Svært ved at tage på

brevkassespørgsmål

Svært ved at tage på

brevkassespørgsmål af
Pigen
15 år
Oprettet 4 år 6 måneder siden

Hej cyberhus! Jeg er sådan virkelig ked af min krop., og det er fordi jeg er spinkel, men jeg prøver virkelig at tage på, men jeg synes ikke rigtigt, at det hjælper. Jeg spiser flere måltider på en dag, og synes bare ikke rigtig der sker noget. Jeg er så træt af folk skal "Bodyshame" mig ved at sige, at jeg er tynd. "Din krop er på størrelse med en Barbie dukke" det gøre rigtig ondt at få at vide, for det ikke sådan jeg skaber selvtillid til min krop. Jeg ved godt, at jeg stadig er teenager og jeg vokser og vokser, men jeg har næsten ingen bryster altså lidt ikke. Jeg bliver helt ked af det, fordi jeg ikke aner, hvad eller hvordan jeg skal gøre. Jeg spiser engang imellem usundt, men ellers spiser jeg da sundt. Jeg træner heller ik, da jeg ikke rigtig føler mig motiveret til det noglegange. Kan man få nogle piller som kan gøre sådan, at man tager på? hvis jeg kontakter læge omkring det, så tror jeg ikke, de kan gøre så meget udover at sige, at jeg bare skal spise og tag den med ro. Men jeg bliver helt ked af min krop, og jeg vil gerne have taget på i det ydre på min krop og ikke så meget vægten. Jeg ved ikke, hvor høj eller hvor meget, jeg vejer. Så det kan jeg ikke rigtig svare på. Jeg gider bare ikke styrketræne, da det måske kan stoppe mig i at min krop skal udvikles. Hvad pokker skal jeg gøre. Jeg bliver frygtelig ked af min krop. 
kh den rigtig kede af det pige

Svar: 

Kære dig, 

Det er rigtig godt, du skriver, jeg kan sagtens forstå, at din situation fylder en del for dig lige nu. Det er aldrig okay at bodyshame, ligegyldig hvordan man ser ud. Selvtillid er for de fleste særligt ret skrøbelig i teenageårene, hvor ens krop udvikler sig helt vildt meget, derfor kan man også være ekstra sårbar overfor andres kommentarer. Det er ret naturligt, at de første tanker er, at man skal lave om på sin krop. Det er også sundt nok at have det sådan til en vis grad, men selvtilliden kommer indefra, ikke udefra. Det kan tage lang tid at lære at elske sin krop, som den er, og det kan være noget man skal øve sig meget på. En måde at blive bedre til at elske sin krop kan være ved at fokusere på, hvor meget den kan. Det kan for eksempel være ved at lave sport, hvor man får lov at udfordre og udvikle sin krop. Lige pludselig er ens krop stærk, hurtig og udholdende, og man kan blive helt vildt stolt og selvsikker af det. Det meste sport giver også en god muskelmasseudvikling, hvilket kan få din krop til at se større og sundere ud. Jeg ved godt, du skriver, du ikke føler dig motiveret til at træne, men jeg vil klart anbefale dig at undersøge nogle forskellige muligheder for sport - både for din krop og for dit sind. 

Vores kroppe er alle forskellige, nogle tager let på, andre har meget svært ved at tage på. For langt de fleste gælder det dog, at inaktivitet ikke er godt. Bevægelse og sport er super vigtigt, og vil i dit tilfælde højst sandsynligt også virke bedre end piller eller overspisning. Når du træner og spiser en masse, bliver dine muskler større, og det kan gøre at du får lidt mere "fylde". Samtidig, er du også stadig i en alder, hvor det kan være meget normalt ikke at tage på så let. Træn, spis og giv din krop tid til at udvikle sig.

Der findes kosttilskud, som man kan tage for at tage på. Funktionen af disse kosttilskud (eller såkaldte weight gainers) er, at det er lette og hurtige kalorier, man får gennem pulver man fx blander med mælk. Der er mange faktorer, der spiller ind, når man gerne vil tage på - den mest simple forklaring for at tage på, er at man indtager flere kalorier end man forbrænder. Men fordi alder og stofskifte også betyder enormt meget, er ligningen ikke nødvendigvis så simpel for dig. Derfor kan jeg heller ikke fortælle dig, om kosttilskud kan hjælpe. Det er noget, jeg vil anbefale dig at snakke med din læge om. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar. 

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program