Så træt af OCD :(
Så træt af OCD :(
Jeg er en pige på snart 17 år, og har haft ocd siden jeg var 11-12 år. Jeg ved ikke hvordan det startede og har/ har haft en fantastisk barndom og opvækst med forstående forældre og er blevet lidt små forkælet (enebarn) mit problem er bare ocd, jeg føler mig beskidt, næsten ALTID.. Jeg går tit i bad og det er ikke de korte, her for leden var jeg i bad i 4 timer. Når jeg er så lang tid i bad, går halvdelen af tiden med at finde diverse urenheder i mit ansigt og rundt omkring på kroppen.. Hvis jeg ser en bums i mit ansigt og prikker den, føler jeg mig MEGET beskidt, jeg føler at jeg er ulækker og klam, og har egentlig bare lyst til at gå i bad. Jeg har brug for at få at vide fra andre om jeg er ulækker? Eller om bumser er helt normale og ikke er en kæmpe grund til at tage det lange bad? Håber i kan hjælpe mig ..
Fra hende der er træt af at kæmpe med ocd :(
Kære du
Det lyder som en stor belastning for dig, og jeg kan forestille mig, at du bruger rigtig lang tid hver dag på at tænke på eller kæmpe mod din OCD.
Du skriver, at du har nogle forstående forældre, og jeg synes du skal gøre er at fortælle dem om problemet. Måske kender de allerede til det, men det er ikke sikkert at de ved, hvor meget det fylder for dig. Eventuelt kan du vise dem dette brevkassesvar, og få dem til at støtte dig i at komme videre.
Jeg ved ikke, om du allerede har været forbi din egen læge, for at få en snak med ham/hende om problemet. Hvis ikke, synes jeg, du skal gøre det. OCD er en meget pinefuld ting, som kan fylde hele ens liv, men heldigvis kan rigtig mange få sit normale liv tilbage, hvis man kommer i behandling. Din egen læge vil kunne henvise dig til et sted, hvor du kan få hjælpe. Rundt omkring i landet findes der steder, hvor man har specialiseret sig i netop OCD og ved en masse om det. Oftest består behandlingen i cirka 10 samtaler med en psykolog eller læge, og nogle enkelte kan få piller også.
Hvis du allerede har prøvet at få behandling, men det ikke hjalp, synes jeg du skal prøve, at finde et andet sted. Igen vil din egen læge kunne hjælpe dig. Det er vigtigt, at du ikke opgiver håbet eller vænner dig til”at det er sådan du er.” Det er en sygdom, som kan behandles, og som du ikke skal gå med længere uden at få den rigtige hjælp.
Mange med OCD er rigtig flove over problemet og har ikke lyst til, at fortælle det til nogen. Faktisk har cirka 1 af 50 danskere det, så det er langt fra ualmindeligt eller mærkeligt.
Hvis du har brug for at få hjælp eller at vide mere om OCD kan OCD-foreningens hjemmeside anbefales. Her er der blandt andet mulighed for at ringe og snakke med en, der har OCD, eller som kender én der har det. Hvis du ikke har lyst til at gå til din egen læge, vil de kunne hjælpe dig med at få hjælp på en anden måde.
Venlig hilsen
Maria