Inden du selv stiller et spørgsmål
Hvilken slags bøjle?
Hvilken slags bøjle?
Jeg var til tandlæge i December og skal snart igen. Til forbyggende behandling. Hvad er det? Jeg har lidt krydsbid og 7-8 mm overbid. mine tænder er generelt meget fine og ikke skæve. Hvilken bøjle får jeg?
Hej dreng 15 år
Tak for dine spørgsmål. Jeg har rigtig svært ved at svare sikkert på dine spørgsmål. Jeg mangler nogle flere oplysninger, men jeg prøver alligevel:
Forebyggende behandling er noget jeg forbinder med huller i tænderne. Altså for eksempel fluorpensling, lakering eller tandbørstningstræning. Noget, der skal hjælpe dig med at blive bedre til at passe dine tænder.
Men når jeg læser det, du skriver, så tænker jeg, at du mener, at det har noget med bøjler at gøre? Forud for en bøjlebehandling går normalt en visitation hos en tandretningsspecialist (hvor du får at vide, at tandplejen vil tilbyde dig behandling), dernæst kontakt til dine forældre, aftryk af tænderne og røntgenbilleder og - nogle måneder senere - en ny samtale om, hvilken behandling tandretningstandlægen tænker, er den rigtige til dine tænder og til dig. Du nævner ikke noget om, om du har været til visitation eller om du har fået noget at vide om bøjler.
Der er en anden mulighed, hvor det med "forebyggende behandling" passer med bøjler. Nemlig den, at tandlægerne har vurderet, at du ikke børster dine tænder godt nok til at få bøjle på. Behandlingen af overbid er som regel togskinner i 1-2 år. Og der er stor risiko for at få huller i tænderne imens du har togskinnerne på, fordi det er meget sværere at børste tænderne rene når der sidder metal over det hele. På den måde giver det måske mening med den forebyggende behandling - og meningen er, at du skal vise tandlægerne, at du kan få helt styr på din tandbørstning - det vil sige kan og vil børste dine tænder helt rene for bakterier hver dag. I så fald er det fordi du ikke plejer at børste dine tænder godt rene. Og det hele betyder også, at hvis du ikke kan eller vil børste dine tænder helt rene, så er det muligt, at du ikke kan få rettet dine tænder.
Jeg vil foreslå dig at gå hen på din tandklinik og spørge, hvad den forebyggende behandling går ud på. Og hvordan det er med de der bøjler. Og når du har fået deres svar, så tænker jeg det gælder om for dig at finde ud af, hvad du selv helst vil. Vil du gerne have rettet dine tænder? Betyder det så meget for dig, at du vil være med til at børste tænder i længere tid hver dag eller på en anden måde for at stille tandlægerne tilfredse? Hvad med dine forældre - har du snakket med dem om bøjlerne og tandbørstningen?
Prøv at gå baglæns i brevkassen her, jeg har svaret på noget om bøjler og skæve tænder mange gange. Og meget jeg skriver handler om, at man skal tænke sig rigtig godt om inden man siger ja til bøjle.
Jeg tænker, at der er rigtig meget, du mangler at finde ud. Held og lykke med det.
Niels Hansen, tandlæge