Tandlægen...

brevkassespørgsmål

Tandlægen...

brevkassespørgsmål af
Tim
10 år
Oprettet 6 år 1 måned siden

Hej cyberhus mit navn er Tim og jeg fik at vide i går at jeg skulle have revet en tand ud. Og så i nat havde jeg mareridt om tandlægen. Jeg drømte at jeg kom ind til tandlægen. Jeg blev bedøvet og så da jeg vogned var all min tænder væk. Og nu er jeg blevet bange få tandlægen. Så hvad skal jeg gøre. ( jeg har aldrig vært til tandlæge ).

Svar: 

Hej Tim,

Det lyder ikke særlig rart, at du havde mareridt om tandlægen. Jeg kan godt forstå, du blev lidt bange, når du drømte, at han hev alle dine tænder ud. Samtidig synes jeg også, det lyder rigtig spændende for dig, at du skal til tandlæge for første gang. 

Jeg vil først sige, at jeg tænker ikke, du skal være bange for, at tandlægen hiver alle dine tænder ud. 

Jeg kan godt forstå, at det kan virke skræmmende, når du har haft mareridt. Derfor tænker jeg, det vil være rigtig godt, hvis du fortæller tandlægen, at du har været lidt bange for at komme ind til ham/hende.

Det kan være rigtig godt at spørge tandlægen, om han/hun vil fortælle dig, hvad der skal ske, når du skal have hevet tanden ud. Hvis man ved, hvad der skal ske, så kan det føles lidt mere trygt, da du ved, hvad de har tænkt sig at gøre. Ofte er tandlægen også rigtig god til at fortælle undervejs, hvad han/hun gør, og siger også, at man bare skal sige til, hvis der er noget, der gør ondt, eller man lige har brug for en pause. Og det er helt okay at sige, hvis man lige har brug for en pause, for det skal ikke være en ubehagelig oplevelse at være ved tandlægen.

Jeg er helt sikker på, at tandlægen gerne vil have, at du skal få en god oplevelse. 

Det kan også være rart at fortælle nogen, at du er blevet bange for at tage til tandlæge. Det er helt normalt og det er der ingen skam i. Du kan fortælle det til en af dine forældre eller et andet familiemedlem. Her kan du også spørge, om de har lyst til at tage med dig ind til tandlægen. Det kan nemlig være rigtig rart, hvis du har en støtte med derind. Den du har med kan holde dig i hånden, hvis du er lidt utryg. Nogle gange er der også en assistent hos tandlægen, som du helt sikkert også gerne må holde i hånden, hvis du har brug for det.

Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål og at du får en god oplevelse hos tandlægen. 

Du er også velkommen i vores 1-1chat, hvis du har brug for at skrive med en rådgiver før eller efter. 

De venligste hilsner,

Kathrine. 

 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program