svie efter sex?

brevkassespørgsmål

svie efter sex?

brevkassespørgsmål af
Katrine
17 år
Oprettet 7 år 8 måneder siden

Hejsa

Jeg er en 17-årig pige som går og døjer med et lidt træls problem. Jeg fik for tre måneder siden en kæreste, som jeg er helt utrolig glad for. Han tog min møddom, og jeg er superglad for, det var ham der var min første. Jeg elsker ham overalt på jorden. 

Vi har efterhånden haft sex omkring 10-15 gange, og det har været med kondom alle gange. Jeg har dog næsten hver gang fået blærebetændelse efterfølgende, hvilket er træls, men jeg ved også, det er helt almindeligt, når man begynder sex med en ny partner. 

De sidste to gange hvor vi har haft sex har jeg i de efterfølgende dage haft den her svie når jeg tisser. Det føles som at have blærebetændelse, men har ikke sagt noget til min mor, da jeg synes det er lidt pinligt, at jeg bliver ved med at få det, hver gang jeg har været sammen med ham. 

Jeg husker at tisse lige efter samleje, og jeg drikker et glas vand med 50 dråber cantharon dagen efter. Jeg bruger også en stikpille med mælkesyrebakterier dagen efter at have været sammen med ham. Jeg går i bad og vasker mig med intimsæbe og sørger for ikke at fryse i løbet af dagene. Jeg spiser også tyggetabletter med tranebær og tager en slurk koncentreret tranebær hver eneste dag. Jeg prøver virkelig at undgå blærebetændelse.

Problemet er bare, at det stadigvæk svier ved vandladning! Det er ikke imens jeg tisser, men sådan når jeg er ved at være færdig med at tisse. Der er denne gang gået tre dage, og det svier stadigvæk. Jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt. Jeg synes simpelthen det er så pinligt, at det er hver gang efter sex, så jeg har virkelig ikke lyst til at snakke med min mor om det. 

Pga. svien kan min kæreste og jeg heller ikke have sex særlig ofte. Sidst gik der en uge før svien var helt forsvundet. Det holder bare ikke i længden, synes jeg :(

Har du/I nogle råd til hvad jeg kan gøre? eller bare hjælpe mig til at finde ud af, hvad der er galt?

Tak på forhånd.

Hilsen mig.

Svar: 

Hej, 

Dejligt at I er glade for hinanden! Det er en god ting at I dyrker sikker sex, og det lyder også til at du har rigtig godt styr på de forholdsregler, man kan tage sig, for at undgå urinvejsinfektion/blærebetændelse. 

Du skriver i dit spørgsmål at du har fået blærebetændelse, næsten hver gang at I har haft sex. Det er dog ikke helt klart om du har været ved din læge, og fået lavet en undersøgelse af din urin ifm med dette. Hvis din læge konstaterer blærebetændelse kan han opstarte dig i en kort antibiotikabehandling, som formentligt kan få bugt med dine gener. Det vil således være min anbefaling at du kontakter din læge mhp at få en tid, hvor du kan afgive en urinprøve, som hurtigt kan blive undersøgt for betændelse, man kan sende urinen til yderligere undersøgelse for bakterier og man kan opstarte en antibiotikakur. 

Der er ingen grund til at snakke med din mor omkring dette emne, hvis du ikke har lyst til det. Din læge har ikke pligt til at oplyse dine forældre omkring emner som vedrører din seksualitet, og du kan således frit snakke med ham/hende omkring dette. 

Mvh
Niclas, Læge

Niclass billede
Niclas fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program