Kære Brevkasse.

Har haft skrevet herind før (ca. 2010) , og nu må jeg skrive igen. Jeg giver lige et kort resume af min fortid, fra da problemerne startede. i 2007-2008 (9-10 klasse) Led min bedste veninde af spiseforstyrrelser, og vi mistede vores venskab på grund af jeg ikke kunne holde til at se på dette. Lærerne og andre elever gik konstant og spurgte mig ud om min veninde, men ingen spurgte til mig! Da jeg begynder i gymnasiet (2008) går der ikke længe før min bedste ven, truer med at begå selvom (han havde lavt selvværd og vi var vokset lidt fra hinanden). Det tog hårdt på mig. Fik grimme sms´er om at han ville begå selvmord, og at jeg ikke kunne lide ham, konstant!! selv i timerne i skolen. Men det kom der styr på efter nogle måneder. Fik så en kæreste i andet år af gymnasiet (2009-2010) som var forfædelig. Han holdt meget på mig, og var jaulux hvis jeg lavede noget med mine veninder. Han var meget bestemmende og alt skulle dreje sig om hans familie. Fik slået op med ham efter 9 trælse måneder (havde bare fundet ham som kærste, da jeg ville være som alle de andre piger i min gymnasie klasse, og havde ikke haft sex endnu og var 18 - og det gjorde mig ondt at de andre piger så ned på mig af denne grund) alle disse problemer førte til at jeg begyndte på selvskade. jeg skar mig overfladisk i min arme/hænder. Men på en sådan måde at det ikke vækkede opsigt. Men det gik i sig selv da jeg mødte min nuværende kærste (sommeren 2010). Han fik hele min historie a t vide, da han en aften spurgte til mine ar på armene, og han ville stadig gerne være min kærste. Følte han skulle kende sandheden! Og han var den første jeg fortalte det til! Det gik så fint  indtil jeg vi i 2011 flyttede sammen og han var meget væk pga sit arbejde. Følte mig alene, ( havde ikke mange veninder, da jeg på daværende tidspunkt gik på en skole kun med drenge - næsten). Mit liv var lidt kaos, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle lave (uddannelsesmæssigt) og gik på teknisk skole for ikke at lave ingenting. Fik da også gennemført nogle grundforløb :O) MEN jeg har haft det sådan at når tingene blev svære, skar jeg i mig selv. Bare en lille ridse..... Men nok til at give mig dårlig samvittighed. foråret 2012 snakkede jeg med en "psykolog" på min tekniske skole. Eller han var en som hjalp elever som havde det svært. Han havde nemlig lagt mærke til mine ar på armene, og spurgte til dem hvorefter jeg først løj, men senere måtte bekende og vi fik snakket om det ( sagde dog ikke at det stadig stod på - meget sjældent). Min kærste ved heller ikke at jeg af og til gør det.
Nå men efter samtalen var jeg lettet og der gik lang tid inden det skulle ske igen. Imellem tiden har jeg det sidste års tid kæmpet med at ville tabe mig (er ikke overdrevet tyk men trænger til at tabe mig lidt ;) er 161 og vjer 69 kg. Men er så glad for søde sager :´( og det går mig på at jeg ikke har rygrad til at stoppe. Er forresten begyndt at læse til sygeplejerske august 2012 og det er lige mig!!! Endelig fandt jeg min hylde. Dec 2012 smed jeg ppillerne, da de påvirkede mig for meget, og så tager mig og kærsten det som det kommer - mht graviditet. Der er så ikke sket noget endnu, og derfor vil jeg også gerne tabe mig.

Der er mange småting jeg tumler med og føler jeg er så latterlig at jeg ikke kan lade være med at spise sukker. Oveni har jeg de sidste 2 år været ude og køre ambulance 4 gange pga besvimelse både i fuld og ædru tilstand. Er også her blevet spurgt af falckredderne hvor arene på mine arme er kommet fra, men har ikke ville fortælle sandheden.....så løj også for dem.

Her kommer mit nyeste problem. For 4 dage siden skar jeg mig i armen med et glasskår jeg fandt på arbejde - og måtte på skadestuen og får strips sat på da det gabte meget. ÅHR  jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det :O( Jeg skar mig først overfladisk, og så bagefter skar jeg dybere og dybere!!!  Måske fordi ejg føler der er noget galt med mig siden jeg ikke bliver gravid, måske fordi jeg bare føler jeg ikke har så meget kontrol over vægten, spisevaner og dermed kan kontrollere min smerte. Hvorfor gør jeg som jeg gør? Og skal jeg snakke med en psykolog på skolen? Er bare bange for at der skal stå i min journal at jeg er syg i hovedet og at jeg så frem over ikke vil blive taget seriøst!!! hvorfor har jeg denne trang til selvskade. Vil ikke fortælle min kærste dette, da jeg ikke ønsker at gøre ham urolig og det er ikke noget jeg gør tit - Måske en gang hver halve år, men kan slet ikke slippe det. Har også nogle gange tænkt på at vælte på cykel eller noget. Det eneste jeg tænker på lige nu er at jeg kan blive gravid og derved har en jeg skal tage mig af. Så er det ikke længer mig der er i centrum/ vigitg. Alle mine veninder/venner er gravide/har fået barn her på det sidste. Ved ikke om det er det der får det til at blusse op. Håber I kan hjælpe mig - er så frusteret og flov!!!! Kan bare ikke styre det når det står på, men efter ved jeg jo godt at det er forkert :´( Men vil sige at jeg har en total dejlig familie og kærste og svigerfamilie - så forstår ikke hvordan jeg kan have det sådan som jeg har det!!! Burde ikke have lov til at opføre mig sådan!!!! Og har fået 6 rigtig gode veninder på sygeplejeskolen og kun den ene og nærmeste ved det med at jeg "cuttede" for nogle år siden. ÅH HJÆLP MIG