er det lovligt?

brevkassespørgsmål

er det lovligt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 4 år 1 måned siden

er det lovligt at en lærer kigger ned i en elevs trøje? da det var en mandlig lærer på en pige elev? eller i det mindste prøve. det er ikke sket for mig men for en ven og vi ved ikke hvad vi skal gøre?

Svar: 

Hej med dig

Jeg tror ikke man kan sige, at det er ulovligt at kigge ned i en elevs trøje. Men det er bestemt ikke okay, og det skal læreren bestemt ikke gøre. Så det er rigtig fint I mærker efter jeres grænser, og er opmærksomme på, når noget ikke føles okay. Og det er godt I kan snakke om det, og ikke sidder alene med det.

Det er lidt svært at sige præcis hvad I skal gøre, uden at vide så meget om, hvad der er sket. Om han for eksempel stod og gloede ned i trøjen, om han kom til at kigge lige hurtigt eller måske bare var faldet i staver? Om han for eksempel også har gjort eller sagt andre ting, som I ikke føler er okay, eller om der kun er sket den ene ting? Nogen af de ting kan måske sige noget om, hvor alvorligt problemet er, og hvad der derfor er bedst at gøre. Uanset hvad I vælger at gøre, er det altid okay, at snakke med en voksen om det, for eksempel jeres forældre eller en anden lærer. De kan måske hjælpe med at stille de rigtige spørgsmål til, hvad der er sket, og finde ud af, hvad der så er bedst at gøre.

Man kan måske sige, at hvis han bare denne ene gang var faldet i staver eller kom til at kigge lige hurtigt og kiggede væk igen, var det måske bare et uheld, at han kiggede. Selvom det ikke var rart, så behøver det måske ikke blive til en stor sag. Men hvis han gloede med vilje, eller måske endda har sagt eller gjort andre ubehagelige ting, er det nok godt at snakke med en forælder eller anden lærer om det. Hvis læreren eller forælderen stiller jer mange spørgsmål eller virker mistænksom, er det ikke sikkert de gør det, fordi de ikke tror på jer. Det kan også være fordi, at det kan være en meget alvorlig sag, hvis en lærer opfører sig upassende. Så de vil sikkert bare gerne være sikker på, at de forstår situationen og alle detaljer.

Uanset hvad, er det godt, at I selv er opmærksomme på jeres grænser og mærker hvornår I føler noget ikke er ok. Du eller I er også meget velkomne i chatten, hvis I har brug for at snakke noget mere om det.

Venlig hilsen 

Agnete

Agnetes billede
Agnete har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program