Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

):T

brevkassespørgsmål

):T

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 8 år 11 måneder siden

Altså mit over bid er på 5 mm og de nederste tænder er skæve og jeg har et mellemrum mellem det forreste tænder.Min tandlæge sagde at jeg ergodt kan få bøjle på man hun var lidt i tvivl.

Svar: 

Hej pige 12 år

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan ikke læse, om du gerne vil have bøjle eller om du helst vil slippe. Og det tænker vil jeg foreslå dig at finde ud af først og fremmest. Det er sådan, at der er regler for, hvilke tænder tandlægerne i kommunerne må rette. De skal være skæve på en måde, så du kan tage skade af det som voksen. Men i en række tilfælde kan tandlægerene være i tvivl. Og i de tilfælde betyder det meget, hvad du og dine forældre ønsker.

Du skal også vide, at man ikke kan forudsige om lige præcis du vil få problemer med dine tænder. Man kan sige det på den måde, at man ved, at ved nogle slags bid, så er der "risiko" for at få problemer. Det betyder helt konkret, at hvis der er for eksempel er 10 børn med en tandstilling, man mener er risikabel, så er de måske kun 3 af de 10 børn, der reelt får problemer. De 7 får ikke problemer.

Som du beskriver dit bid, så tænker jeg, at der ingen risiko er for at du får problemer - men det er noget af det din bøjlespecialist kan fortælle dig mere om.

Den anden ting er, at der også er risikabelt at få rettet tænder. Nogle børn synes det er så forfærdeligt at gå med bøjler, at de vil have dem af igen med det samme (ømme tænder, det stikker i kinderne, de kan ikke spise og tør ikke smile fordi de ikke an holde ud at vise bøjlen). Nogle bliver trætte af den hen ad vejen og får ikke rettet tænderne færdige. Nogle får skader på tænderne (huller i tænderne, skader på rødderne). Og nogle gennemførerer til et perfekt resultat, men så flytter tænderne sig igen bagefter. Nogen kan ikke lide, at tandretningen forandrer deres ansigt. Det er ikke risikofrit at få rettet tænder.

Så punkt 1: find ud af, om du ønsker bøjler. Ser dine tænder sådan ud, at du vil gøre alt for at få dem rettet? Som regel retter man med togskinner - kan du se dig selv med togskinner i 2 år? Snak med andre børn og unge, der har bøjler på. Snak med dine forældre. Skriv alle dine spørgsmål ned.

Punkt 2: hvis du finder ud af, at det vil du gerne, så book en tid hos kommunens tandretningsspecialist. Din almindelige tandlæge kan hjælpe dig med, hvor det er. Tag dine forældre med og fortæl specialisten, hvorfor du gerne vil have rettet tænder. Stil alle de spørgsmål, som du har skrevet ned og hør godt efter svarene. Bed specialisten forklare hvilken slags bøjle og hvor længe det tager at få rettet dine tænder.

Du skal have dine forældre med for at de kan høre, hvad specialisten siger og for at I kan snakke om det bagefter. Og så skal I hjem igen og snakke om det og du skal tænke over det, I har hørt.

Tandlæger kan sige alt muligt om din tandstilling og hvad der kan gøres ved den, men de kan ikke sige noget om, hvordan behandlingen bliver for dig - og om du faktisk bliver glad for resultatet bagefter.

Held og lykke med at finde ud af det

Niels Hansen, tandlæge

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program