Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bider mig hele tiden..:/

brevkassespørgsmål

Bider mig hele tiden..:/

brevkassespørgsmål af
Pige på 15
15 år
Oprettet 8 år 1 måned siden

Hej:) 

Jeg har et stykke tid nu haft rigtig ondt i min læbe. Grunden til det er at jeg hele tiden bliver ved med at bide i den, og det gør altid rigtig ondt og bløder ret meget bagefter. jeg tror det er fordi jeg har lidt overbid eller lign. Men sagen er: kan jeg gøre noget ved det? min tandlæge har sagt jeg ikke skal have bøgle pga. Mine tænder sidder rigtig lige, men jeg har et ret stort overbid.. Har du nogen ideer om hvad jeg skal gøre?:)

Svar: 

Hej pige 15 år

Tak for dit spørgsmål. Det lyder rigtig træls for dig, at du bider dig i læben hele tiden. Det er lidt svært for mig at vide præcist hvad det handler om, for jeg har jo ikke set dig i munden. Og jeg er lidt i tvivl om, om du kommer til at bide dig i læben, eller bider i den (med vilje) og om det er læben (forrest i munden) eller kinden, du bider i.

Allerførst vil jeg sige til dig, at jeg som tandlæge ikke tror på, at det har noget med dit overbid at gøre. Hvis du har et stort overbid, så skal du føre tænderne i underkæben meget frem for at komme til at bide dig i læben. Så jeg tænker, at det ihvertfald ikke er noget, du kan komme til at gøre, uden at det er med vilje. Så hvis det er med fortænderne, du bider, så er det fordi du har fået dig en vane med at suge læben ind og bide i den. Hvis det er det, der handler om, så er der ikke anet end at sige end: lad være med det. Hvis det handler om at dine læber bliver tørre og at det er derfor du bider i dem, så vil mit råd til dig være at putte et lag vaseline på hver gang du har lyst til at bide i de små hårde flager, der dannes på en tør læbe. Hvis du smører mange gange om dagen (tag en dåse vaseline med dig alle vegne - og læbepomade dur ikke!) får læberne det bedre i løbet af få dage.

Hvis det derimod handler om, at du får kinden i klemme mellem kindtænderne, kan det handle om, at du ikke har vænnet dig til, at du har fået 12-årstænder. De kommer allerbagerst, det tager lang tid for dem at komme frem og kinden har det med at lægge sig  ind imellem tænderne - og når du så bider sammen, så kommer kinden i klemme. Du har helt ret, der gør ondt og det bløder ofte. Kinden kan heller ikke lide det, så der kommer til at blive et tykt ar, hvor et langt stykke af kinden stikker indad i munden - det gør også, at du lettere kommer til at bide i kinden. Du kan mærke det med tungen eller hvis du mærker på kinden, hvor du bider i den, med din finger. I stedet for at kinden er glat, så er der ligesom et langt, hårdt, uregelmæssigt område. Hvis der er tale om det sidste, så må du forsøge at huske på at fjerne kinden fra tænderne, inden du lukker sammen. Hver gang du vokser / ændrer facon, så skal din krop vænne sig til det. Også når du får nye tænder i munden. Det tager tid og det hjælper at tænke på det. Og efterhånden så vænner musklerne i kinderne sig til at trække kinden væk fra tænderne.

Du kunne jo gå hen til din tandklinik og forklare dem problemet og spørge hvad de tror, det handler om. Og så kan det være du får samme besked, som jeg har givet dig. Eller en helt anden - og så er du blevet klogere.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge.

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program