Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

ondt i rodbehandlet tand

brevkassespørgsmål

ondt i rodbehandlet tand

brevkassespørgsmål af
Anonym
Oprettet 13 år 4 måneder siden

Hej Jeg har så ufattelig ondt i og under en 1/2 år gammel todbehandlet tand. Det er en konstant muren, fornemmelse af tryk samt dunken under tanden og i kæben i over og undermund. Under selve tanden følelses det som om der er et tryk. Det er værst om aftenen men er tilstede hele dagen. Var hos tandlægen i dag og han mente han havde slebet for lidt af den rodbehandlede tand og det var udløseren til hele balladen. Han sleb den i eftermiddags men smerterne er bare blevet værre og værre siden da. Hvad kan det være - jeg kan næsten ikke holde ud at være menneske og har spistsmertestillende konstant nu i flere dage. ????? Mvh Christina - som ikke er en pyldermås

Svar: 

Hej med dig
Tak for dit spørgsmål.
Det lyder for mig som om rodbehandlingen af din tand ikke er lykkedes. Og det er desværre sådan med rodbehandlinger, at det ikke er noget, man kan regne med ”bare” virker. Det er helt almindeligt at have småbøvl indimellem med en rodbehandlet tand. Specielt lige efter rodbehandlingen er lavet. Og i sådanne tilfælde kan det være rigtigt at slibe lidt af tandens højde for at mindske symptomerne. Men du fortæller jo, at det er ½ år siden. Så der helt klart noget galt, når du har så ondt.
Din tand kan være konstrueret sådan, at tanden ikke kan rodbehandles med et godt resultat. Det kan man ikke altid se på forhånd. Det svære ved rodbehandlinger er, at man ikke kan se ned i tandens rødder og derfor lykkes rodbehandling heller ikke altid. Men det kan også bare være sådan, at noget ikke er lykkedes helt.
Det du fortæller om symptomerne – murren, dunken og tryk under tanden og det at det forværres om aftenen - tyder for mig på, at enten udrensningen af nerven eller selve fyldningen af hulrummet (kanalen) i roden ikke er lykkedes godt nok. Og så kommer der en tandbyld og det lyder for mig, som om det er det, der sker for dig. Der er ingen tvivl om, at det er særdeles smertefuldt!
Jeg vil foreslå dig at ringe til tandlægen igen og bede om en nødbehandlingstid. De bør helt klart tilbyde dig at komme til med det samme, med de symptomer, du har. Tandlægen bør tage et eller flere røntgenbilleder for at forsøge at finde ud af, hvad der er galt. Som du beskriver symptomerne tænker jeg helt klart, at man kan se en betændelse under tanden eller at der er fejl ved rodbehandlingen.
Hvis de ikke tager dig alvorligt, vil jeg foreslå dig at flytte til en anden tandlæge.
Du skal regne med, at rodbehandlingen skal laves om, at det godt kan være både svært og bøvlet at fjerne den gamle rodfyldning og finde fejlen og at det kan tage noget tid, før der falder ro i det hele. Og at hvis det ikke kan lade sig gøre at rodbehandle den, så kan du miste tanden. Din tandlæge bør give sig tid til at forklare dig disse ting.
Held og lykke med tanden.
Niels Hansen, tandlæge

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program