Sveder meget

brevkassespørgsmål

Sveder meget

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 1 måned siden

Hejsa. Jeg er en dreng på 14 år, som lider af nogle svedproblemer. Jeg synes jeg sveder rigtig meget, og det irriterrer mig meget. Det er ikke så meget fordi det lugter, men fordi jeg bliver så våd af den sved, så ingen rigtig har lyst til at røre mig, og er træt af at høre på folks kommentarer om at jeg sveder meget. Det er ikke noget jeg bliver drillet med, men kan stadig ikke lide at høre på folk nævne det. Jeg spiller fodbold ca. 4 gange om ugen, og er meget til træning. Jeg er ca. 175 cm høj og vejer 60 kg. Jeg er normalvægtig, og er meget løbestærk, jeg fik mål min form til super god sidst vi havde løbetest. Jeg begynder at svede meget under armene, bare jeg sidder inde i vores klasse og har time, fordi der er ret varmt derinde. Fx. til min konfirmation havde jeg skjorte og en cardigan på, da vi var færdige opdagede jeg at jeg har helt våd under armene, og måtte strække armene op med vinduet åbent, på vej hen til der vi skulle holde min konfirmation. Når jeg er i aftenklub spiller vi meget indendørs fodbold, det er ikke en speciel stor bane, den måler kun ca. 3 x 10 meter og kampene der spiller vi til den der først når 10 mål. Efter vi har spillet den kamp færdig, er jeg også helt våd og badet i sved. Mine armhuler er helt våd, og min trøje er våd bagpå, under armene, og omkring skuldrene, fordi jeg kommer til at tørre sved af under kampen med det stykke af trøjen. Jeg ville kunne nævne flere situationer, hvor jeg kommer til at svede, men det vil jeg dog spare jer. Jeg har prøvet at bruge noget antiperspirant, men jeg synes ikke det har hjulpet. Til mit klassebillede, hvor jeg havde skjorte på, prøvede jeg at tage en alm. t-shirt inde under den, så den kunne tage sveden. Det virkede heller ikke helt, da jeg stadig var blevet lidt våd under armene, det kunne dog ikke ses heldigvis. 

Så mit spørgsmål er egentlig, hvad kan jeg gøre? Er det normalt at jeg sveder i så store mængder, fordi det gør ingen andre jeg kender? Har jeg muligvis en sygdom?

 

Svar: 

Hej med dig,

Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan høre, at du undrer dig over, at du sveder så meget, og at du egentlig gerne vil kunne gøre noget ved det.

Jeg synes bestemt ikke, det lyder som om, du har en  sygdom. Det lyder tværtimod meget normalt. Når man går i puberteten begynder man at svede mere end man plejer. Det er lidt forskelligt, hvornår drenge går i puberteten, men for de fleste er det mellem 13 og 17 års alderen.

Du vil opleve, at dit sved også begynder at lugte mere, og så er det godt at vaske sig dagligt og bruge en antiperspirant, som du også har prøvet. Det kan være en god idé for dig at begynde at bruge en antiperspirant hver dag, efter at du har vasket dig.

Man sveder også mere, når man er meget fysisk aktiv, og det kan jeg se, at du er! Det lyder godt, at du laver så mange aktive og sjove ting, og jeg håber ikke, at våde armhuler afholder dig fra det! Det er meget sjovere at være sammen med en, der er klar på en  omgang fodbold end en, der holder sig på sidelinjen for at undgå en svedig t-shirt. Jeg kan også se, at du kommer til at svede fx i timen, til klassebillede eller til  konfirmation. I sådanne situationer kan det være, fordi man er lidt nervøs eller spændt, at man begynder at svede mere. Men nogle gange er der ikke en  oplagt grund til det - andet end at hormonerne er på banen!

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at du bliver ved med alle de ting, du har gang i!

Mange hilsner

Christine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program