Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

For meget tandkød

brevkassespørgsmål

For meget tandkød

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 12 år 1 uge siden

Hej Niels Jeg har det trælse problem, at jeg har alt for meget tandkød. Mit tandkød skjuler nærmest halvdelen af mine tænker. Kan man gøre noget ved det? Hvis ja, hvad kan gøre? Hvad hedder en sådan "operation" eller fjernelse af tandkød... Og hvad vil det koste? :) Tak på forhånd for svaret...

Svar: 

 Hej pige 20 år

Tak for dine spørgsmål. Det er ikke nemt for mig at svare på dem, fordi jeg ikke har set dine tænder og tandkød, så jeg kommer til gætte lidt.

Du skriver du har for meget tandkød, så det "skjuler nærmest halvdelen" af dine tænder.

Jeg tænker, at det kan handle om to helt forskellige ting. Den ene at dit tandkød er "svulmet op", den anden at du har slidt på dine tænder.

Hvis det handler om det første, så tænker jeg, at det er vigtigt at finde ud af allerførst, hvad der har fået det til at svulme op. Normalt er det sådan, at tandkødet "indstiller" sig selv i den rigtige højde. I forhold til overgangen mellem tandens krone og rod. Men forskellig slags medicin kan medføre at tandkødet overreagerer og kommer til at fylde mere. Det kan også være en helt almindelig tandkødsbetændelse. I begge tilfælde er du nødt til først at finde ud af, hvad der har forårsaget det. Det har du brug for en tandlæge til at se på.

En del af behandlingen kan være først at hjælpe dig til at børste på en anden måde. Først når man har set resultatet af det, kan det være fornuftigt at se på, om en operation vil kunne gavne dig.

Med hensyn til prisen, så er du nødt til at spørge tandlægen. Det er dyrt og der er ikke meget tilskud til det. Men tandlægen skal før en operation kunne fortælle dig, hvad det koster. Og også om der er en god chance for, at det har en blivende effekt - eller om problemet kommer igen...

Den anden mulighed er, om du har slidt dine (for)tænder ved at skære tænder på dem. I så fald kunne det i første omgang være en god ide med en hård bidskinne til at standse sliddet og så må man hen ad vejen se på, om der kan gøres noget ved længden af tænderne. Her tænker jeg ikke, at tandkødet kan ændres ved en operation. Så er det tænderne, der skal gøres længere. Det kan man gøre ved at lave kroner eller bygge tænderne op i plast. Men det kan være at dit bid er sådan, at det ikke er nemt.

Men som du kan se, er der mange usikkerheder i mit svar. Så mit forslag til dig er at du booker en tid hos din tandlæge til en snak om problemet. Hvis din almindelige tandlæge ikke kan hjælpe dig, skal du have en tid hos en tandlæge med speciel viden om tandkødet - din almindelige tandlæge kan hjælpe dig med at finde en sådan. Og ligesådan hvis det handler om slid af tænderne kan det være du skal til en anden specialist.

Held og lykke med at få løst dit problem.
Niels Hansen, tandlæge

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program