Ubehag ved spisning

brevkassespørgsmål

Ubehag ved spisning

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 14 år 8 måneder siden

Hejsa der.. For at du måske bedre kan forstå forklare mig lige.. Jeg bor ikke hjemme, og er kun hjemme på weekend engang imellem. Mandag-fredag spiser jeg under 300 kcal om dagen, og når jeg endelig spiser noget kaster jeg det op igen (med vilje), nogle gange tvinger jeg også mig selv til at kaste op uden at have spist, hvilke resultere i at jeg kaster mavesyre og blod op og har rigtig ondt i min hals osv. Når jeg så endelig kommer hjem til mine forældre på weekend, spiser jeg hvad andre måske vil syntes var forholdsvist normalt, men jeg syntes det er overdrevet meget da det næsten er de 2000 kcal man skal have og det har jeg svært ved at hånterre - så derfor kaster jeg endnu mere op her hjemme.. spørgsmålene er nu: Når jeg er hjemme og jeg spiser som jeg gør, får jeg det rigtig skidt. Jeg får kvalme, bliver svimmel, sløv, ondt i maven og bare ubehag i hele kroppen - hvordan kan det være, jeg giver jo bare kroppen det den vil have? - Når jeghar kastet det op igen så har jeg det meget bedre, er dog træt og har ondt i halsen, men alt det andet går væk.. Det giver jo ikke mening at jeg får det dårlig af at spise? Folk siger jo jeg skal spise og at man får det godt af det, men det gør jeg ikke, får det rigtig rigtig dårligt hver gang jeg spiser.. Hvorfor? De bedste hilsner fra Anja.

Svar: 

Kære Anja

Det er rigtig godt du skriver og at du tænker over, hvorfor din krop reagerer som den gør. Jeg synes der er mange ting i dit brev, jeg gerne vil tage fat på. Du spørger til, hvorfor din krop reagerer "dårligt" på, når du spiser i weekenden når du er hjemme på besøg. Men jeg mener faktisk, at det er et helt andet sted vi først skal tage fat og finde problemet.

Du skriver, at du ikke spiser noget i løbet af ugen og kaster det op igen, hvis du endelig spiser noget. Det er meget usundt - ja ligefrem farligt at leve på den måde og det er enormt hårdt for kroppen. Og at du kaster blod op er et tegn på at kroppen slet ikke kan holde til, at du kaster så meget op og samtidig slet ikke spiser nok. Det kan kroppen ikke holde til i længden.

Når du spiser igen i weekenden, kan det godt være som et chock for din krop, fordi den ikke har fået noget hele ugen. Men det er netop derfor, du synes det er ubehageligt at spise, fordi kroppen er blevet "vant til" at sulte. Men jeg tror allermest, at det hænger sammen med at du inden i dig selv får det dårligt når du spiser, og derfor får ondt i maven og de andre ting du fortæller om. Men samtidig så tror jeg ikke det er med vilje, at du presser din krop på den måde, jeg synes, det lyder som om du har det svært og ikke har det godt indeni. Derfor tror jeg, du kan have rigtig meget brug for at tale med nogen problemet, om dit forhold til din krop og til mad. Derfor synes jeg også det er meget vigtigt, at du tager op til din læge. Det er farligt for dig, hvis du fortsætter med at spise så lidt og din læge kan være god at snakke med og har måske nogle ideer hvad du kan gøre nu.

I brevkassen "når det gør ondt inderst inde" sidder der også mennesker der er klar til at hjælpe dig og ved meget om det her med en spiseforstyrrelse. Der er også nogle søde og dygtige folk på chatten mandag til torsdag fra 14-19 som du kan tale med, hvis du har lyst. Jeg synes, det er vigtigt at du får fortalt hvordan du har det, selvom jeg godt ved, det er rigtig svært.

Håber du fik noget ud af mit svar og jeg håber også, at du tager mod til at få åbnet op og gjort noget ved problemet. Jeg tror på, at du kan!

Mange hilsener fra Helene

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program