Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Tænder

brevkassespørgsmål

Tænder

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 7 måneder siden

Hej Niels I lang tid har jeg været bekymret for mine tænder. De er begyndt at blive lidt gennemsigtige i kanterne. Hvad kan jeg gøre for det ikke forsætter, og hvordan kan jeg få hvidere tænder UDEN tandblegning? KH Mackenzie :)

Svar: 

Hej Mackenzie

Tak for dine spørgsmål. Det kan være lidt svært at vide, om jeg svarer rigtigt, når jeg ikke har set på dine tænder.

Men derfor kan jeg jo godt prøve at gætte på, hvad jeg tror det er. Umiddelbart kan jeg se 3 årsager til, at dine tænder bliver gennemsigtige i kanten. Den ene at du har syreskader. Den anden at du har slidt meget på dine tænder. Den tredje at tænderne altid har set sådan ud, men at du først lige nu har fået øje på det.

Mit hovedråd til dig er at gå hen til din tandlæge og stille de samme spørgsmål. Det vil være lettere for ham/hende at kunne svare dig korrekt.

Og så vil jeg skrive lidt nedenunder, som måske vil give dig noget viden, du kan bruge til at spørge og tænke videre på.

Syreskader kan du få, hvis du igennem længere tid har udsat dine tænder for syreangreb. Det kan være ved tit at drikke eller spise syreholdige ting som sodavand, surt eller syrligt slik, sutte på citroner eller andet syrligt. Eller hvis du kan ofte har sure opstød eller tit kaster op.

Det går normalt værst ud over fortænderne i overmunden, men kan gå ud over alle tænder. Syren opløser det yderste lag af dine tænders emalje. Tænderne bliver meget glatte og tyndere og tyndere.

Syreskadet emalje kan ikke gendannes. Du kan stoppe skaden fra at blive værre, hvis du kan ændre på det, der er årsag til skaden. Holde op med tit at putte noget syrligt i munden. Ellers er det et godt råd er at skylle munden med vand, efter du har spist eller drukket noget syrligt eller kastet op. Og så vente 1-2 timer med at børste tænder. Slibemidlerne i tandpastaen slider mest på emaljen, hvis den lige har været udsat for syre.

Den anden mulighed er, at du har slidt dine tænder tynde ved at skære tænder. I så fald burde de også være følsomme for kulde/varme. Og typisk bliver kanterne meget skarpe og samtidig ru, fordi der kommer små afsprængninger af den skarpe emaljekant.

Du kan ikke få det tand tilbage, du har slidt af. Men du kan få din tandlæge til at lave en bidskinne til dig, så du slider på den i stedet for at slide på tænderne. Det kan ikke kurere dig for at skære tænder, men det kan beskytte dig mod at tage skade af det.

Den tredje mulighed er vel ikke særlig sandsynlig, men det er altså sådan, at jeg ofte møder børn eller unge, der pludselig har opdaget noget mærkeligt ved deres tænder, som jeg kan se har været der altid.

Dit andet spørgsmål går på, om du kan få tænderne til at blive hvidere uden at blege dem.

Umiddelbart må jeg svare dig nej. Desværre. Du har den tandfarve, som naturen og dine arveanlæg har givet dig. Og den kan der ikke laves om på.

Der er selvfølgelig den mulighed, at du ikke børster dine tænder rene. Og så kan de godt se mere gule ud, end nødvendigt. Og altså blive et par farvenuancer hvidere, når de bliver rene. Check det selv: hvis du med en negl kan skrabe noget af dine tænder, så har du bakteriebelægninger siddende, der trænger til at blive fjernet. Og det bliver de gulere af.

Prøv at gå tilbage i brevkassen - jeg har svaret på temmelig mange spørgsmål om syreskader og gule tænder tidligere. Der står måske mere viden der, som du kan bruge.

Men altså - snak med din tandlæge.

Held og lykke med det

Niels Hansen, tandlæge

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program