Susen i øret

brevkassespørgsmål

Susen i øret

brevkassespørgsmål af
Alberte
25 år
Oprettet 1 år 2 måneder siden

Hej cyberhus Jeg har de sidste 5 år haft en konstant susende lyd i mit højre øre nogen gange også lidt i det venstre. For 5 år siden havde jeg et tryk på mine synsnerver som gjorde at der også var noget tryk i mit hoved. Jeg var derfor indlagt på Glostrup hospitals øjenafdeling og har til sommeren 2020 været til løbende kontrol. Jeg har fået at vide at trykket på mine synsnerver i øjnene ser helt normalt ud nu. Og ja alt skulle være normalt nu. Men jeg har stadigvæk den der susen for øret og de kan ikke finde ud af hvad det er. Jeg er efterhånden begyndt at vænne mig til lyden men jeg er også bare frustreret over at ingen rigtig ved hvad det er. Så nu er mit spørgsmål. Har du nogen ide til hvad det kan være?? For jeg er ved at blive sindsyg.

Svar: 

Hej Alberte 

Jeg kan godt forstå, at du synes det er generende med en konstant susen for ørerne. Jeg læser ud af dit spørgsmål at en del af din frustration også skyldes at ingen ved hvorfor du har susen for ørerne. Jeg kan forsøge at komme med nogle tanker omkring dine gener.

Jeg tænker, at din susen for ørerne kan skyldes tinnitus, som er en tilstand hvor man hører en lyd (f.eks. susen) uden at andre kan høre samme lyd. Der kan være forskellige årsager til tinnitus; det kan f.eks. skyldes ørevoks, støjskade i øret, medicin eller måske da du har haft højt tryk i hovedet. Du skriver ikke hvem der har undersøgt dig udover øjenlæger. Hvis du ikke allerede har snakket med din egen læge om dine gener, vil jeg opfordre dig til at tage kontakt. Din egen læge kan undersøge dit øre for f.eks. ørevoks og teste om du har væske i mellemøret. Din egen læge kan også henvise dig til en læge med speciale i øret, som kan lave flere undersøgelser. Det er vigtigt at undersøge, hvorfor du har fået susen for ørerne, for nogen gange kan problemet afhjælpes. 

Du kan også selv forsøge at mindske dine gener fra øresusen ved at bruge baggrundsstøj, dvs. musik eller beroligende lyde. Det kan specielt være rart at bruge når du skal sove, da generne ofte forværres når der er helt stille omkring dig. Du kan også læse mere om tinnitus på høreforeningens hjemmeside; her finder du også gode råd til at mindske dine gener. 

De bedste hilsner

Mette 

mettegcs billede
Mette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program