Min far er syg. Jeg har svært ved at indrømme det. Om aftenen græder min lillebror. Jeg kan høre det gennem vores væg.

Men jeg græder mine tårer indenvendig. Når det ikke er til at holde ud, græder jeg når jeg er alene hjemme. Min mor skal ikke have ondt af mig.

De er skilt og jeg ser min far hver anden weekend. Det er hårdt. Nogen gange går der måneder mellem vi er sammen, for han ligger tit på sygehuset. De blev skilt fordi min mor ikke kunne holde ud at han var syg hele tiden. Det var for svært. Det skete da jeg var helt lille.

Han har altid haft højt blodtryk og havde selvfølgelig en del problemer med det. Men så fik han betændelse i øret. Fuldstændig "harmløst". Selvfølgelig. Men det bredte sig til hjernen. Jeg kan selvfølgelig ikke huske noget fra den tid hvor det skete.

Min far blev akut indlagt, og min mor græd hele natten. Hun troede at han ville dø fra hende og hun stod med to små børn. Min far blev lam i ansigtet. Det kommer og går. men det er hårdt. Rigtig hårdt at se ham lide. Han sover på sofaen, og man kan se smerterne i hans ansigt.

Jeg prøver bare at glemme det. Noget er gået galt indeni ham. men lægerne ved ikke hvad det er. Jeg er bange for at han dør fra mig. Men på en måde dør han allerede langsomt, og det kan jeg ikke holde ud at se. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med min store sorg og fortvivlelse?