Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Bøjle af tænder der kosmetisk grimme

brevkassespørgsmål

Bøjle af tænder der kosmetisk grimme

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Hej.

Jeg har været til bøjletandlæge i efteråret engang. Jeg ønsker at få bøjle på, da mine øverste fortænder og de nederst og miderste fire tænder også er skæve. Tandlægen siger at det er en kosmetisk fejl, og det vil han ikke ordne. Mine forældre har sagt, at når jeg fylder 16 får jeg en privattandlæge som sikkert gerne vil ordne mine tænder. - er det rigtigt.

Mine tænder plager mig ret meget, og kan irrtitere nogle gange når jeg spiser (madrester sidder fast).

Mvh. K

Svar: 

Hej pige 15 år

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan forstå, at du er ked af, at dine tænder er skæve og at du gerne vil have dem rettet. Og så har dine forældre fortalt dig, at du "får en ny tandlæge" når du bliver 16 år, som gerne vil rette dine tænder.

Helt konkret, så "får" du ikke en ny tandlæge, når du bliver 16 år. Du fortsætter med at have den tandlæge, du har nu, med mindre du vælger (sammen med dine forældre) at du skal skifte til en privat tandlæge. Du kan nemlig også få gratis tandpleje fra du fylder 16 til du fylder 18 hos en privat tandlæge.

Hvis det er en almindelig praktiserende tandlæge, du vælger, så kan han/hun ikke rette dine tænder. Men du kan blive henvist til en privat specialist (bøjletandlæge), som kan rette dine tænder. Du skal være forberedt på, at retning af "skæve" fortænder sagtens kan betyde en behandling med togskinner på alle tænder, der nemt kan vare 1-2 år. Og ja, der er en mulighed for, at din kommune vil betale for behandlingen.

Jeg tænker, at du bør vide, hvorfor din nuværende tandlæge har sagt om dine tænder, at "det er en kosmetisk fejl, og det vil han ikke ordne":

Alle børn og unge under 18 år har adgang til vederlagsfri (det betyder gratis) tandpleje i Danmark. Og den gratis tandpleje dækker alle slags behandling. Samtidig har folketinget sammen med sundhedsstyrelsen lavet retningslinier for, hvilke behandlinger du kan få - så du kan altså ikke helt selv bestemme. Et helt overordnet princip er, at det er hjælp til at holde dine tænder sunde, der er det vigtigste mål med den gratis tandpleje for børn og unge.

Som en del af dette kan du få rettet tænder (gratis), hvis dine tænder er skæve på en så alvorlig måde, at du kan tage skade af det som voksen. Når du skriver, at din tandlæge siger, at det er "en kosmetisk fejl, og det vil han ikke ordne", så håber jeg han har givet dig lidt mere forklaring end det. Fordi forklaringen er altså, at hvis du ikke kan tage skade af din tandstilling, så har du ikke ret til gratis tandretning.

Jeg følgende råd til dig: Allerførst find ud af, hvor vigtigt det er for dig at få rettet tænder. Er det for eksempel så vigtigt, at du gerne vil gå rundt med togskinner på alle tænderne i 2 år, hvis det nu er nødvendigt? Snak med dine forældre om dette og find ud af om de vil hjælpe dig med at få rettet tænderne. For eksempel om de selv vil betale for din behandling, om de vil være med til at du får en privat tandlæge når du fylder 16. Hvis de vil hjælpe dig, så vil jeg foreslå jer at starte med at få tid til en samtale hos een af din kommunes tandretningsspecialister. Din almindelige tandlæge kan hjælpe dig med at booke en tid.

Tag dine forældre med til samtalen. Fortæl specialisten hvor ked af dine tænder, du er. Og få specialisten til at se efter endnu en gang, om det er muligt for dig at få tænderne rettet nu. Spørg om, hvilken slags behandling, der er nødvendig, for at rette dine tænder. Og fortæl specialisten, at du har hørt, at du kan få tænderne rettet, når du er 16 år, hvis du skifter tandlæge. Prøv i det hele taget at stille alle de andre spørgsmål, du har, så du og dine forældre får helt styr på, hvordan mulighederne og reglerne er, for at du kan få rettet dine tænder.

Held og lykke med at finde ud af det.

Niels Hansen, tandlæge

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program