betale for operationen.

Du kan vælge at klage over behandlingen. I så fald kan du måske få ret i, at behandlingen har været dårligt udført (hvis det er meget tydeligt). Klagebehandlingen kan tage flere år - og du skal udsætte behandlingen indtil den er færdig. Men det betyder ikke, at du får penge - kun at du får ret. Hvis tandlægen ikke vil betale dig erstatning, kan du kun få erstatning ved at anlægge en civilsag - og det er dyrt, langvarigt - og det er ikke sikkert, at behandlingen er så dårlig, at du kan være sikker på at få ret til penge.

Så....pyha...du er landet i en rigtig træls sump, tænker jeg.

Så for at opsummere: en mulighed ville være at gå til din gamle tandlæge og bede om enten at han/hun gør skaden god igen ved at tilbyde dig behandling, som du ikke skal betale for - men det skal du naturligvis kun gøre, hvis du tror nok på, at han/hun er dygtig nok. Ellers kan du bede om at få dine penge tilbage, så du kan gå et andet sted hen og få behandling. Og hvis du ikke kan få pengene og ikke vil bruge ham/hende, så må du desværre opgive at få pengene og altså selv betale for behandling et andet sted.

Jeg tænker, at du er nødt til at starte med at finde ud af, hvem du vil tro på.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program