Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Er det normalt

brevkassespørgsmål

Er det normalt

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 12 år 9 måneder siden

Ved spørgsmålet lyder underligt, men håber du kan hjælpe mig. Jeg har som sagt tænder som alle andre osv, jeg er 19 år og når jeg rokker i mine forskellige tænder er det som om det er at have en rokketand og det siger klik klik.

Svar: 

Hej pige 19 år

Tak for dit spørgsmål.

Tjae det er ihvertfald ikke ualmindeligt, at jeg bliver spurgt om det samme. At børn og unge henvender sig til mig for at høre om det kan passe, at deres tænder er løse.

Jeg vil først sige til dig, at jeg jo ikke kan udtale mig om lige præcis dine tænder, fordi jeg ikke har set på dem.

Men jeg kan fortælle dig nogle ting, som du måske kan bruge.

For det første så er tænder lidt løse. Det skal de være for ikke at gå i stykker, for eksempel når du ved et uheld kommer til at bide i noget hårdt. Tændernes rødder passer som en hånd i en lidt for stor handske. Og mellem tanden og kæben er der så et lag "rodhinde" som består af elastiske fibre. lget er så blødt og tykt, at den enkelte tand godt kan give sig lidt.

Hvis man rokker med sine tænder, kan man både se og mærke det. Et klik kan komme af, at den ene tand gnubber sig op ad nabotænderne. Det kan godt give en lyd.

Typisk er det meget lidt, tænderne kan give sig. Det kan være svært at se det direkte, som regel kan man se det ved at der er bevægelse i reflekserne af lyset fra spyttet, lige på overgangen mellem tanden og tandkødet.

Man kan godt blive snydt til at tænke at de er mere løse, end de er. Hvis man tager ved en tand med to fingre, så giver fingerens hud sig også. Og så føles tanden mere løs end den er.

Tænder kan også godt blive løse, hvis tandkødet eller rodhinden fejler noget. I så fald har du enten en dyb og aktiv form for tandkødsbetændelse eller en tandbyld undervejs. I begge tilfælde ville du formentlig opdage, at der var noget galt. I det første fordi dit tandkød blødte, når du børstede det. I det andet fordi du så havde ondt.

Du skriver ikke noget om, at du har ondt, så jeg tror ikke det er de to ting.

Så kan dine tænder have unormalt korte rødder eller rødderne på dine tænder kan være forkortet, hvis du for eksempel har fået langvarig tandretning.

Og tænder kan være og føles mere løse omkring menstruation og under graviditet.

Som du kan se, så kan det altså være noget helt normalt, du har opdaget - eller der kan være noget i vejen.

Mit forslag til dig er for det første at lade være med hele tiden at prøve, om tænderne kan rokke. Og dernæst at tage til tandlæge og stille det samme spørgsmål der. Din tandlæge kan svare dig på, om dine tænder er normalt eller unormalt løse og om der er noget i vejen.

Held og lykke med det.

Niels Hansen, tandlæge

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program