Kære Mads,

Tak for dit brev! Det lyder til, at du tumler med nogle store tanker og følelser i øjeblikket, så jeg kan godt forstå, at du har brug for at få dem luftet. Derfor er det også rigtig godt, at du skriver her - det er nemlig et rigtig godt første skridt, til at få lidt ro i hovedet.

Tanker om overfald og bank

Du skriver, at du hele tiden har tanker, hvor du ønsker at blive overfaldet og banket, og det lyder til, at du er overrasket over, om du virkelig er så deprimeret. Når man har det svært og er nedtrykt det meste af tiden, kan man få en følelse af, at alt er ligegyldigt og alt kan føles fladt og intetsigende - som om man nærmest er følelsesløs. Det kan give en et behov for at føle noget; et eller andet, hvad som helst. Og her kan tankerne og ønskerne om at blive overfaldet og banket opstå. For man kan få oplevelsen af, at det er bedre at føle smerte og ubehag end slet ikke at føle noget. For så kan man da mærke, at man lever.

Men det at du har tankerne, hvor du ønsker at blive overfaldet og banket, er ikke nødvendigvis det samme, som at du rent faktisk ønsker det. Det kan nemlig også være et udtryk for, at du har et behov for at føle noget. Også selvom det er ubehageligt. Måske kan du øve dig i at aflede dine tanker, når du kan mærke, at de begynder at bevæge sig over mod overfald og bank. Når du mærker at tankerne kommer, kan du måske øve dig i, i stedet at tænke på alt det du godt kan lide i livet, og alt det rare, som du godt kan lide at lave. Det kan også være, at du er nødt til helt fysisk at aflede dig selv, ved fx at sætte et afsnit af din yndlingsserie på, eller ved at læse en bog eller høre høj musik.

Udover at aflede dig selv synes jeg det er vigtigt, at du taler med nogen om, hvordan du har det. Det er nogle meget store og voldsomme tanker du går med, og de er alt for tunge at bære alene. Du har allerede taget første skridt til at åbne op, ved at skrive her. Det er mega sejt gået. Men jeg synes også det er vigtigt, at du åbner op over for nogle i din omgangskreds. Måske nogle venner eller veninder, måske dine forældre, måske en lærer. Det kommer sig ikke så nøje hvem det er. Det vigtige er bare, at du får talt med nogen om, hvordan du egentlig går og har det.

Angst

Du skriver, at I snart skal på ferie, og at du har angst og er bange for at flyve. Helt specifikt er du bange for at I styrter ned, og du dør. Angst kan være en rigtig svær størrelse at arbejde med, da den ofte ikke er rationel. Som du sikkert også ved, så er der markant større risiko for at blive slået ihjel i trafikken, end der er for at styrte ned med et fly. Men den viden hjælper dig formentlig ikke ret meget, og dæmper sikkert slet ikke din angst. Og hvad gør du så?

I forhold til den helt konkrete situation du står i, hvor du snart skal ud at flyve, tror jeg det bedste du kan gøre, er at tale med dem du skal på ferie sammen med, om den angst du oplever. Fortæl om alle de tanker og følelser, der rumsterer inden i dig, når du tænker på den flyvetur I snart skal ud på. Det kan være en utrolig stor hjælp, og samtidig også virke dæmpende på de symptomer man mærker, at tale med andre om det. Hvis de andre ved hvordan du har det, kan de også hjælpe med at berolige dig op til og under selve flyveturen. Det kan gøre det nemmere for dig at være i.

Angst er en alvorlig sag, som man skal tage seriøst. Derfor vil jeg anbefale dig at opsøge professionel behandling. Det kan fx være en til en samtaler hos en psykolog, men det kan også være angstbehandling som gruppeforløb, hvor man møder andre unge, der kæmper med nogle af de samme problematikker som en selv. Det kan fx være Chilled programmet, som tilbydes af psykologer og psykologklinikker rundt om i hele landet (se fx her, her og her).

Reaktion på drillerier

Du skriver, at det er rigtig svært for dig at se på, at drengene i din klasse bliver ved med at drille en bestemt person, og at du hamrer din knytnæve hårdt ind i væggen, hver gang du ser dem drille nogen. Først og fremmest tænker jeg, at det er rigtig godt, at du reagerer, når du ser noget du ikke bryder dig om. Det er vigtigt at sige fra, når man oplever, at man selv eller andre bliver uretfærdigt behandlet. Men, som du også selv er inde på, så er din reaktion måske ikke den mest hensigtsmæssige.

Det er tydeligt, at det du oplever går dig på, og at du har et behov for at sige fra. Den bedste måde at sige fra, hvor alle får mest muligt ud af det, er ved at konfrontere "krænkerne" direkte. Ved direkte at sige til drengene, at du ikke bryder dig om, at de behandler "Thomas" på den måde de gør, fortæller du på den ene side drengene (krænkerne) at det de har gang i ikke er i orden, og du fortæller samtidig "Thomas" at du har hans/hendes ryg, og gerne vil hjælpe ham/hende med at stå imod.

Hvis det er lidt for offensivt for dig at sige det direkte til drengene, kan du også tale med en lærer om det du oplever. Fortæl ham/hende hvad du har set, og at du ikke synes det er i orden. Så er det lærerens ansvar at tage en snak med drengene og at få det til at stoppe. Læreren behøver ikke at fortælle drengene, at det er dig, der har fortalt det, hvis du ikke har lyst til at de skal vide det.

Det er virkelig godt og mega sejt af dig, at du siger fra. Men det vil være endnu bedre og endnu mere hjælpsomt og gavnligt, hvis du gør det på en måde, hvor du ikke kommer til skade, og hvor "Thomas" får glæde af det.

Jeg håber, at du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Stine