Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bider tænder

brevkassespørgsmål

Bider tænder

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 11 år 10 måneder siden

Hej. For et par uger siden, måske 3, oplevede jeg noget usædvanligt, mht mine tænder. Hver eneste gang jeg lukkede min mund sammen kunne jeg mærke mine tænder blev bidt hårdt sammen, måske forårsaget af stess? Dette førte til at jeg havde ondt i mine kæber og intens hovedpine. I dag D.15 februar, lader det til at jeg oplevere samme gener, som sidste gang, hvilket er virkelig ubehageligt. Skal jeg bare ignorere det eller hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej pige 19 år

Tak for dine spørgsmål. Jeg mener helt klart, at du bør tage dine symptomer alvorligt. Det kan være, at det aldrig sker igen, men det er mulighed for, at du vil få flere problemer hen ad vejen.

Du kan få mange forskellige bud på, hvorfor du presser dine tænder sammen, alt efter hvem du spørger. I tandlægeregi har vi i mange år troet, at det var fordi, der var noget forkert med biddet. Det tror vi ikke mere.

Alle mennesker presser og skærer tænder, mens de sover. De fleste gør det så lidt, at det ikke betyder noget. Nogle gør det så meget, at deres muskler, led og kæber bliver overbelastede. Det kan give hovedpine, ondt i tænder og kæber, ondt i muskler og led. Det kan føre til knækken af kæbeleddene, som giver flere smerter og kan gøre det svært at gabe. Og nogle begynder at presse tænder om dagen (eller at tygge tyggegummi hele tiden).

Derfor tænker jeg, at du bør tage det alvorligt.

Nogle mennesker hober muskelspændinger op. Stress, travlhed, sorger, bekymringer, arbejds-, sidde- og sovestillinger der vedligeholder spændingerne, manglende motion, tyggegummitygning, for lidt og ikke regelmæssig søvn, sygdom er alle ting, der betyder noget for, hvordan vores krop og vores muskler har det. Spændinger i ryg, nakke, skuldre og kæber kan forstærke hinanden. Så hvis du har ondt i ryggen kan det forværre dine kæbesymptomer - og omvendt.

Alt, hvad der hjælper til at mindske muskelspændinger i kroppen, vil også hjælpe på dine kæber: massage, afspænding, fysioterapi, kiropraktik, regelmæssig motion eller træning, frisk luft, gode sovevaner, gode sidde- og sovestillinger.

Et sted at starte er at tænke over, hvad du har foretaget dig lige før (eller dagen før) du mærkede smerter og spændinger? Tygget tyggegummi i 5 timer eller hele dagen i går? Sovet rigtig dårligt? Været syg? Ligget på maven med hænderne under hagen og læst / set TV i mange timer? Ikke dyrket noget motion i lang tid?
Læst eller skrevet i timevis uden at holde pause?

Lav om på de vaner, der giver spændinger / smerter. Anskaf dig gode motions- og sovevaner. Hold pauser indimellem, når du gør noget, der varer lang tid. Drop HELT at tygge tyggegummi eller at spise en hel pose vingummi hver dag (at tygge på hårde og seje ting kan give nogle folk problemer).

Hvis du har problemer med nakke/ryg: besøg en kiropraktor eller en fysioterapeut og få behandling og råd om motion og træning.

Traditionel tandlæge-behandling en bideskinne. Det er en plastik-skinne, som du skal sove med. Typisk koster den mellem 2.000 og 10.000 kr. Den kan ikke kurere dig for at skære eller presse tænder. Men når du sover med den, kan du ikke gøre det så meget og dine muskler og led vil bedre kunne slappe af. Det hjælper mange af med hovedpine og ondt i musklerne. Nogle har brug for at have en skinne livslangt. De finder selv ud af at bruge den i de perioder (stress for eksempel), hvor de har brug for den. Andre opnår at det holder op med at gøre ondt efter en kort perioder. Og ganske mange synes skinnen er så ubehagelig, at de ikke kan bruge den.

Selv går jeg regelmæssigt til kiropraktor og dyrker regelmæssigt motion for at holde mine symptomer nede. Og så har jeg anskaffet mig 2 Select massagebolde (orange, 12 cm diameter med "pigge"). De kan købes i enhver sportsforretning for 130 kroner (noget billigere end en bideskinne). Jeg lægger mig på ryggen på et gulvtæppe, løfter ryggen lidt op og putter boldene ind under mig, så de ligger lige på hver side af rygraden. Så finder jeg de steder, der gør ondt og ligger stille der. Og flytter boldene til et nyt sted. De virker som massage og giver en - ofte forsinket - afspænding af spændte muskler. Det virker bedst for mig at gøre det før sengetid, så har jeg færre spændinger næste morgen.

Prøv at google tandskæren eller tandpres eller muskelspændinger og læs på forskellige hjemmesider. Og prøv at følge de to links nedenunder:

rygcenterva.dk/behandlingen/kiropraktik.aspx

www.hpharbo.dk/index.håh/1/bidfunktionsbehandling/

Held og lykke med at komme af med dine musklspændinger

Niels Hansen, tandlæge

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program